Dansk realkredit - for godt til at være sandt

Udenlandske medier har fået øjnene op for dansk realkredit efter det 10-årige lån med negativ rente kom på markedet. Det må være for godt til at være sandt.

Mikkel Høgh på et billede foran villa med røde mursten

AfMikkel Høegh, Boligøkonom

14. aug. 2019 12.00

Boligøkonomen i regnvejr

Der var igen skybrud over Lyngby, og jeg forsøgte at finde læ i mine børns skolegård. Et ukendt nummer kimede min mobil ned. Jeg løb over i cykelskuret. Stemmen var ukendt. Det viste sige at være Jack fra National Brodcasting Company (NBC), New York. Han ville høre om dansk realkredit og vores nye 10-årige lån med negativ rente. Han havde læst om det i Washington Post og synes, det lød mærkeligt.

Vi talte stadig sammen, da skolen lukkede - og mine børn selv havde fundet deres far i cykelskuret. Jack havde brug for meget udførlige forklaringer, og i takt med, at han fik mere og mere viden, måtte han sande, at dansk realkredit er for godt til at være sandt.

Rentefald og dækskifte

Optrapning af handelskrigen mellem Kina og USA, uro omkring den politiske situation i Storbritannien og generel bekymring for den økonomiske udvikling i den vestlige verden har givet anledning til nye rentefald. I virkeligheden kedelige nyheder. Men disse rentefald har til gengæld betydet, at kurserne på realkreditobligationerne er gået op.

I dansk realkredit har vi det, vi kalder pari-reglen. Det betyder, at man ikke må udstede fastforrentede lån, når obligationen bagved lånet er gået over 100. Det er en standardprocedure i dansk realkredit at åbne nye obligationer - ligesom når man skifter dæk på en bil. Den samme bil fortsætter, men der er ny gummi på hjulene, så den kan rulle uhindret videre hen over asfalten.

Denne gang var dækskiftet dog mere specielt, fordi renten blev negativ. Det er første gang nogensinde i verden, at der er blevet udbudt negativ pålydende rente på et fastforrentet lån. Det skabte naturligt en vis interesse - også fra udenlandske medier.

Stor interesse fra udlandet

Netop kontakten fra udenlandske medier, og luppen på dansk realkredit, giver anledning til refleksion.

Der har været et TV-indslag på nationalt fransk tv om pølsevogne, Nyhavn og billige lån - og det er selvfølgelig meget sjovt. Det er om muligt endnu mere sjovt, at journalisterne ikke tør udtale mit efternavn, Høegh - som er umuligt på fransk. Men det stikker lidt dybere end det. Udlandet er dybt imponeret over, at vi har en så tæt én-til-én-sammenhæng mellem den rente investorerne betaler og den rente som kunder har (nu betaler) i dansk realkredit.

Nogle af de udenlandske journalister har fået stoffet galt i halsen og tror, at lånet er helt gratis. Det er det jo ikke - på grund af kurstab og bidrag.

Svært at tro

Netop bidragene, som herhjemme er så udskældte, fik Jack fra NBC til at udbryde: ”De lave bidragssatser, kan jo kun lade sig gøre, fordi de danske realkreditinstitutter modtager massiv statsstøtte”. Han kunne slet ikke forestille sig de lave marginaler, som er nævnt i vores prisliste.

Mens vi fik rettet den misforståelse, måtte mine børn lige være ekstra tålmodige i cykelskurets læ.

I Danmark har vi noget helt unikt i form af vores over 200-årige realkreditsystem. Dansk realkredit er unikt. Selv om jeg godt vidste alt dette, er det alligevel bemærkelsesværdigt, at vores bank over en weekend fik 80-90 henvendelser fra amerikanere, som på grund af en artikel i en amerikansk avis, ønskede sådan et lån.

Dakolos-teorien

Dakolos-teorien er en vigtig læresætning for mig i økonomi: De andre kan også læse og skrive, hedder hovedsætningen. Det husker jeg altid på, når jeg får en god idé og tænker: Hvorfor har andre ikke set dette? Men lige nu har jeg en fornemmelse af, at udlandet endelig har fået øje på, hvor fantastisk dansk realkredit er.

Hvad kan vi så bruge det til? To ting. For det første er det jo bekræftet, at der ikke findes en billigere måde at låne på. Så som forbruger bør man samle sin gæld. For det andet er der måske endnu flere, der har mod på at investere i dansk realkredit, og måske endda kan systemet eksporteres til andre steder end Mexico.

Bonus information: Spekulanten Soros var så forelsket i dansk realkredit, at hans fond har hjulpet med at etablere et realkreditsystem i Mexico, der bygger på den danske grundtanke. Grundtanken er billig, effektiv, stabil og transparent finansiering.



Brug for en snak om bolig? 

Ring til os på tlf. 89 89 89 89 
eller  aftal et møde i din lokale afdeling