Danske Aktier - September 2026
Aktier30.09.2026
I analysen kan du læse mere om Jyske Banks anbefalinger på danske aktier og følge med i den seneste måneds nyheder på selskaberne.
Dagens aktie
Coloplast – Frygter investorerne en nedjustering af mellemlange forventninger?
02.10.2026September var en hård måned for Coloplast-aktien – muligvis drevet af frygten for, at Coloplast i forbindelse med årsregnskabet den 3. november sænker de mellemlange forventninger, blot ét år efter annonceringen. Vi vurderer, at en nedjustering er sandsynlig, og vi kan godt se for os, at Coloplast sænker målene. Det er dog efter vores overbevisning allerede indregnet i markedets forventninger. En nedjustering vil muligvis blive opfattet som et "clearing event".
Ud over afklaring om de mellemlange forventninger vil markedet ved årsregnskabet have fokus på guidance for det kommende år, hvor vi forventer en mindre fremgang i væksten, drevet af et lettere sammenligningsgrundlag for Kerecis og godt momentum i den kroniske forretning, delvist modvejet af svaghed i sårpleje som følge af sundhedsreformer. Indtjeningsmarginen forventes at være på niveau med i år. Vi forventer ikke, at guidance for regnskabsåret 26/27 vil være markant forskellig fra forventningerne i markedet.
Vi fastholder et langsigtet positivt syn på Coloplast (men har ikke travlt), drevet af en lav værdiansættelse, og anser risk/reward som attraktiv, hvor blot fraværet af flere negative nyheder kan styrke aktien. Men risikoen for nedjustering af de langsigtede forventninger hænger fortsat over aktien. Execution is key.
(Læs vores seneste analyse på Coloplast eller seneste
Danske Aktier)
A.P. Møller–Mærsk – Tælle til 1… tælle til 2… tælle til 3 opjusteringer?
01.10.2026
Med udgangspunkt i den fortsat stærke markedsefterspørgsel samt den positive udvikling i spotfragtraterne opjusterede Hapag-Lloyd tidligere på ugen deres helårsforventninger. Rederierne rider fortsat på en bølge af usædvanligt stærk efterspørgsel, hvor eksporten ud af Kina har været en afgørende vækstmotor gennem flere kvartaler. Samtidig har fragtraterne fastholdt et stabilt højt niveau. Samlet set understøtter det både volumener og indtjening, og vi hælder derfor mod endnu en opjustering af forventningerne fra Mærsks side.
Selvom Mærsk på kort sigt gør det usædvanligt stærkt, så bunder det i, at efterspørgslen har været særdeles stærk de seneste tre år med en gennemsnitlig årlig vækst (CAGR) på 7 % ifølge CTS-data. Selvom det er muligt, at væksten fortsat kan overstige den globale BNP-vækst, er det langt fra givet, ikke mindst fordi sammenligningsgrundlaget efter flere år med usædvanligt stærk efterspørgsel bliver stadig mere udfordrende.
Flere forstyrrelser i markedet, heriblandt krige, har betydet, at den globale flåde ikke har kunnet drives effektivt, hvilket har holdt hånden under fragtraterne, og dermed været understøttende for rederiernes indtjening. Mærsk fortsætter gradvist sin tilbagevenden til Det Røde Hav, hvor omkring 60 % af trafikken nu er genoptaget. Ledelsens vurdering er, at Houthierne fortsat besidder kapaciteten til angreb, men ikke aktuelt har intention om at ramme skibe uden tilknytning til Israel eller Saudi-Arabien. Tilbagevenden beskrives som relativt problemfri, og en fuld normalisering ventes at sætte pres på fragtraterne.
2026 tegner derfor til at blive langt stærkere end ventet. Men længere ude i horisonten er der lagt op til en markant hårdere virkelighed. Det er efter vores vurdering en risiko, som den nuværende værdiansættelse af Mærsk langt fra afspejler. Historien har vist, at Mærsk-aktien er tæt knyttet til udviklingen i fragtraterne, og debatten om, hvorvidt dagens stærke marked er midlertidigt eller strukturelt, bliver afgørende for aktiens næste kapitel.
(Læs vores seneste analyse på A.P. Møller-Mærsk eller seneste
Danske Aktier)
NKT – ikke noget banebrydende nyt på kapitalmarkedsdagen i går
30.09.2026
Som ventet var der ikke noget banebrydende nyt fra NKT på gårsdagens kapitalmarkedsdag. NKT gentog de finansielle mål for både 2028 og 2030, så eneste nye var prioriteterne for den fremtidige kapitalallokering, hvor investeringer i organisk vækst og opkøb ligger højere på agendaen end udbytte og aktietilbagekøb.
Kapitalmarkedsdagen bekræftede os dog i, at NKT er godt på vej til at levere på de finansielle mål for 2030, hvor vi kigger ind i mere end en fordobling af indtjeningen i forhold til 2026. Holder det stik ser prissætningen attraktiv ud, hvor, NKT baseret på vores forventninger til indtjeningen i 2030, handler på en P/E på 10,4x. Det vurderer vi er for lavt. Vi havde dog håbet på, at indtjeningsfremgangen frem mod 2030 ville komme lidt hurtigere, men selv om indkøringen af den nye højspændingsfabrik er foran planen, er fabrikken først oppe at køre med fuld kapacitetsudnyttelse ved udgangen af 2028, hvorfor den finansielle effekt først slår fuldt igennem i 2029.
Vi ser fortsat et langsigtet attraktivt vækstpotentiale for NKT, understøttet af udbygningen af vedvarende energi og elektrificeringen af samfundet, som stiller store krav til udbygningen af elnettet. Hertil kommer investeringer i datacentre, som alene i Europa forventes at løbe op i EUR 176 mia. i 2026-2031. Og selv om NKT kun vil kunne adressere ca. halvdelen af markedet, er der stadig et stort potentiale for NKT i forbindelse med udbygningen af datacentre, hvor selskabet allerede har leveret strømkabler til datacenterprojekter i Sverige, Danmark og Tyskland.
(Læs vores seneste analyse på NKT eller
seneste
Danske Aktier)
AL Sydbank – godt gang i udlånsvæksten i Danmark
29.09.2026
Nye tal fra Nationalbanken bekræfter det igangværende sunde udlånsvækstmomentum i Danmark. I august måned steg bankudlånet blandt de danske banker med 7,7% å/å, mens realkreditudlånet steg 3,3% å/å. Samtidig steg bankindlånet hos husholdningerne med 5,4% å/å, hvilket hjælper bankernes likviditet og udlånsfinansiering. På rentemarginalsiden steg de gennemsnitlige udlånsrenter i august med 0,14% å/å, mens udviklingen på indlånsrenterne var lavere på 0,05% – dermed ingen tegn på at Nationalbankens renteforhøjelse i juni har resulteret i markant højere indlånsrenter hos privatkunderne. Vi ser de seneste tal som bekræftende for, at AL Sydbank i 3. kvartal i Danmark har gode forudsætninger for at fremvise fin udlånsvækst og med beskyttede eller forbedrede nettorentemarginaler.
AL
Sydbank står overfor en omfattende fusionsproces, der frem mod 2028 skal
forbedre bankens omkostningseffektivitet og reducere kapitalbelastningen. Vi
tror på, at banken vil lykkes med at indfri de udmeldte synergieffekter til
fulde, hvilket vil resultere i, at AL Sydbank fra 2028 vil kunne levere en
forrentning af aktionærernes egenkapital ekskl. immaterielle aktiver i omegnen
af 18%. Dette profitabilitetsniveau er i øjeblikket ikke afspejlet i
værdiansættelsen af aktien, som handler på store multipelrabatter til de øvrige
større danske børsnoterede banker. Vi forventer, at rabatterne indsnævres og
værdiansættelsen af banken bliver løftet i takt med, at AL Sydbank demonstrerer
en succesfuld fusionsproces og intakt kommercielt momentum.
(Læs vores seneste analyse på AL Sydbank eller seneste
Danske Aktier)
Vestas skal løbe stærkt for at leve op til forventningerne i markedet
28.09.2026
Ordreindgangen har været overraskende svag indtil videre i 3. kvartal, hvor Vestas kun har annonceret 1.180 MW i ordrer. Det er markant mindre end sidste år, hvor Vestas fik rekord mange ordrer. Vestas skal således løbe stærkt for at leve op til forventningerne i markedet, og selv om ordrerne normalvis klumper sig samen hen imod slutningen af kvartaler, ser vi en risiko for at forventningerne til ordreindgangen skal justeres ned. Vestas har dog allerede sikret 10,4 GW til levering i 2027, hvilket er 20% mere end på samme tidspunkt sidste år. Vi er derfor endnu ikke så bekymret for aktivitetsniveauet i 2027, men vi skal gerne se at ordreindgangen vender tilbage på sporet i 4. kvartal.
Vestas er på rette vej i forhold til at genetablere indtjeningsevnen, hvor vi forventer en gradvis bedring i takt med, at omkostningerne til indkøring af produktionen på den nye havvindmølle falder bort og havvindmølleforretningen vender tilbage med sorte tal på bundlinjen. Målsætningen om en overskudsgrad på over 10 % begynder derfor at være inden for rækkevidde – noget markedet har sat spørgsmålstegn ved. Samtidig kigger vi ind i et stigende aktivitetsniveau i 2027, hvilket ikke er fuldt afspejlet i forventningerne, men det kræver at ordreindgangen kommer tilbage på sporet i 4. kvartal.
(Læs vores seneste analyse på Vestas eller
seneste
Danske Aktier)
Se vigtig investorinformation i forhold til Jyske Banks analyser og anbefalinger på jyskebank.dk/investorinformation.