Danske Aktier - august 2026

Aktier

I analysen kan du læse mere om Jyske Banks anbefalinger på danske aktier og følge med i den seneste måneds nyheder på selskaberne.


Læs analysen [PDF]  

Dagens aktie

DSV – Q3 handler om én ting, nemlig om Road har ramt bunden

Vi fastholder anbefalingen på Køb, mens kursmålet sænkes til DKK 1.600 forud for Q3’26-regnskabet, der offentliggøres den 21. oktober. DSV går ind til Q3’26-regnskabet med to meget forskellige historier i bagagen. Air & Sea holder kursen, og Contract Logistics fortsætter med at overraske positivt. Men regnskabet kommer først og fremmest til at handle om Road, hvor Schenker-integrationen har kostet både kunder, markedsandele og indtjening. Spørgsmålet er ikke, om Q3 bliver svagt i Road, men om Q3 markerer bunden.

Vi erkender, at vi har undervurderet omfanget af udfordringerne i Road. Schenker-integrationen er langt mere kompleks, og kundetab og lavere volumener har ramt indtjeningen. Road var ellers tiltænkt en central rolle i indtjeningsvæksten efter 2026, da størstedelen af de resterende synergier skulle hentes her. Vores bekymring handler derfor ikke længere om, hvorvidt synergierne realiseres, men om hvorvidt den underliggende forretning kan fastholdes, mens integrationen står på. Eksekveringsrisikoen er løftet betydeligt. Det er naturligvis skuffende, men markedet er efter vores vurdering gået fra bekymring til dommedag. Værdiansættelsen af aktien synes at afspejle et scenarie, hvor næsten alt går galt. Det er efter vores vurdering for pessimistisk. Risikoen er højere, og vejen tilbage længere, men nu skal DSV bevise, at servicekvaliteten stabiliseres, kunderne vender tilbage, og synergierne fortsat kan realiseres. Kan ledelsen dokumentere fremgang på disse områder, kan det blive første skridt mod at genopbygge tilliden til integrationscasen og bane vejen for en re-rating af aktien.

Markedet priser tvivlen ind. Vi mener, at prisen på tvivlen er blevet for høj. DSV har begået fejl, markedets tillid er lav, men værdiansættelsen er nu så lav, at DSV ikke behøver levere den oprindelige drømmecase for at skabe et attraktivt afkast. Hvis Q3 viser stabilisering, begynder investorerne at kunne kigge mod 2027 med mere ro.
(Læs vores seneste analyse på DSV eller seneste Danske Aktier)


Alm. Brand – opjustering har afsløret godt 3. kvartalsregnskab

Alm. Brand er regnskabsaktuel d. 28. oktober, hvor selskabet fremlægger sine resultater for 3. kvartal. Lidt af spændingen er i imidlertid taget ud af regnskabet, da Alm. Brand d. 5. oktober var ude og opjustere forventningerne til forsikringsresultatet i 2026, da man i 3. kvartal havde oplevet lave niveauer af vejr- og storskader, og desuden et positivt afløbsresultat (forskellen mellem, hvad et forsikringsselskab tidligere forventede, at gamle skader ville koste, og hvad de faktisk ender med at koste). Alm. Brand forventer nu et forsikringsresultat på DKK 1,5-1,6 mia. hvilket er ca. DKK 250 mio. højere end tidligere – det tyder altså på at man har haft et rigtig stærkt 3. kvartal, og vi forventer da også, at Alm. Brand kommer til at fremvise det bedste forsikringsresultat i et enkelt kvartal nogensinde, når selskabet aflægger sine regnskabstal senere i oktober.

Alm. Brand er i gang med at levere på sin strategiperiode frem mod 2028, hvor det overordnede mål er et forsikringsresultat på DKK 2,35 mia. Alm. Brands succes med at levere på synergier og målsætninger ifm. seneste strategiperiode øger troværdigheden omkring indfrielsen af de igangværende mål. Forsikringssektoren har været igennem en række år med kraftige prisstigninger, men udsigterne ser nu mere afdæmpede ud, og det vil i højere grad være evnen til at tiltrække nye kunder og mersalg der vil drive præmievæksten – noget Alm. Brand bør have gode muligheder for bl.a. med sine lukrative bankpartnerskabsaftaler. På trods af risikoen for disruption af forsikringsprodukter fra AI anser vi aktiens nuværende værdiansættelse som for lav, både relativt til gruppen af børsnoterede nordiske forsikringsselskaber samt ud fra et fundamentalt perspektiv. Vi ser derfor kurspotentialet som attraktivt i øjeblikket
(Læs vores seneste analyse på Alm. Brand eller seneste Danske Aktier)

Novonesis – Household Care er en attraktiv strukturel væksthistorie

Novonesis’ Household Care-forretning fremstår fortsat som en attraktiv strukturel væksthistorie, hvor selskabet forventer at vokse hurtigere end det underliggende marked. Forretningen, der udgør omkring 20% af koncernomsætningen og primært er eksponeret mod vaskemidler, har de seneste fem år leveret ca. 5% vækst mod en markedsvækst på blot 1-2%. Det skyldes især stærkere positioner i Emerging Markets, øget innovation og en bevægelse op i værdi-kæden fra enkeltstående ingredienser til integrerede biosolutions.

Ledelsen forventer en normaliseret gennemsnitlig årlig vækstrate for divisionen på 4-6% i de kommende år.  Ledelsen fremhævede en række langsigtede vækstdrivere, som alle taler til fordel for øget enzymanvendelse. Forbrugerne efterspørger i stigende grad bedre rengøring, kortere og koldere vaskeprogrammer samt mere bæredygtige produkter, mens kunderne fokuserer på omkostningsbesparelser, produktdifferentiering og reduktion af kemikalieforbrug. Biosolutions kan understøtte alle disse mål samtidig med, at de udgør en meget begrænset del af kundernes samlede produktomkostninger.

Særligt Emerging Markets bliver fremhævet som en vigtig vækstmotor. Stigende indkomster, urbanisering, flere vaskemaskiner og lav enzympenetrering i markeder som Indien, Kina og Latinamerika skaber betydeligt potentiale for yderligere vækst. Samtidig ser Novonesis fortsatte muligheder for at øge sin andel af kundernes formuleringer gennem substitution af kemikalier, polymerer og optiske brighteners.

Vi vurderer, at en kombination af markedsledende teknologi, bred produktportefølje, tæt kundesamarbejde, global skala og øget anvendelse af AI i produktudviklingen styrker selskabets konkurrencefordele og bør gøre det muligt fortsat at levere vækst betydeligt over markedet, også efter 2030. 
(Læs vores seneste analyse på Novonesis eller seneste Danske Aktier)

Tryg – Heja Norge!

Tryg leverede et solidt 3. kvartalsregnskab med fortsatte forbedringer i den underliggende indtjening, særligt i Norge, hvor combined ratio på 76,1 % var den bedste i ti år. Vi ser positivt på den fortsatte forbedring af den underliggende erstatningsprocent og stabiliseret kundefastholdelse på tværs af forretningen. Samtidig indikerede ledelsen en stærkere præmievækst ind i 2027 end tidligere ventet, hvilket understøtter vores forventning om en vækstacceleration. Vi vurderer, at Tryg allerede er tæt på at indfri sine 2027-målsætninger, og forventer et forsikringsresultat på DKK 8,7 mia. i 2027, hvilket er over selskabets egen målsætning på DKK 8-8,4 mia.

Attraktiviteten af Trygs stabile forretningsmodel, solide vækstudsigter i flere af Trygs segmenter og en forudsigelig kapital- og udlodningspolitik er ikke til at komme udenom. Vi forventer at Tryg de kommende år vil være i stand til at levere moderat præmievækst på 3-4%, og små operationelle forbedringer, hvilket bør drive en midt- til højt encifret vækst i indtjeningen pr. aktie, og i tillæg hertil et midt-encifret årligt afkast fra udbetaling af ordinær dividende. Tryg er ikke dyrt prisfastsat målt på en 12 mdr. fremadskuende P/E-multipel, hverken ift. egen historik eller relativt til peer-gruppen, og vi mener også, at en lille præmie til peer-gruppen bør være berettiget. Dette, sammenholdt med et attraktivt afkastpotentiale fra indtjeningsvækst og dividendeudbetalinger gør, at vi ser afkastpotentialet som attraktivt i øjeblikket.
(Læs vores seneste analyse på Tryg eller seneste Danske Aktier)

Novo Nordisk – Wegovy pillen i fokus

Novo ledelsen formående ikke at overbevise investorerne om vækstrejsen på kapitalmarkedsdagen, næste mulighed er i forbindelse med regnskabet for 3. kvartal den 4. november. Et af investorerne store fokuspunkter bliver salget af Wegovy-pillen. Seneste ordlyd for Novo har været ”tilfredshed med lanceringen” og fremhæver det absolutte vægttab som den primære fordel i forhold til Lillys Foundayo.

Fredag byder som recepttal for salget i USA og denne uge viser, at der i sidste uge blev udskrevet i alt 103.836 nye recepter og 147.987 totalt, hvilket er hhv. 0,7 % og 1,1 % højere end ugen før.  Pille-salget viser altså fortsat ok vækst (om end lidt laver tempo end tidligere) og lavere tempo end markedet forventer. Udover salget i USA vil der også være fokus på salget udenfor USA efter lanceringerne i UAE, UK og Tyskland.

(Læs vores seneste analyse på Novo Nordisk eller seneste Danske Aktier)