Murmaleri til børn i klubben Rosenhøj

Tag en kunstner, en fritidsklub og en gruppe lærlinge og stil dem til opgave at lave et unikt kunstværk. Dernæst udstyrer du dem med pensler, maling og en stor mur. Det er, hvad Jyske Bank-koncernen har taget initiativ til i klubben Rosenhøj i Viby ved Aarhus.

Billede af et hus med murmalerier

Kunst for fællesskabet

Kunstneren Max Parylewicz har sammen med børn og unge i Klubben Rosenhøj udviklet ideerne til det store murmaleri ved deres nye sportsbane. Idéerne blev gjort til virkelighed med hjælp fra murer- og malerelever fra Aarhus Tech, der har udført opgaven som en del af deres praktikforløb. Murmaleriet dekorerer ikke alene en kedelig mur, men har også styrket fællesskabet i klubben, hvor alle børnene har en anden etnisk herkomst end dansk.

Murmaleri af et næsehorn

”Mange af børnene er ikke vant til at arbejde med kunst – eller sætte billeder på deres ideer og tanker. Så det har været en spændende og udfordrende proces, der nu munder ud i et kunstværk, som forhåbentligt kan glæde klubbens medlemmer i mange år frem”, siger Funktionsdirektør for CSR i Jyske Bank, Lene Hjorth.

Jyske Bank-koncernen har taget initiativ til projektet og samarbejder med Aarhus Boligsociale Fællessekretariat. Flügger har doneret al malingen til kunstværket.

Billede af nogle, der spiller fodbold foran murmaleri

Om MurMal

Jyske Bank-koncernen har siden 2010 stået bag en række murmalerier flere forskellige steder i landet. Fælles for alle malerierne er, at borgere er aktivt involveret i en kunstnerisk proces, som i sidste ende bliver til et stort murmaleri med hjælp fra flere parter – typisk private virksomheder, en kommune, et boligselskab og en uddannelsesinstitution.

Læs mere om MurMal

Billede af to der maler på en mur