MurMal - Aalborg Kongres & Kultur Center

Billede af Ålborg Kongres og Kultur Center

Fem lærlingepladser og en farvestrålende facade til glæde for borgerne i Aalborg by. Med Jyske Banks tredje MurMal i Aalborg i efteråret 2013 var effekten nok engang til at mærke. Helt konkret fik alle fem lærlinge på projektet en lærlingeplads, så de kan afslutte deres maleruddannelse. Derudover kan borgerne i Aalborg by nu glæde sig over fremover at kunne kaste blikket op på det 320 m2 store murmaleri, der farvestrålende har erstattet den grå og triste facade.

Et rigt partnerskab

Processen bag bærer præg af et partnerskab, der har fungeret optimalt. Med Jyske Bank som projektleder og bidragsyder sammen med Det Obelske Familiefond og Aalborg Kommunes Kunstfond blev hele processen og en del af finansieringen sikret. Dertil kom den indledende nedvaskning og forsegling af facaden af malerfirmaet Bruno Pedersen under Aalborg Malerlaug og arbejdsindsatsen fra Aalborg Construction College. Dyrup har været konsulent og sponsoreret malingen til kunstværket, der er budgetteret til omkring 1 mio. kroner.

Motivet er lavet af de to lokale kunstnere Bruno Kjær og Thorvald Odgaard.

"Scenetårnet rejser sig i 30 meters højde og er synligt fra store dele af Aalborg. Så for AKKC har det været et ønskeprojekt at få udsmykket scenetårnet med kunst. Vi er mere end glade for, at det nu lader sig gøre, og vi bliver en del af Jyske Banks projekt MurMal", siger direktør for AKKC, Erling Trillingsgaard.

Fakta

MurMal på Aalborg Kongres & Kultur Center er det tredje murmaleri Jyske Bank har bidraget med i Aalborg. Det måler 320 m2 og er Danmarks næststørste.