Danske Aktier - Februar 2026
Aktier27.02.2026
I analysen kan du læse mere om Jyske Banks anbefalinger på danske aktier og følge med i den seneste måneds nyheder på selskaberne.
Dagens aktie
Novo Nordisk - Medicare muligheder gav endnu en god uge
29.06.2026Endnu en god uge for Novo-aktionærerne, som efter en god stime er tæt på at udviske årets kursfald. Sidste uges stigning skete på trods af, at de amerikanske recepttal for Wegovy-pillen faldt en smule i sidste uge, hvilket dog kan være lidt forvrænget af helligdagen i USA d. 19. juni. Recepttallene for Eli Lilly-pillen, Foundayo, er fortsat lidt undervældende.
En af driverne kan være, at Novo Nordisks direktør for den amerikanske forretning, Jamey Millar, i flere medier talte positivt om mulighederne ved, at ældre amerikanere fra 1. juli kan se frem til at få dækket vægttabsmedicin under den offentlige sundhedsforsikring Medicare. Åbningen i Medicare giver Novo adgang til ca. 14–15 mio. potentielle patienter, som ifølge Novo har en klar præference for piller frem for injektioner. Millar fremhæver gode muligheder for en ”ny lancering” af pillen i dette segment.
Yderligere kan Novo-aktien være hjulpet af en generel fornyet tro på aktien, stigende forventninger om en opjustering i forbindelse med regnskabet for 2. kvartal i starten af august samt et generelt fokus mod mere defensive aktier i sundhedssektoren og stabilt forbrug.
(Læs vores seneste analyse på Novo Nordisk eller seneste
Danske Aktier)
Netcompany - Frygten har domineret for meget
26.06.2026
De seneste uger har budt på nogen meget markante kursfald i IT-konsulentsektoren. Faldene skyldes primært frygten for AI-udrulningen, og om IT-konsulenthusenes indtægtsgrundlag i fremtiden kan blive "spist" af hurtige AI-kodningsløsninger. Nervøsiteten blev ikke mindre af at verdens største IT-konsulenthus, Accenture, for nylig nedjusterede sine vækstforventninger for 2026.
Her er det dog vigtigt at holde for øje, at Netcompany for nylig har udtalt, at man ikke ser samme vækstudfordringer som nogle af konkurrenterne. Netcompanys vækst har været høj de seneste kvartaler, godt hjulpet af store nye kontrakter i udlandet. Vi ser Netcompanys forretningsmodel, overvejende i det offentlige segment, og med fokus på komplekse IT-projekter, som en god beskyttelse mod de negative konsekvenser af AI-udrulningen. De markante kursfald vi har set på det seneste, virker derfor som meget overgjorte i vores optik.
Netcompanys høje organiske vækstrater bør kunne fastholdes længe endnu i kernemarkederne i kraft af en stærk track-record i Danmark og et betydeligt vækstpotentiale i de udenlandske kernemarkeder, ikke mindst i lyset af stigende fokus på digital infrastruktur og sikkerhed. Netcompanys høje profitabilitet i kernemarkederne har været udfordret i de seneste år, hvilket dog efterhånden er mere end afspejlet i aktiekursen, og potentialet for forbedringer af profitabiliteten gennem større skala og kapacitetsudnyttelse bør i høj grad være til stede. Værdiansættelsen ser lav ud i øjeblikket, både relativt til peergruppen, ift. Netcompanys egen historik, og ift. vores fundamentale værdiansættelse af aktien. Vi mener derfor aktien er attraktiv i øjeblikket.
(Læs vores seneste analyse på Netcompany eller seneste
Danske Aktier)
Pandora - guld- og sølvpriserne fortsætter ned
25.06.2026
Guld- og sølvpriserne fortsætter nedturen, hvor priserne i går tog et yderligere dyk. Sølvprisen faldt 7 % og er således faldet med små 50 % siden toppen i januar til USD 57 - et godt stykke under de USD 82, som Pandora har lagt til grund for 2027. Presset på indtjeningen bliver derfor væsentlig mindre end oprindeligt antaget. Samtidig krydsede guldprisen for første gang siden november USD 4000 pr. ounce, hvilket var med til at sætte gang i Pandora-aktien, der lukkede med en stigning på over 5 %.
Pandora har nu genvundet meget af det tabte terræn i år, men aktien er stadig nede med 40 % det seneste år bl.a. på bekymringer for en vækstopbremsning i USA, der har været den store trækhest for væksten de sidste par år. Vi ser dog ikke tegn på nogen yderligere opbremsning i væksten i de kreditkortdata vi har til rådighed fra USA. Selv om der stadig er tale om et lille fald i salget, er der tegn på bedring i væksten sammenlignet med 2. kvartal. Det ser vi som opløftende, selv om usikkerheden på guidance fortsat er stor.
(Læs vores seneste analyse på Pandora eller seneste
Danske Aktier)
AL. Sydbank - Udmeldte synergier ser konservative ud – potentialet er større
24.06.2026
I forbindelse med fusionen mellem Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank har parterne meldt ud, at man forventer at høste samlede synergieffekter ved fusionen på DKK 1,2 mia. frem mod 2028. Dette niveau ser vi som meget konservativt, baseret på det omfattende filialnetværk og den relativt høje omkostningsprocent i Arbejdernes Landsbank forud for fusionen. Vi tror, at AL Sydbank kommer fuldt ud i mål med de annoncerede synergier i 2028, hvilket vil forbedre bankens omkostningsprocent med ca. 10%-point, og bidrage til, at indtjeningen pr. aktie stiger med 23%. På en tidshorisont derefter kan vi forestille os, at man kan fortsætte med at forbedre omkostningseffektiviteten med op til DKK 500 mio. yderligere, hvilket potentielt vil kunne løfte indtjeningen pr. aktie yderligere med 10% fra det nuværende niveau.
AL Sydbank står overfor en omfattende fusionsproces, der frem mod 2028 skal forbedre bankens omkostningseffektivitet og reducere kapitalbelastningen. Vi tror på, at banken vil lykkes med at indfri de udmeldte synergieffekter til fulde, hvilket vil resultere i, at AL Sydbank fra 2028 vil kunne levere en forrentning af aktionærernes egenkapital ekskl. immaterielle aktiver i omegnen af 18%. Dette profitabilitetsniveau er i øjeblikket ikke afspejlet i værdiansættelsen af aktien, som handler på store multipelrabatter til de øvrige større danske børsnoterede banker. Vi forventer, at rabatterne indsnævres og værdiansættelsen af banken bliver løftet i takt med, at AL Sydbank demonstrerer en succesfuld fusionsproces og intakt kommercielt momentum.
(Læs vores seneste analyse på AL Sydbank eller seneste
Danske Aktier)
Royal Unibrew – Sommervibes har ladet vente på sig
23.06.2026
Kalenderen siger juni, og det betyder jo, at sommeren officielt er sparket i gang. Hvis bryggerierne havde håbet på lækkert sommervejr for at booste salget, så har der dog ikke været meget at råbe hurra for indtil videre, men det ligner lidt, at det så småt er ved at vende. I april i år har der stort set været samme antal øl-drikkedage som sidste år, mens maj har budt på 3,28 flere dage i Vesteuropa og 2,7 flere i Norden. Til gengæld har vi til og med 21. juni registreret 3,3 flere øl-drikke-dage i juni, sammenlignet med sidste år i Norden, og 0,64 færre ”øl-drikke-dage” i Vesteuropa. Samlet set for 2. kvartal 2026 indtil videre har vi haft 2,46 flere øl-drikke-dage i Vesteuropa og 5,2 flere i Norden relativt til sidste år. Det er dog værd at bemærke, at maj 2025 var forfærdeligt vejrmæssigt, mens april og juni var nogenlunde. Det er først i de senere dage, at juni 2026 har budt på øl-drikke-dage.
Da det alt andet lige er sjovere at drikke øl i solskin end i regnvejr, har vi taget et kig på antallet af ”øl-drikke-dage” (defineret som dage med solskin eller ingen/ begrænset regn og vind) ud fra tesen om, at et højere antal ”øl-drikke-dage” bør fremme salget af øl og dermed bryggeriernes vækst. De kommende sommermåneder bliver altså udslagsgivende for væksten i ølsalget, da det er her langt størstedelen holder sommerferie, og Royal Unibrew udtalte i forbindelse med regnskabet for 1. kvartal, at de største usikkerheder fortsat er sommervejret samt forbrugsmønstrene i EU.
Royal Unibrew er en yderst veldrevet forretning med mange interessante vækstben. Værdiskabelsen drives af egne lokale brands, en høj ROIC og en fremragende eksekvering. Vi vurderer fortsat, at Royal Unibrew nok skal komme i mål med integrationen af Vrumona og San Giorgio og ser ligeledes Unibrew som et stærkt kort med deres ambitiøse langsigtede vækstmålsætning om en organisk EBIT-vækst på 6-8% frem mod 2028, men tabet af PepsiCo-kontrakten skaber usikkerhed omkring væksten efterfølgende. Netop denne usikkerhed, og konkurrencesituationen generelt, gør, at vi forbliver på sidelinjen for nu.
(Læs vores seneste analyse på Royal Unibrew eller seneste
Danske Aktier)
Se vigtig investorinformation i forhold til Jyske Banks analyser og anbefalinger på jyskebank.dk/investorinformation.