Aktindsigt gør ejendomsvurdering til sort snak
En opgave skal kunne løses ved hjælp af få og enkle kommandoer. Det lyder som et godt mantra – noget en moderne virksomhed vil stræbe efter. Det kunne være et mantra her hos Jyske Realkredit, om at et realkreditlån skal kunne ydes ved få og enkle kommandoer. En ambition, jeg godt selv kunne tilslutte mig.
Mantraet kommer dog ikke fra et smart bureau eller andre buzzword-fabrikanter. Næh, det kommer fra noget så kedeligt som Offentlighedslovens §11.stk 1. Her står, at alle kan bede en forvaltningsmyndighed om at lave og udlevere en sammenstilling af oplysninger i myndighedsdatabaser, hvis den kan foretages med få og enkle kommandoer. Så langt så godt. Jeg gætter på, at paragraffen er opfundet for at holde et vist hånd i hanke med ressourceforbruget i den offentlige sektor.
Et fornuftigt princip – men ikke sund fornuft
Det lyder isoleret meget fornuftigt. Jeg skal på ingen måde gøre mig til ekspert i offentlig forvaltningsret. Men kædes offentlighedsloven sammen med de nye ejendomsvurderinger, så sætter det alligevel tingene lidt i perspektiv. Årsagen til at jeg interesserer mig for offentlighedsloven er jo ikke, at jeg pludselig er blevet skabsjurist. Næh, det skyldes, at en af mine gode venner har søgt aktindsigt i, hvilke data der ligger til grund for hans ejendomsvurdering. Det gav Vurderingsstyrelsen ham et langt og tankevækkende svar på. Et svar, der i min optik kalder på sund fornuft.
Den afgørelse om aktindsigt, som min gode ven modtog, var alenlang. Knap 40 tætskrevne sidder, hvor cirka halvdelen af aktindsigten er skrevet i programmeringssprog. Hverken min ven eller jeg er særligt kyndige ud i programmering, så det er meget svært at læse.
”Det er tvivlsomt, om det er et godt retsprincip, at det hele er baseret på uforståelige beregninger i en lukket 'sort boks'.”Vi kan dog på de første sider konstatere, at min ven skal være taknemmelig for at have modtaget et svar, selv om et brev på latin ville have været lige så oplysende. I brevets indledning anføres det nemlig, at fordi man ikke kan lave en sammenstilling af de data, der bruges til vurderingen med få og enkle kommandoer, så burde aktindsigten være blevet afvist. Den lader vi lige stå et øjeblik.
Den almindelige boligejer er ikke tjent med en sort boks
I min verden viser ovenstående, hvad der er hele problemet med de nye ejendomsvurderinger: De er ganske enkelt for vanskelige at forstå for lægmand. Det er netop en af årsagerne til, at man i dagspressen løbende kan læse den ene mærkværdige historie efter den anden.
Forleden dag kunne man læse i Politiken, at hvis bare man lader Modellen – altså vurderingsmodellen – køre frit, så vil vi få nogle meget høje vurderinger. Det lyder som om, at modellen, der trods alt er menneskeskabt, er en ophøjet myndighed, som var det oraklet i Delfi. Det lyder en kende usundt.
Det glædelige er dog, at samme artikel påpeger, at der rent faktisk er mennesker inde over vurderingen, som åbenbart forholder sig til vurderingerne. Så er vi vel tilbage ved, at det burde være efter princippet ’få og enkle kommandoer’, så almindelige mennesker har mulighed for at forholde sig til det grundlag de beskattes af. Det er tvivlsomt, om det er et godt retsprincip, at det hele er baseret på uforståelige beregninger i en lukket ’sort boks’.
Det, at der er tale om en sort boks, kan dog betyde, at markedsreaktionen bliver begrænset. For hvordan skal man indrette sig efter noget, man ikke forstår? Det nemmeste er at se bort fra det – selv om jeg tror, at det bekymrer rigtigt mange mennesker.
Den gode nyhed i den forbindelse er, at det for de fleste rent faktisk har en forholdsvis begrænset betydning. Det har jeg også pointeret i tidligere klummer.