Danske Aktier - Februar 2024
Aktier29.02.2024
Anbefalinger på danske aktier samt Jyske Banks bud på denne måneds over- og underperformere.
Overperformere: Aktier med størst potentiale på kort sigt:
- Genmab
- Alm. Brand
- DSV
Underperformere: Aktier med mindst potentiale på kort sigt
- Pandora
- Coloplast
Dagens aktie
Pandora – ikke tegn på en yderligere forværring i kreditkortdata fra USA
20.05.2026Der er ingen tvivl om, at 2026 bliver et udfordrende år for Pandora, hvor den svage forbrugertillid i Nordamerika kommer til at ramme efterspørgslen efter smykker. Kreditkortdata fra USA indikerer, at salget indtil videre i 2. kvartal er nede med 1,7%, hvilket er på niveau med forventningerne i markedet. Der er således ikke noget som tyder på en yderligere forværring i vækstmomentum – tvært imod har vi set en bedring i kreditkortsalget sammenlignet med 1. kvartal. Den positive trend, som vi startede kvartalet med, er dog forduftet.
Samtidig står Pandora overfor en hidtil uset modvind fra de kraftigt stigende sølvpriser, der lægger pres på indtjeningen i 2027, også selv om sølvprisen på nuværende tidspunkt ligger lavere end de USD 82, som Pandora har lagt til grund for deres marginantagelser for 2027.
Meget negativt er dog indregnet i aktien, hvor det virker til, at markedet stiller spørgsmål ved Pandora’s evne til at genoprette indtjeningsevnen. Vi forbliver derfor køber af aktien, men anerkender, at risikoen er stor.
(Læs vores seneste analyse på Pandora eller seneste
Danske Aktier)
Danske Bank – Højere renteforventninger ikke fuldt indregnet endnu
19.05.2026
Siden Iran-krigen brød ud d. 28. februar, er markedsforventningerne til renteniveauet steget ganske pænt. Kigger vi eksempelvis på hvor markedet forventer at bankernes interne lånerente skal ligge i 2027, kan vi se, at denne lånerente i gennemsnit ligger 0,8%-point højere i dag end før krigen brød ud. For Danske Bank vil en rentestigning i dette leje betyde at estimaterne på bankens nettorenteindtægter i 2027 skal løftes med ca. 4% og bankens resultat efter skat med ca. 5%. Vi ser dog endnu ikke, at konsensusestimaterne har flyttet sig op i dette leje – det kan tyde på, at analytikerne ikke helt indregner så kraftige rentestigninger i fremtiden – men skulle disse materialisere sig, vil det altså være understøttende for aktien.
Danske Bank arbejder hen mod at levere en egenkapitalforrentning på 14,5% og en omkostningsprocent på under 43% i 2028. Vi ser gode forudsætninger for at disse mål kan indfries, under en forudsætning om fortsat udlånsvækstmomentum og en stram omkostningskontrol undervejs, blandt andet med positivt bidrag fra AI-udrulning på tværs af organisationen. Vi ser plads til et højt encifret udlodningsafkast ved de nuværende indtjenings- og kapitalforventninger. Med en underliggende vækst på 3-4% oveni de kommende år finder vi afkastpotentialet i aktien attraktivt. Værdiansættelsen af aktien, målt på P/E- eller P/B-multipler ser vi som fair i forhold til den indtjenings- og udlodningsevne banken har udsigt til at kunne levere de kommende år.
(Læs vores seneste analyse på Danske Bank eller seneste
Danske Aktier)
NKT: Stærk start på året, men 1. kvartal ikke retningsvisende for de kommende kvartaler
18.05.2026
Investorerne tog godt imod onsdagens regnskab fra NKT, der kvitterede ved at sende aktien op med over 7%. Vi ser dog kursreaktionen som en anelse overgjort, da indtjeningen i 1. kvartal var trukket op af en ekstraordinær stor gevinst på valutaafdækning. Desuden er omkostningerne i forbindelse med indkøringen af den nye højspændingsfabrik i Karlskrona ikke slået fuldt igennem endnu. Vi vil derfor være påpasselige med at lægge alt for meget i den positive overraskelse i 1. kvartal, også set i lyset af, at NKT kommer til at stå overfor stigende inputomkostninger gående fremad. Vi risikerer derfor at se en nedgang i profitabiliteten de kommende kvartaler.
NKT står med kapacitetsudvidelsen i Karlskrona godt positioneret til at få andel i det attraktive vækstpotentiale, der er på højspændingsmarkedet frem mod 2030, hvor elektrificeringen af samfundet og udbygningen af vedvarende energi stiller store krav til elnettet. Efterspørgslen forventes således at overstige kapaciteten på markedet frem mod 2030, hvilket lover godt for kvaliteten af de ordrer, der tages ind. Der er derfor udsigt til et markant løft i profitabiliteten frem mod 2030. Vi skal dog ind i 2027/2028, for at vi for alvor begynder at se effekterne af den seneste tids stigende priser. Samtidig er aktien mere end fordoblet det seneste år, hvorfor vi ser begrænset upside i aktien, men momentum er stærkt, hvilket sagtens kan fortsætte lidt endnu.
(Læs vores seneste analyse på NKT eller
seneste
Danske Aktier)
Vellykket kapitalmarkedsdag skal fordøjes af investorerne
13.05.2026
DSV afholdt i går en vellykket og veltilrettelagt kapitalmarkedsdag, med stort fokus på at give markedet en bedre indsigt i den daglige drift af de enkelte divisioner. Selvom det ikke altid er muligt at beskrive helt ned i detaljen hvordan driften af en global freight forwarder egentlig er i praksis, forlod vi kapitalmarkedsdagen med en stor tillid til selskabets evne til fortsat at levere attraktiv indtjeningsvækst. Vi venter, at markedet sandsynligvis skal bruge noget tid på at fordøje kapitalmarkedsdagen, men vi ser den aktuelle værdiansættelse af DSV som en attraktiv mulighed for at få eksponering mod en markedsledende og asset-light forretning, der har en klar mulighed for fortsat at drive indtjeningsvækst i takt med, at skala og teknologi i stigende grad muliggør omkostningsoptimering.
Forud for kapitalmarkedsdagen lancerede DSV nye finansielle målsætninger for konverteringsgraden for de enkelte divisioner, mens man samtidig forventer, at AI-teknologier, produktivitetsforbedringer og netværksoptimering vil føre til besparelser for DKK 9 mia. inden udgangen af 2030. Vi finder de finansielle målsætninger for ambitiøse, men realistiske og opnåelige. Ledelsen virkede på ingen måder bekymret for hverken Amazons indtog ej heller truslen for AI-disruption, hvor det blev slået fast, at et selskab med uendelig CAPEX vil skulle bruge minimum 10 år på at bygge samme netværk op, som DSV har i dag.
DSV er en klar branchevinder med et effektivt og skalerbart IT-setup, en resultatorienteret performancekultur samt en aktionærvenlig ledelse, der konsekvent skaber værdi, enten gennem opkøb eller ved kapitaludlodning. Ikke nok med, at der forude venter turbulens fra toldbarrierer og skiftende handelsdynamikker så er DSV i færd med deres største integration til dato. DSV har dog gennem historien bevist, at de har de nødvendige kompetencer til effektivt at absorbere og integrere større virksomheder, men også til at præstere under volatile markedsforhold. Dette er årsagen til, at vi forventer markant indtjeningsvækst i de kommende år og et 2026 fyldt med positive kurstriggere.
(Læs vores seneste analyse på DSV eller
seneste
Danske Aktier)
Overraskende opjustering fra Rockwool
12.05.2026
Rockwool overraskede i går markedet med en opjustering af forventningerne til 2026, hvilket sendte aktien op med 2%. Rockwool forventer nu at slutte året med en omsætningsvækst i lokalvaluta på 3-6% - op fra tidligere 2-4%. Det er på trods af øget geopolitisk usikkerhed og bekymringer i markedet for, at de stigende energipriser vil ramme indtjeningen. Rockwool har dog iværksat prisstigninger på 6-8% med effekt fra 2. halvår, hvilket modvirker effekten af de stigende inputpriser – noget markedet har været bekymret for.
Rockwool løftede samtidig sløret for de foreløbige tal for 1. kvartal, der kom ind en anelse lavere end ventet i markedet. Omsætningen overraskede dog positivt med en omsætningsvækst i lokalvaluta på 2,3%. Ifølge Rockwool er året startet svagt, hvor det kolde vejr i Europa har ramt aktiviteten i januar og februar, men de har set en bedring i volumen i marts – en trend, der er fortsat ind i 2. kvartal. Det ser vi som opløftende. Samtidig ser vi klare tegn på bedring i Frankrig og Tyskland, hvor antallet af byggetilladelser er oppe med en tocifret procentsats. Vi forventer derfor at se en bedring i konstruktionsaktiviteten i 2026. Holder det stik, er der fortsat pænt upside i aktien.
(Læs vores seneste analyse på Rockwool eller seneste
Danske Aktier)
Se vigtig investorinformation i forhold til Jyske Banks analyser og anbefalinger på jyskebank.dk/investorinformation.