Lad os gentænke boligskatten – og droppe vurderingen

Man skal ikke smide gode penge efter dårlige. Det var en lektie, der ret tidligt bundfældede sig hos mig, da jeg for alt for mange år siden var førsteårs-økonomistuderende. Bare fordi man har brugt mange penge på et projekt, er det ikke et godt argument for at bruge flere, hvis projektet er dårligt. Man skal investere der, hvor marginal-nytten af pengene er størst.

Den lektie, kunne jeg godt tænke mig, bundfældede sig noget mere hos vores politikere i forhold til de famøse ejendomsvurderinger, som er på vej. Skatteministeren har lovet, at 50.000 danskere får en vurdering i år. Det er ikke ret mange. Resten vil opleve at få en vurdering tilsendt løbende – flere vil endda først få en vurdering, efter den nye skattereform i 2024 er trådt i kraft.

”Boligejerne fortjener et skattesystem, de kan gennemskue”

Dertil kommer, at det er dem med de boliger, der er vanskelige at vurdere, som skal vente længe. Og det er så åbenbart de fleste. Det må kunne gøres bedre. Boligejerne fortjener et skattesystem, de kan gennemskue. Det bør være et princip, at man selv kan regne sin skat ud. Det giver tryghed og gennemskuelighed.

Derfor er systemet med ejendomsvurderinger i krise

I dag og efter 2024-reformen, betaler vi to former for ejendomsskat:

• ejendomsværdiskat af hele ejendommen
• ejendomsskat af grundværdien (kendt som grundskylden)

I økonomi-sprog siger vi, at skatter forvrider, fordi de regulerer forbrugernes valg. Det vil man gerne undgå, medmindre man vil regulere brugen af goder, der medfører negative bivirkninger som rygning, CO2-udslip med videre.

Grundskylden er egentlig en smuk skat, fordi den ikke forvrider. Det skyldes, at udbuddet af jord ikke påvirkes af grundskylden. Ser vi bort fra erosion og muligheden for besættelse af fremmede magter, så er mængden af jord i Danmark en fast mængde. Det betyder, at beskatning af jord ikke påvirker mængden af udbuddet. Det er kun prisen på jord, der påvirkes. Alt i alt perfekt i forhold til andre skatter – hvilket taler for, at man bør beskatte jord.

Problemet ved at beskatte jord er imidlertid, at vi ikke kan finde ud af at vurdere værdien af jord.

”En vurdering er og bliver kun en vurdering”

Mængden af jord er, som lige beskrevet, fast. Så når et område er bebygget, er der ikke længere grunde i dét område, som kan handles i almindelig fri handel. Faktisk er der så lille en handel med grunde i Danmark, at det ikke giver mening at lave statistik over udviklingen i grundpriserne.

Derfor ved ingen, hvordan priserne på grunde udvikler sig på tværs af hele landet. Når man vil beskatte grunde i Danmark, skal man derfor vurdere, hvad grundene ville være blevet handlet til, hvis der ellers blev handlet med dem … og det er en umulighed. Hvad er værdien af kronjuvelerne? Ingen ved det, før de har været på auktion.

Og problemet bliver ikke løst af, at vi hælder flere penge i et it-projekt.

At beskatte grunde er ganske enkelt en umulig opgave at løse, når man ikke har nogen reference til almindelig fri handel. De steder, hvor bebyggelsen er høj, kan man ikke købe hus og jord hver for sig. Dermed kan man heller ikke se af prisen, hvad der er grundværdi, og hvad der er bygningens værdi. En vurdering er og bliver kun en vurdering, og har man ikke noget anker i form af en reference til en almindelig, fri handel, så risikerer man at gå helt skævt.

Der findes en lang række underholdningsprogrammer, hvor en del af underholdningen netop er, hvor skævt professionelle ejendomsmæglere vurderer faktisk handlede priser. I min optik er vores boligskattesystem dog al for alvorligt et emne til, at man blot kan betragte det som underholdning.

Sådan løser vi problemet og sparer penge på samme tid

Når vi nu ikke kan finde ud af at vurdere grundes værdi og beskatte dem derefter, må vi gøre noget andet. Dette andet kan være at skrotte det gamle system og beskatte handelsværdien af en ejendom i stedet for. Den værdi, en ejendom har, er nemlig dén værdi, ejendommen faktisk kan sælges til - og ikke hvad man tror, den kan sælges til.

”Det smukke er desuden, at sådan en skat automatisk vil skyde boligbobler ned”

En sådan skat baseret på handelsværdien vil opfylde alle kriterier for god skattepolitik, idet skatten er enkel, transparent og nem at administrere. Borgerne vil kunne beregne deres skat og se, hvor stor skatten er, mange år frem. Det betyder, at ingen vil blive beskattet ud af deres boliger. 

Niveau og satser med mere kan man bestemme politisk, så et skattesystem baseret på handelsværdierne behøver altså heller ikke at koste et provenu for statskassen.

Det smukke ved at beskatte handelsværdien er desuden, at sådan en skat vil være konjunktur-modløbende og dermed automatisk skyde boligbobler ned. Det skyldes, at en højere handelsværdi på ejendommen vil give en højere skat – derfor vil en køber være tilbageholdende med at byde en ejendom op i pris.

Man kunne fx starte med at beskatte boligejerne med 0,55 pct. af boligens handelsværdi. Satsen er ikke så vigtig; den skal blot kalibreres, så pengene passer efter hensigten om en uændret boligskat, som politikerne lovede de nuværende boligejere for nogle år siden.

Der vil, ganske som i dag, kunne indføres en progression med en højere sats, når man fx kommer over en vis beløbsgrænse. Grænsen kunne være 6 millioner kroner, hvor man betaler 1,4 pct. af dén del af handelsprisen, der ligger over seks millioner. 

I forhold til nybyggede huse kan man tage udgangspunkt i opførelsesomkostningerne. En del boliger handles også som familieoverdragelser. Rent politisk kan man beslutte sig for, at man gerne vil forsætte med det og give en skatterabat i den slags handler. Det kunne fx være en minimumspris i forhold til den gennemsnitlige handelspris i området. Det vil også gøre systemet nemt at administrere. Det vil muligvis give en mindre skattefordel til de mest tyndtbefolkede områder, men det er jo områder man gerne vil hjælpe på vej i disse år – så mon ikke det går.

Dyre systemer kan skrottes

De såkaldte forsigtighedsprincipper, der i øjeblikket gør det kommende system komplekst, kan lægges i graven, hvis vi indfører en skat baseret på handelsværdien af ejendomme. Det samme kan den personlige skatterabat. Det dyrt udviklede ejendomssystem, der allerede er droppet for erhverv og andelsboliger i forhold til at lave offentlige ejendomsvurderinger, kan ligeledes skrottes – så vi bliver fri for at kaste gode penge efter dårlige penge.

Skatteprovenuet kan fremtidssikres ved, at man fremskriver den årlige skattebetaling for eksisterende boligejere med nettoprisindekset – eller de gennemsnitlige boligpriser for den sags skyld. Handelsprisen skal man selvangive. Det vil i de årlige kontroller af selvangivelsen være meget nemt at spotte for SKAT, hvis en ejendom i et attraktivt område pludselig har skiftet hænder til en pris, der synes langt fra markedsprisen.

”Den sande værdi af en ejendom er den, som ejendommen kan handles til”

Jeg har derfor mere end vanskeligt ved at se, hvorfor boligejerne, SKAT, ejendomsmæglere og andre interessenter i boligmarkedet ikke skulle synes, det var interessant at få et transparent, billigt og velfungerende skattesystem, der vil kunne lægge en dæmper på kraftigt stigende boligpriser, når de opstår og omvendt give lempelser i krisetider, når ejendomme har begrænset omsættelighed.

Den sande værdi af en ejendom er den, som ejendommen kan handles til – og det tilsvarende gælder for en grund. Desuden vil sådan et boligskattesystem blive meget mere gennemsigtigt for den enkelte, fordi en køber vil kunne udregne boligskatten på bagsiden af salgsopstillingen.