Her er 7 situationer, hvor du bør få tjekket dit boliglån

Man skal ikke hele tiden gå rundt og spekulere over, om man nu har det helt rigtige boliglån. Men det er vigtigt, at man får tjekket op på sit boliglån fra tid til anden. Ligesom man får et servicetjek på sin bil. Sådan lyder et godt råd fra boligøkonom Mikkel Høegh.
Af Peter Lindbjerg, Journalist
18. september 2024 kl. 08.30

”Det er min anbefaling, at boligejere en gang imellem får snakket om boliglånet med deres bankrådgiver, fx hvert andet år. Et servicetjek, hvor man går hele økonomien igennem. For husejere spiller boliglånet en stor rolle. Der står virkelig noget på spil, og der kan være mulighed for at spare penge eller tilpasse økonomien, så den passer bedre til ens behov og ønsker,” siger boligøkonom Mikkel Høegh fra Jyske Bank.

Og så er der de særlige situationer...

Foruden et regelmæssigt tjek peger Mikkel Høegh på en række særlige situationer, hvor boliglånet med fordel kan få en tur under luppen. Situationer, hvor det kan være en god ide at konvertere, omlægge eller tage et tillægslån. Det kan være, når man har brug for finansiering af et konkret køb eller projekt – eller for at få en lavere restgæld eller en lavere månedlig ydelse. Eller på grund af ændringer i de personlige forhold. 

Her kommer Mikkel Høegh med syv konkrete bud på situationer, hvor man med fordel kan tale sit boliglån – og sin samlede økonomi – igennem med en bankrådgiver.

1) Når du vil energioptimere dit hus

Energioptimering handler om at renovere sig til besparelser på energien, fx ved at gøre noget ved klimaskallen, som omfatter facade, vinduer og tag. Det kan også være udskiftning af varmekilden. Overvej at få en energikonsulent til at se på mulighederne og regne på, hvad det vil koste, og hvor meget der kan spares

2) Når du vil vedligeholde dit hus

Mange husejere har en ide om, at deres hus per automatik stiger i værdi. Men for at beskytte værdien skal man vedligeholde sit hus og sikre det mod nedslidning. Det kan være ved forbedringer som nyt badeværelse, nyt køkken eller nyt tag – og det koster.

3) Når lavere renter kan give dig en lavere husleje

Hvis man har et fastforrentet lån, og renterne er faldet, så kan man konvertere ned i rente for at få en lavere månedlig ydelse – altså en lavere husleje. Ulempen ved at lægge om til en lavere rente er, at restgælden stiger.

4) Når en rentestigning kan skære af din gæld

Man kan nedbringe sin restgæld i huset ved at konvertere op, når renterne stiger. En rentestigning får nemlig kursen på det oprindelige realkreditlån til at falde, så man kan indfri det til mindre, end man egentlig skylder. Ulempen ved at lægge om til en højere rente er, at man får en højere månedlig ydelse. Ved et senere rentefald kan man omlægge lånet igen til lavere renter og lavere ydelse.

5) Når du skal bruge penge

Hvis man fx har brug for en ny bil eller ønsker at købe båd, campingvogn eller måske endda et sommerhus, bør man få tjekket hele vejen rundt om økonomien for at finde den optimale finansiering. Har man en tilstrækkelig friværdi i huset, så kan den billigste løsning være at omlægge sit lån for at få penge ud.

6) Når dit liv ændrer sig

En ny livssituation dækker over mange ting. Det kan fx være, når man går på pension – men det kan også være kriser, fx arbejdsløshed, sygdom, skilsmisse eller død. Selvom det er situationer, hvor der er meget at se til og tænke på, så giver en større livsændring god grund til at få kigget på økonomi og boliglån – det kan fx være i forhold til, om man kan blive boende.

7) Når din bolig er steget i værd

Hvis boligen er steget i værdi, kan man overveje at udnytte værditilvæksten. Ved at omlægge lånet uden at forhøje gælden, kan man i nogle tilfælde komme under 60 pct. i belåningsgrad – og dermed opnå en lavere omkostning (bidragssats) på lånet. Den større friværdi kan også bruges til at nedbringe anden og dyrere gæld.

Den rigtige løsning er individuel

Uanset hvorfor man vil have sit boliglån under luppen, så handler det om at få hele økonomien med, lyder opfordringen fra Mikkel Høegh:

”Den optimale løsning hænger sammen med, hvor meget friværdi man har i huset – og ens øvrige situation, fx hvor stærk økonomi man har, og hvad man ellers har af gæld. Der er ikke nogen standardløsning. Derfor er det bedste råd altid, at man tager en snak med sin bankrådgiver om mulighederne.”


Se med når Åbent Hus sætter fokus på konvertering

Boligprogrammet Åbent Hus handler næste gang om konvertering. Hvad vil det sige at konvertere? Hvordan gør man? Hvornår er det smart at lægge lånet om? Åbent Hus sendes som live-webinar, og som seer har du mulighed for at stille dine spørgsmål i chatten.

Læs mere og tilmeld dig her


Del denne side:

Seneste nyt fra Privatøkonomi

1/0