Kraftige rentestigninger tynger aktiemarkederne

Efter en rød fredag er der fald på børserne i Asien her til morgen, og futures signalerer, at der også er udsigt til en rød start på dagens europæiske aktiehandel. Det er især de kraftige rentestigninger, der tynger, da krisen i Mellemøsten stadig er fuldstændig fastlåst, og olieprisen derfor fortsætter op. Udover Mellemøsten holder vi i denne uge især øje med forskellige konjunkturbarometre, der kan give et fingerpeg om, hvor hårdt økonomierne bliver ramt af de højere energipriser. Vi får også et par vigtige regnskaber fra Nvidia og Wallmart.

Markedsfokus

  • Kraftige rentestigninger tynger aktiemarkederne

  • Temperaturmåling på europæisk økonomi i energiprisernes skygge

Seneste nyt

  • Forbrugere og industri i USA ryster foreløbig olieprischokket af sig

Læs uddybende om dagens økonomiske og finansielle overskrifter: Klik her.


Dagens aktie

NKT: Stærk start på året, men 1. kvartal ikke retningsvisende for de kommende kvartaler

Investorerne tog godt imod onsdagens regnskab fra NKT, der kvitterede ved at sende aktien op med over 7%. Vi ser dog kursreaktionen som en anelse overgjort, da indtjeningen i 1. kvartal var trukket op af en ekstraordinær stor gevinst på valutaafdækning. Desuden er omkostningerne i forbindelse med indkøringen af den nye højspændingsfabrik i Karlskrona ikke slået fuldt igennem endnu. Vi vil derfor være påpasselige med at lægge alt for meget i den positive overraskelse i 1. kvartal, også set i lyset af, at NKT kommer til at stå overfor stigende inputomkostninger gående fremad. Vi risikerer derfor at se en nedgang i profitabiliteten de kommende kvartaler.

NKT står med kapacitetsudvidelsen i Karlskrona godt positioneret til at få andel i det attraktive vækstpotentiale, der er på højspændingsmarkedet frem mod 2030, hvor elektrificeringen af samfundet og udbygningen af vedvarende energi stiller store krav til elnettet. Efterspørgslen forventes således at overstige kapaciteten på markedet frem mod 2030, hvilket lover godt for kvaliteten af de ordrer, der tages ind. Der er derfor udsigt til et markant løft i profitabiliteten frem mod 2030. Vi skal dog ind i 2027/2028, for at vi for alvor begynder at se effekterne af den seneste tids stigende priser. Samtidig er aktien mere end fordoblet det seneste år, hvorfor vi ser begrænset upside i aktien, men momentum er stærkt, hvilket sagtens kan fortsætte lidt endnu.
(Læs vores seneste analyse på NKT eller seneste Danske Aktier)

Se vigtig investorinformation i forhold til Jyske Banks analyser og anbefalinger på jyskebank.dk/investorinformation.


Selskabsnyheder

Novo Nordisk: Væksten i Wegovy-pillen aftager, men forspringet til Lillys Foundayo er fortsat stort.
(Læs vores seneste analyse på Novo Nordisk)

A.P. Møller - Mærsk: Containerfragtraterne steg 9,5 % i sidste uge.
(Læs vores seneste analyse på A.P. Møller - Mærsk)

Læs alle analyser og anbefalinger på enkeltselskaber på  FinansnytPlus.
Har du ikke adgang til FinansnytPlus, så tag fat i din rådgiver for at høre om dine muligheder for at få adgang.


Dagens vigtigste regnskaber

Sonova, Ryanair, Baidu


SE OGSÅ   Finans Brief: Kraftige rentestigninger tynger aktiemarkederne