Din guide til boligkøbet
Har du brug for en bedre forståelse af boligkøbets forskellige faser? Vi har lavet en nem og overskuelig guide, der giver dig et grundigt indblik i, hvad det vil sige at købe bolig, og hvem du skal tale med undervejs.
Har du brug for råd og sparring? Så få en uforpligtende boligsnak med os - også selv om du ikke er kunde i Jyske Bank i dag.
Boligøkonomens råd: Kom i gang med boligkøbet
Boligkøbet trin for trin
Find ud af, hvilken type bolig der passer til dine behov og din økonomi
Find boligtypen
At finde drømmeboligen handler ikke mindst om at finde den boligtype, der passer bedst til dit personlige behov og din økonomiske situation. For eksempel er det en god idé at sætte dig ind i forskellene mellem en ejerbolig og en andelsbolig. Du skal også kende dit behov for plads samt overveje boligens stil, stand, alder, placering m.v. Overvej i det hele taget, hvad der er vigtigst for dig og dine behov – både nu og i fremtiden.
Find boligens maksimale pris
Hvor meget kan du låne til boligkøb? Det afhænger bl.a. af husstandens indkomst og størrelsen på din opsparing. Men også andre forhold spiller ind - for eksempel dine øvrige udgifter, anden gæld og energiforbruget i boligen. Vi hjælper dig gerne med at lave en boligkøbsberegning, så vi er sikre på, at du har råd til at sidde i drømmeboligen. Prøv også vores boligkøbsberegner og få allerede nu en idé om, hvor meget du kan købe bolig for.
Tænk langsigtet og føl dig tryg
At købe en bolig er en af livets helt store investeringer, og derfor er det afgørende, at du føler dig tryg. Det gør du bl.a. ved at tænke langsigtet og involvere en boligadvokat, som kan rådgive dig om de juridiske forhold ved boligkøbet. Med Jyske Køberrådgivning får du rådgivning af en advokat, som sørger for, at I kommer hele vejen rundt om det juridiske.
Gå på boligjagt
Søg bolig - for eksempel på Bedste Hjem
Når du har fået styr på dit budget og fået et skøn på, hvor meget du kan købe bolig for, er det tid til at gå på boligjagt. Du kan med fordel starte din boligjagt på Bedste Hjem. Her kan du finde boliger, som matcher lige netop dine behov og din økonomi.
Kontakt ejendomsmæglerne i dit foretrukne område
Det er en god idé at blive skrevet op i køberkartoteket hos de lokale mæglere. På den måde holder du dig opdateret, når der kommer nye boliger, som matcher dine drømme. Jyske Bank samarbejder med to mæglerkæder på tværs af landet, nemlig LokalBolig og Realmæglerne. Men tilmeld dig også hos andre relevante mæglere.
Tag eksperter med på råd
Når du har fundet en interessant bolig, er det vigtigt at du sætter dig grundigt ind i boligens stand. Det gør du dels ved at læse boligens dokumenter (salgsopstilling, tilstandsrapport, el-eftersyn og energimærket); dels ved at tage eksperter med på råd. Tag en byggesagkyndig eller byggeteknisk rådgiver med, når du vil se boligens stand ekstra grundigt efter. Du får både en vurdering af boligens stand og hjælp til at se mulighederne i den. Find eventuelt en byggeteknisk partner med Jyske Køberrådgivning.
Få grønt lys til en konkret bolig
Når du er klar til at handle, skal banken godkende boligen i forhold til din økonomi. Formålet er at sikre, at du har råd til at sidde i boligen – både nu og i fremtiden.
Udgifterne til ejerboliger kan variere en del på baggrund af bl.a. ejendomsskat, kommuneskat, vedligeholdelsesudgifter, transportomkostninger og udgifter til varme. Du skal derfor dele salgsopstillingen med din rådgiver, så lige netop den bolig, du ønsker dig, kan blive godkendt.
Du kan desværre komme ud for, at din økonomi ikke kan bære udgifterne til en bestemt bolig, selv om prisniveauet umiddelbart er det rette.
Skriv under på købsaftalen - men husk forbeholdene
Få advokat- og bankforbehold med i aftalen
Når du har besluttet dig for at købe boligen, skal du afgive et købstilbud via mægleren. Hvis sælgeren accepterer tilbuddet, laver mægleren derefter en købsaftale, som begge parter skal underskrive. Købsaftalen udgør den juridiske aftale mellem dig og sælger.
Før du underskriver købsaftalen, bør du få tilføjet et advokat- og bankforbehold som et vilkår i købsaftalen. Med et advokatforbehold i købsaftalen er du først endeligt bundet af aftalen, når advokaten har godkendt aftalen.
Tilsvarende betyder et bankforbehold, at du kan opnå dén finansiering og dermed den økonomi, som vi har forudsat. Har du brug for hjælp til at finde de relevante rådgivere, så tag et kig på Jyske Køberrådgivning.
Når aftalen er underskrevet
Når købsaftalen er på plads og underskrevet af begge parter, sørger banken for at overføre udbetalingen til sælgers bank og at stille garanti for resten af købesummen. Vi sender dig en række dokumenter, som skal underskrives.
Find den rette finansiering
Når handlen er godkendt, skal du sammen med banken finde ud af, hvilken finansiering du skal have. Det er vigtigt at finde den type lån, som passer bedst til din økonomi og dit behov.
Hvilken finansiering, der er den rette for dig, afhænger bl.a. af, om du prioriterer tryghed eller fleksibilitet i din økonomi højest. Du bør desuden tage højde for din fremtid, hvis du f.eks. står overfor store ændringer i dit liv og således også i dit budget.
Husk forsikringerne
Når du køber en ny bolig, er der flere forsikringer, du bør overveje. Det drejer sig bl.a. om husforsikring og indboforsikring. Formålet er at beskytte dig selv og din bolig bedst muligt.
Dit behov og din risiko afhænger bl.a. af boligtypen og boligens placering, men der er også nogle forsikringer, som er helt fundamentale. Tag et forsikringstjek og find ud af, hvordan du bliver dækket bedst muligt ind. Læs mere om forsikringer.
Tegn ejerskifteforsikring, INDEN du overtager boligen
Uanset om du får professionel rådgivning eller ej, er det altid en god idé at tegne en ejerskifteforsikring. Den dækker skjulte fejl og mangler, som ikke er nævnt i tilstandsrapporten eller elinstallationsrapporten. På den måde er du nemlig sikret hjælp, hvis der skulle opstå uventede problemer. Husk at tegne ejerskifteforsikringen, inden du overtager boligen.
Glæd dig - du skal nu overtage boligen
Gennemgå boligen og aflæs målere
På overtagelsesdagen overdrager sælger (eller ejendomsmægler) boligens nøgler til dig, og I bør sammen aflæse gas, vand, varme, olie og lignende. Sørg desuden for at tjekke, at hvidevarer og elinstallationer fungerer, som de skal, og få udvekslet andre relevante oplysninger om boligen.
Refusionsopgørelse
Tallene fra diverse målere bruges til at lave en refusionsopgørelse. Refusionsopgørelsen sikrer, at du som køber kun betaler for de udgifter, som du er ansvarlig for, efter at du har overtaget boligen. Det er typisk købers ansvar at få udarbejdet en refusionsopgørelse i forbindelse med overtagelsen af boligen. Med Jyske Køberrådgivning sørger vi for, at en kompetent rådgiver udarbejder refusionsopgørelsen.
Opdater økonomien
Som ny boligejer er der en del nye udgiftsposter at tage højde for, og du bør derfor opdatere dit budget og rette din års- eller forskudsopgørelse på skat.dk, så de afspejler din nye økonomi. Har du et boliglån, er du berettiget til skattefradrag på bl.a. renteudgifter. I de fleste tilfælde beregnes dine fradrag automatisk i årsopgørelsen, men det er en god idé at tjekke, at dine fradrag er korrekte. Er du kunde med et boliglån, kan du finde alle oplysninger om dit lån i din net- og mobilbank. Har du fået lavet forbedringer i forbindelse med dit boligkøb, så husk også selv at tilføje håndværkerfradraget.
Gode råd, når du er flyttet ind
Gældspleje og mulighed for at lægge om
Et godt råd er, at du som boligejer plejer din gæld. Det betyder, at du er opmærksom på eventuelle muligheder for at lægge om. Der opstår nemlig løbende nye lånemuligheder, som kan betyde, at din økonomi kan forbedres.
Med vores digitale værktøjer er det nemt at bevare overblikket over dit lån og få indsigt i dine muligheder for at reducere dine afdrag eller din gæld. Du kan også regne på omlægning direkte i vores mobil- og netbank. Vi sørger selvfølgelig for at informere dig, når det er tid til rentetilpasning og lignende, hvis det er relevant for dig.
Velkommen til boligejeruniverset
Er du ny boligejer, kan det være en stor mundfuld at holde styr på alt det, der relaterer sig til bolig. Uanset, om du har ejet en bolig før, eller det er helt nyt, så er der gode råd at hente hos Videncentret Bolius, som også kan hjælpe med at holde dig opdateret på aktuelle nyheder om bolig.
Vi har også skabt et boligejerunivers, som gør dig klogere på dine muligheder for at optimere din bolig og din økonomi. Drømmer du for eksempel om at istandsætte eller energioptimere din nye bolig, så er der gode råd at hente på vores boligsider. Du kan også læse mere om dine muligheder for at udnytte friværdien i din bolig til at realisere dine drømme.
Find den rigtige boligtype
Styr på førstegangskøbet?
Hvis du ikke har prøvet at købe bolig før, kan det godt være lidt af en mundfuld at finde ud af, hvordan man gør. Derfor får du her nogle videoer om, hvordan man kommer i mål med et trygt boligkøb.
Tag en uforpligtende snak med os og kom i gang med din boligdrøm
Har du spørgsmål til processen, eller er du i tvivl om, hvor du skal starte? Tag en uforpligtende snak med en af vores rådgivere og hør om dine muligheder for at komme i gang med at realisere din boligdrøm.