Skat i udlandet

Du kan i Jyske Bank få rådgivning om de generelle skattemæssige konsekvenser af at fraflytte Danmark. For mere konkret rådgivning bør du kontakte en ekstern skatterådgiver.



Skal du betale fraflytterskat af investeringer?

Når du fraflytter Danmark, kan du blive beskattet af aktier, obligationer, visse indskud på pensionsordninger og evt. opsparede overskud i virksomhedsordningen.

Hvis du har værdipapirer, der er omfattet af fraflytterbeskatningen, skal skatten af værdistigninger og -tab frem til fraflytningstidspunktet gøres op. Du har samtidig pligt til at indsende en beholdningsoversigt, og du kan søge henstand med betaling af skatten.

Reglerne for fraflytterskat er komplekse, så hvis du ejer værdipapirer, når du flytter fra Danmark, bør du kontakte en skatterådgiver, som også kan hjælpe dig med at vurdere de skattemæssige konsekvenser for dine pensionsordninger.

Kvinde i udlandet

Sådan beskattes dine pensionsordninger

Skattemæssigt skelnes der mellem private pensioner (fx rate- og kapitalpensioner, livrenter og alderspensioner) og offentlige pensioner (fx tjenestemandspension, folkepension, ATP og efterløn).

Beskatningen af pensioner afhænger af, hvilket land du flytter til, og om Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med landet.


Særligt for private pensioner

Afgift af kapitalpension og andre pensionsordninger, der udbetales mod engangsafgift, skal betales i Danmark, uanset hvor du er bosat på udbetalingstidspunktet.

Derfor kan det være en fordel at ændre en kapitalpension til en ratepension, hvis du flytter til et land, hvor Danmark ikke kan beskatte udbetalingerne fra ratepensionen, og hvor den udenlandske skat er lavere end afgiften i Danmark. Du bør dog søge konkret rådgivning herom.

Vær opmærksom på, at ordinær udbetaling af alderspension er skattefri i Danmark, men kan være skattepligtig i udlandet. I udlandet bør du også søge rådgivning om, om du skal betale formueskat af dine pensionsordninger.

Bliv fritaget for skat af pensionsafkast

Du kan blive fritaget for at betale pensionsafkastskat af afkastet på dine pensionsordninger i Danmark, når du ikke længere er fuldt skattepligtig. Du kan dog ikke blive fritaget for pensionsafkastskat, hvis du er hjemmehørende i Sverige. Ønsker du at blive fritaget, skal du udfylde og indsende en blanket til Skattestyrelsen. Opfylder du betingelserne for at blive fritaget, udsteder Skattestyrelsen en fritagelsesattest, som du skal sende til din bank eller pensionsselskab.


Vi hjælper dig videre - kontakt os

Ændringer i livet kræver ofte store økonomiske overvejelser. Lad os hjælpe dig med at træffe de økonomiske beslutninger, som er bedst for dig.

Kvindelig rådgiver overfor ungt par