Bæredygtig investering - fra holdning til handling
Kom godt rundt om bæredygtig investering:
Hvad er bæredygtige investeringer?
Der er ikke én klar og ensidig definition af bæredygtige investeringer, derfor kan det være svært at forstå til bunds. Det bliver ikke nemmere af de mange forskellige begreber, der tilsyneladende bruges i flæng, fx grønne investeringer, ESG-investeringer og impact-investeringer. Men ved nærmere eftersyn repræsenterer begreberne nogle forskellige, ansvarlige investeringstilgange, som har forskellige formål i forhold til bæredygtighed.
Vi bruger ansvarlig investering som en ramme omkring fire overordnede, ansvarlige investeringstilgange, hvor man kan opnå mere bæredygtighed med forskellige værktøjer ud fra det ønskede formål og meget ofte benyttes de i kombination. Hvilke tilgange matcher dine holdninger og mål bedst?
De fire ansvarlige investeringstilgange:
Eksklusion

Indarbejder investorens etiske og moralske principper ved at udelade sektorer eller selskaber ud fra generelle regler, fx:
- Aktivitetsbaseret screening, hvor eksklusionen sker på baggrund af aktiviteten, fx tobak, fossile brændstoffer, kontroversielle våben m.m.
- Normbaseret screening, hvor selskaber ekskluderes, hvis de ikke overholder internationalt accepterede normer, fx FN’s menneskerettigheder.
Inklusion

En investeringstilgang, som foretager en generel udvælgelse ud fra et specifikt, ansvarligt fokus. Det kan gøres ved hjælp af forskellige værktøjer, fx ved at udvælge mere favorable bæredygtighedsprofiler eller fokusere på sociale eller miljømæssige udfordringer gennem temainvestering.
Eksempler på inklusion:
- Best-in-Class investering: Hvor der screenes efter selskaber med de bedste ESG-ratings
- Positiv ESG-screening: Ikke nødvendigvis de bedst screenede ESG-selskaber, men dem hvor investoren ser potentiale og positive trends i selskabets ESG-performance.
- Grøn investering: En type temainvestering, hvor der fokuseres på fonde, selskaber eller teknologier som vurderes at være positive for miljøet.
Integration

En systematisk inddragelse af både finansielle og bæredygtighedsrelaterede nøgletal (fx. ESG-nøgletal) for bedre at kunne identificere væsentlige risici og vækstmuligheder. Formålet er at øge det risikojusterede afkast gennem investering i selskaber, som bedre kan modstå bæredygtighedsrisici.
Impact

Investeringer foretaget med det formål at skabe et målbart, gavnligt bidrag med langsigtede sociale eller miljømæssige forbedringer sammen med et finansielt afkast. Selvom impact-investering har et af de klareste mål af investeringstilgangene til bæredygtighed, så er det fortsat vanskeligt præcist at måle den egentlige effekt.
Bæredygtighed i vækst – hos investorer og virksomheder
Vi oplever, at kunderne i stigende grad ønsker at investere i brancher og selskaber, der arbejder aktivt og ansvarligt med blandt andet miljøhensyn, social ansvarlighed og god selskabsledelse (ESG). Særligt selskaber med produkter, der sætter et positivt aftryk på miljøet eller samfundet, ser ud til at blive endnu mere efterspurgt de kommende år.
Det er også forventningen, at fonde som investerer ved at inddrage ESG-forhold i 2025 vil overhale traditionelle fonde i størrelse. Mere bæredygtige fonde vil få større opmærksomhed fra de store investorer – og dertil kommer trykket fra den politiske dagsorden om bæredygtig omstilling. Særligt EU’s mål om at blive klimaneutral inden 2050.
Bæredygtigt fokus gør investeringen mere robust
Allerede i dag er der et stort og voksende udbud af mere bæredygtige investeringsmuligheder. Det skyldes i høj grad, at forbrugere og investorer stiller stadig større krav til virksomheder om en ansvarlig opførsel på alle parametre.
Der er ingen tvivl om, at den bæredygtige udvikling er i fremgang, også når det gælder attraktive investeringer. Uanset hvilke holdninger du i øvrigt har til bæredygtighed, så gør du din portefølje mere robust ved at minimere dine bæredygtighedsrisici – og det er også blevet den nye standard for ansvarlige investorer i dag.
Vigtige tanker før du investerer
Bæredygtighed er spækket med nuancer
Alle virksomheder påvirker verden både positivt og negativt – så det er vigtigt at få nuancerne med, når vi snakker om ansvarlige og bæredygtige investeringer.
Tag for eksempel selskaberne i kulindustrien. Ja, de er store klimasyndere, men samtidig sikrer de arbejdspladser til millioner af mennesker verden over – og giver livsnødvendig strøm til lokalsamfund. Det understøtter den økonomiske velstand og modvirker sult og fattigdom.
Retter vi blikket mod en af de store danske industrier, medicinalindustrien. Medicinen hjælper hver dag millioner af mennesker – men produktionen indebærer et stort forbrug af bl.a. plastik, vand og energi.
Virksomheder kan altså ikke bare klassificeres som kun gode eller kun dårlige. Nuancerne og helheden skal med i analysen af en virksomheds tilgang til ansvarlighed og bæredygtighed. Derfor giver vi dig gennemsigtighed i vores produkter og anbefalinger. Så du får nuancerne med og kan investere i det, der passer til dine mål og holdninger.
Alle virksomheder sætter både positive og negative aftryk – her er nogle eksempler:
Bliv lidt klogere på ESG
Hvad gemmer der sig bag ESG-begrebet – fra risici til ratings.
Hvad er ESG?
ESG er en international betegnelse for Environment, Social and Governance (miljøforhold, sociale forhold og god selskabsledelse). Jo bedre et selskab klarer sig på de tre områder, desto mere ansvarligt vurderes det at være.
Hvad er ESG-risici?
ESG-risici er et udtryk for de forskellige forhold, der kan påvirke og udfordre en virksomheds praksisser og resultater. Altså, risikoen for at der opstår tab som følge af negative – udefrakommende – hændelser relateret til miljøforhold, sociale forhold og selskabsledelse.
Hvad er ESG-rating?
ESG-ratings indikerer virksomhedens evne til at modstå og minimere ESG-risici. Dermed er ESG-ratings en hjælp til investorer, der ønsker langsigtede, bæredygtige afkast. Vær opmærksom på, at der endnu ikke er vedtaget en fælles standard for ESG-ratings. Ofte er ESG-ratingen relativ til selskaber med lignende ESG-risici – så et olieselskab og et vindmølleselskab kan altså have samme ESG-rating.
Forskel på målemetoder
ESG-ratings afhænger i en vis grad af det valgte rating-bureaus subjektive målemetode og metodik. Der er hverken klare regler eller enighed om, hvilke nøgletal der skal måles og indgå i ESG-ratingen. Derfor kan man ikke direkte sammenligne ratings fra forskellige bureauer. Der er også stor forskel på, hvilke nøgletal der er relevante inden for forskellige forretningsområder og industrier.
Ingen revisionspligt på data
Der er endnu ikke indført revisionspligt på de tal og data virksomhederne indrapporterer. Det giver en risiko for, at et selskabs ressourcer til at lave gode og gennemtænkte rapporter kan smitte positivt af på selskabets ESG-rating – uden det nødvendigvis er mere bæredygtigt.
Husk også at se fremad
ESG-data er ofte bagudsynet, mens bæredygtighed ser fremad. Og derfor bør de historiske data kun fungere som en guide. Hvorvidt selskabet er på vej i en mere bæredygtig retning skal vurderes ud fra den strategi, som virksomheden har lagt for at levere fremtidig indtjening.