Studentermedhjælper til Quant, Development & Integration

Jobområde
Universitets­studerende
Arbejdssted
Silkeborg
Afdeling
Research Assistenter
Selskab
Jyske Bank
Ansøgningsfrist
21.09.2026

I Jyske Banks Research afdeling i Jyske Markets i Silkeborg søger vi en dygtig studerende til vores Quant, Development & Integration team.  

Du vil komme til at indgå i et team bestående af 3 assistenter (studerende) og 2 fuldtidsansatte. Du vil indgå i det daglige arbejde omkring udvikling af løsninger til hele afdelingen, og du vil dermed have en bred berøringsflade til de finansielle markeder. Opgaverne kan blandt andet være:  

  • Udvikle værktøjer og løsninger i R til understøttelse af de daglige arbejdsopgaver og beslutningsprocesser 
  • Være med til at optimere vores nuværende løsninger på tværs af afdelingen, heriblandt optimering af dataprocesser  
  • Undersøge og være nysgerrig på AI-værktøjer og -løsninger, som kan understøtte afdelingens værditilbud 
  • Assistere med opgaver i Excel, Word og Powerpoint  
  • Bistå med analysearbejde  

I løsningen af opgaverne vil du arbejde med økonomisk og finansiel teori i praksis, og du vil få et stort kendskab til de finansielle markeder. Du vil derigennem få en faglig relevant erfaring, der vil gøre dig rustet til en karriere inden for den økonomiske og finansielle verden. Samtidig vil du opnå færdigheder inden for programmering og dataanalyse.  

Afdelingen 

I Research i Jyske Markets har vi ansvaret for løbende at levere kundevendt analyse og rådgivning af høj kvalitet på alt, hvad der rører sig på de finansielle markeder. Vi udarbejder bankens anbefalinger på finansielle instrumenter og markeder og danner bankens makroøkonomiske holdninger.  

Vi er 21 analytikere, 1 graduate og 14 assistenter i Research fordelt på en række teams, der analyserer alt fra aktier, renter og valuta til obligationer og råvarer. Det daglige arbejde i Jyske Markets er uformelt, og du vil opleve perioder med høj intensitet.  

Du bliver en del af et fagligt stærkt miljø, hvor samarbejde, videndeling og nysgerrighed går hånd i hånd med ambitionen om at skabe værdi for vores kunder. 

Arbejdsomfanget for en assistent er 15 timer om ugen fordelt på to dage.  

Din profil  

Vi forestiller os, at du:  

  • Har mindst to år tilbage af en relevant økonomisk uddannelse (cand.oecon., cand.scient.oecon eller lignende) 
  • Er interesseret i de finansielle markeder  
  • Arbejder struktureret og har øje for detaljer 
  • Tager ansvar og trives med selvstændige opgaver 
  • Er initiativrig og tør tænke anderledes  
  • Er nysgerrig på AI 
  • Har erfaring med programmering i R eller lyst til at lære det 

Ansøgning  

Lyder jobbet som noget for dig, så send os din ansøgning (inkl. karakterer og evt. andre relevante bilag) snarest muligt. Ansøgningsfristen er den 21.09.2026.

Vi inviterer løbende til samtaler og forbeholder os retten til at lukke opslaget, hvis vi finder den rette kandidat.