Hvad sker der med min ansøgning?
Når du har sendt din ansøgning, vil du modtage en bekræftelsesmail fra os. Herefter vil lederen og den tilknyttede HR-partner tage stilling til, hvem der skal inviteres til samtale. I vores rekrutteringsforløb vil der være to samtaler. Henholdsvis en online første samtale via teams og en fysisk anden samtale.
Når ansøgningerne bliver læst igennem, leder vi efter den bedste cocktail af forventninger, kvalifikationer og personlige kompetencer. Kommer du ikke i betragtning, bestræber vi os på at give afslag så hurtigt som muligt.
Vi mødes over en kop kaffe - eller te
Hvis vi gerne vil lære dig lidt nærmere at kende, inviterer vi dig til en samtale, hvor det typisk er afdelingslederen og HR-partneren, der deltager. Din faglighed er selvfølgelig vigtig for os, men vi vil også gerne vide, hvem der er bag CV'et - derfor spørger vi også til din baggrund, motivation og person.
Vi fortæller lidt om ansættelsesvilkårene og selve fundamentet i Jyske Bank. Samtidig får du mulighed for at skyde løs med alle de spørgsmål, du måtte sidde inde med.
Testen giver indblik
Til nogle stillinger supplerer vi samtalen med en personlighedstest. Vi lader aldrig testen stå alene, men ser den som en ekstra hjælp i jagten på den rigtige medarbejder.
Du får en tilbagemelding
Når vi har besluttet, hvem vi tilbyder jobbet, giver vi hurtigst muligt besked til alle, der har været til samtale. Og hvis du ønsker det, kan du naturligvis få en tilbagemelding på personlighedstesten.