Uhyggen banker på – men hvor dybt stikker krisen?

Midt på formiddagen her den sidste lørdag i oktober slog tanken mig: ”Hvor slem er krisen egentlig?” Dommedagsprofeterne har i øjeblikket gode kår – med en vis rette – og vores økonomi er uden tvivl på vej mod en økonomisk afmatning. Ja, umiddelbart synes en recession uundgåelig. Det bringer mig tilbage til lørdag formiddag, hvor jeg kom i tvivl om, hvor dybt krisen egentlig stikker.

Formiddagen var central, fordi min søn om aftenen skulle til en halloweenfest med 4.a. Vi var som vanligt ikke i god tid, når der nu i mere end en måned havde været inviteret til udklædningsfest. Og ønsket var ret ambitiøst. Sønnike ville fremstå som en skeletudgave af manden med leen. Kisten med udklædningstøj kunne ikke klare denne opgave, så vi måtte altså et smut i den lokale butik med udklædningsudstyr.

Vi fik kæmpet os igennem mange kaloriefyldte fristelser fra håbefulde folketingskandidater på hovedgaden og andre lørdags-shoppere og nåede ned til butikken, kun fem minutter efter den var åbnet. I min naivitet troede jeg, at vi var i god tid – men NEJ. Et kort øjeblik følte jeg mig hensat til den værste coronatid – køen uden for butikken var alenlang.

Mange fyldte kurve til kassen

Efter en god portion tålmodighed blev det vores tur til at blive lukket ind i de hellige haller – det blev vi i øvrigt af en rød djævel. Inde i hallerne stod folk på nakken af hinanden for at købe udklædningskostumer i tyndt stof, masker af plastik, falske edderkopper, flagermus, der kunne blinke og skrige og meget, meget mere. Kun fantasien sætter grænser – og min grænse var nået, da sønnike ville købe en plastikgravsten, der kunne sige skræmmende lyde. Det hele var ’made in China’ – alligevel kom jeg af med knap 400 kr. for en maske, en skeletdragt og en le af plastik. Og jeg var langt fra den, der havde den mest fyldte kurv med op til kassen.

Jeg er med på, at børnene efterhånden synes, at halloween er bedre og større end fastelavn. Jeg kan også sagtens se det sjove i denne ’højtid’. Så ikke noget der. For ti år siden var halloween – eller allehelgensaften – ikke et tilløbsstykke, der krævede en masse udstyr. Det var faktisk ikke rigtigt noget, som vi fejrede – bortset fra, at flere folkekirker holdt en ekstraordinær gudstjeneste. Men, det gør vi så nu.

Hvor dybt stikker krisen egentlig?

Som sagt stod kasseapparatet ikke stille i den lokale udklædningsbutik. Hele min pointe med denne beskrivelse er, at det at holde fest med pynt og spas i den grad er luksusgoder i min verden. Der er intet i min anekdotiske fortælling, der tyder på, at krisen sådan for alvor kradser – det på trods af, at jeg har stor respekt for den modvind, vores økonomi umiddelbart mærker.

Jeg har også stor respekt for, at krisen rammer forskelligt, og at nogle selvfølgelig er hårdere ramt end andre. Men langt de fleste burde jo kunne finde noget andet end plastik at bruge deres penge på lige nu – men det sker ikke. Nok fordi de fleste faktisk har råd.

På vej hjem fra butikken kom vi så forbi en butik med et luksusbrand, der blandt andet sælger meget dyre tasker. Her skulle vi ikke ind – men her var der faktisk også kø ved indgangen. Så hvor dybt stikker krisen egentlig? Umiddelbart køber vi luksusgoder i samme hastighed, som vi gjorde, før vi blev ramt af højere renter og kraftige prisstigninger med videre.

Beskæftigelsen er høj – det spiller ind

Det er nok muligt, at boligmarkedet er bremset op – det kan vi se af statistikkerne. Det ændrer dog ikke på, at når vi ser på forbruget af luksusgoder – og ser på, hvordan folks indestående i bankerne stiger og stiger – så er det svært at få øje på, hvad der skulle begynde at drive, at vi for alvor vil se problemer på boligmarkedet.

Boligen er folks rede. Det betyder også, at hvis økonomien bliver rigtigt presset, så har folk en tilbøjelighed til at prioritere terminen fremfor meget andet. I den forbindelse spiller det naturligvis ind, at beskæftigelsen stadigvæk er meget høj. Bliver folk først for alvor ramt på deres indkomster, så kan billedet hurtigt ændre sig.  

Meget luksus kan spares væk

Pointen med hele denne klumme er imidlertid, at hvis budgettet har svært ved at hænge sammen, så kan jeg få øje på rigtig meget luksus og flere unødvendigheder, som vi kan spare væk, før krisen for alvor kradser.

Normalt holder forbrugerne igen på pengene, når friværdierne kommer under pres. Min vurdering er, at der er mange ressourcer derude, og de kan bruges på nødvendigheder, før fanden skal males på væggen. Derfor tror jeg heller ikke, at denne krise kommer til at stikke helt så dybt som eksempelvis finanskrisen – men det må tiden vise. I hvert fald er udgangspunktet for boligejerne et helt andet, end sidste gang vi havde krise.

Derfor spår jeg også, at restancerne nok kommer til at stige, men det bliver ikke en himmelflugt, ligesom tvangsauktionerne formentligt forbliver på et lavt niveau.