Risikabel tendens: Mange køber bolig, før den gamle er solgt

Det er ikke uden risiko, at mange danskere i øjeblikket er begyndt at købe bolig, før den gamle er solgt.
Af Cæcilie Møldrup Sørensen
09. juli 2021 kl. 09.20

Før i tiden var det ren sund fornuft, at man solgte sin bolig, før man købte en ny. Mange banker tillod heller ikke, at man tog endnu et lån, før det gamle var ude af verden.

Men tiderne har ændret sig som følge af det brandvarme boligmarked, som har præget både Danmark og mange andre steder i verden, siden coronakrisen brød ud. Nu kan det tværtimod være nødvendigt at købe, før man har solgt sin gamle bolig, hvis man skal nå at slå til, inden andre købere gør det.

Men der er en grund til, at bankerne normalt fraråder den type bolighandel, og selvom det lige nu er fristende at udnytte muligheden, er det vigtigt ikke at glemme den risiko, som følger med.

Sådan lyder det fra Mikkel Høegh, der er boligøkonom i Jyske Bank.

”Risikoen er at sidde med to huslejer, og det kan jo presse ens private økonomi, hvis det bliver længere tid, end man havde regnet med. Så det er vigtigt, at man har en robust økonomi og kan have to huslejer i en rum tid. For at være godt klædt på snakker vi et halvt år eller mere,” siger han.

Og går det alligevel galt, kan man risikere en tvangsauktion.

”Det værste er jo, hvis huset ryger på tvangsauktion, eller hvis man må sælge den ene bolig billigere, end man burde kunne, fordi man er nødt til at komme af med den byrde, det er, at have to huslejer,” fortæller Mikkel Høegh.

Og er lånet med variabel rente, kan man være rigtig uheldig.

”Hvis det er kombineret med variabel rente, kan det ramme hårdt. For hvis renten stiger, så falder de to ejendomme i værdi, og huslejen vil stige. Så det er den helt hårde kombination.”

Kan være nødvendigt

Samtidig kan Mikkel Høegh godt forstå, at nogle kan føle sig presset til alligevel at tage chancen.

”Vi er i en periode, hvor boligudbuddet er utrolig lavt, og det betyder, at boligerne bliver solgt hurtigt. Hver anden handel gennemføres på to måneder i gennemsnit. Derfor risikerer man at stå uden bolig, hvis man ikke har andet på hånden, og det kan slide på selv det bedste familieforhold.”

Han medgiver, at løsningen for nogle kan blive nødvendig.

”Nogle har et behov for at skifte bolig, hvis de eksempelvis skal bruge mere plads eller flytte til en anden del af landet grundet jobskifte, så med den fart boligmarkedet har lige nu, kan det være nødvendigt at købe, før man har solgt.”

Et vigtigt råd

Man kunne også frygte, at markedet dykker så pludseligt, at den nyindkøbte bolig falder i værdi, samtidig med at man stadig ejer den gamle, som så også ville miste værdi.

”Så stærkt går det heldigvis ikke med boligmarkedet. Det er ikke som med aktier, hvor det hele kan falde 20 pct. på en dag,” siger Mikkel Høegh.

Men man kan godt blive ramt af, at efterspørgslen daler, inden man har fået solgt den gamle bolig, og til det har Mikkel Høegh et klart råd:

”Man skal være skarp på, hvilken pris man sætter sin ejendom til salg med. Al erfaring viser, at hvis prisen er for høj, kan man komme til at halte bagefter markedet. Så hver gang du er nødsaget til at sænke prisen, så er markedet allerede videre,” siger han og tilføjer, at det derfor er vigtigt at sætte prisen realistisk fra begyndelsen.

”Mange vil hellere sætte en høj pris og se, hvad der sker. Men vi ved, at den strategi medfører større nedslag. Så hellere sætte en lav pris og ende i budrunde,” lyder det.

Af Cæcilie Møldrup Sørensen
09. juli 2021 kl. 09.20
Del denne side:

Seneste nyt fra Privatøkonomi

1/0