Min søsters børn og arvereglerne
De fleste kender historien om ’Min søsters børn’, hvor en professor i børnepædagogik – onkel Erik – skal se efter sin søsters børn. Den kære onkel er alene og har ikke selv børn. Så alt hvad han ved om børn, det kommer fra hans teoretiske studier.
Kan du mon huske hele familien? Foruden onkel Erik er der hans søster Else og hendes mand Peter. Og deres store børneflok, hvor de mest kendte nok er Pusle og Blob.
Jeg vil tillade mig at indsætte den folkekære familie i nutidens arveregler. Og se på, hvad den nye aftale om ’Reform af personskat’ kommer til at betyde for familiens muligheder. Aftalen har et bredt flertal bag sig og forventes at blive vedtaget senere i år. En del af aftalen er en ændring af bo- og gaveafgiften med virkning fra 2027.
Onkel Erik skal være opmærksom på de nye regler
Hvem skal arve efter onkel Erik, den dag han dør? Hvis han ikke har lavet et testamente, så vil arveloven bestemme det. Da onkel Erik jo hverken har børn eller ægtefælle, så vil arven gå til hans forældre. Men da forældrene er døde, så vil arven ende hos Eriks søster Else.
Men måske vil onkel Erik hellere have, at det er søsterens børn, som skal arve ham. For at det kan ske, så skal han lave et testamente. Men med den kommende lovændring i bo- og gaveafgiften, så skal onkel Erik være ekstra opmærksom.
Hvad skal Else betale i bo- og gaveafgift af arven?
Nærmeste familie betaler i dag en bo- og gaveafgift på 15 pct. af arven, der overstiger et bundfradrag på 333.100 kr. (2024-niveau). Men i dag er søskende ikke anset som nærmeste familie. Som andre arvinger uden for den nærmeste familie skal søskende derfor betale en tillægsboafgift på 25 pct.
Det betyder en reel afgift på i alt 36,25 pct. af den del af arven, som overstiger bundfradraget. De 36,25 pct. fremkommer ved, at der først beregnes 15 pct. og dernæst 25 pct. af det resterende beløb.
For onkel Erik og mange andre uden ægtefælle eller børn, vil nærmeste familie være ens søskende eller/og deres børn. Så det kan være svært at forstå, at der skal være en forhøjet bo- og gaveafgift.
I den nye aftale er der lagt op til, at søskende fremover kun skal betale boafgiften – og slippe for tillægsafgiften. Det betyder, at når loven vedtages, så vil der fra 2027 kun være en bo- og gaveafgift på 15 pct. på arv mellem søskende. Det gælder altså for den arv, som går fra onkel Erik til hans søster Else.
Hvad nu hvis onkel Erik testamenterer arven til sin søsters børn?
Arv til nevøer og niecer vil stadig ikke blive betragtet som arv til nærmeste familie. Derfor vil fx Pusle og Blob skulle betale bo- og gaveafgift plus tillægsafgift, altså de fulde 36,25 pct. Det ændrer den nye aftale om Reform af personskat ikke på.
Ønsker onkel Erik, at arven skal gå til Pusle og Blob, så kan han bestemme det i et testamente. Men han kommer ikke udenom, at Pusle og Blob skal betale 36,25 pct.
Vedtages loven, som den er fremlagt i aftalen Reform af personskat, så bør onkel Erik måske overveje sin arveplanlægning og sit testamente en ekstra gang. Hvis han lader søster Else arve efter sig, så vil bo- og gaveafgiften jo kun udgøre 15 pct. Og så kan Else bagefter give Pusle og Blob en gave på beløbet. Når gaven kommer fra deres mor, skal de kun betale bo- og gaveafgift på 15 pct. af det beløb, som overstiger 74.100 kr. (2024-tal).
Pusle og Blob sparer dermed en del af bo- og gaveafgiften – regnestykket kræver dog, at onkel Erik dør før sin søster Else. Ikke just et emne, der er oplagt til en ny filmatisering af Min søsters børn …
Gaver mellem søskende er skattepligtige
Nu kunne du måske tænke, at når man ændrer lovgivningen for arv mellem søskende, så gælder det også for gaver mellem søskende. Men det gør det ikke.
Giver du en gave til din søster eller bror ud over lejlighedsgaver, så skal de betale indkomstskat af værdien af gaven. Det kan betyde en beskatning i topskatten.
En lejlighedsgave er en almindelig gave, der markerer en privat mærkedag. Der er ikke en fastsat grænse for beløbsstørrelsen, men en tommelfingerregel er, at hvis du holder gaven til private mærkedage under 5000 kr., så bliver din søster eller bror ikke beskattet af gaven.
Et godt råd til onkel Erik – og alle andre
Onkel Erik bør altså overveje, hvem der skal arve ham – og få udarbejdet den gode arveplanlægning. Han skal se at få udarbejdet et testamente, som opfylder hans ønsker. Derudover skal han gennemgå sine pensionsaftaler og tilrette begunstigelserne, så pengene udbetales efter hans ønsker. Som udgangspunkt udbetales pensioner nemlig ikke ud fra testamentet.
Når nu bo- og gaveafgiften mellem søskende nedsættes i 2027, hvis loven vedtages som oplægget – ja, så kunne onkel Erik og mange med ham nok ønske sig, at ’min søsters børn’ samtidig kom med ind under begrebet ’nærmeste familie’. Så skulle Pusle og Blob også kun betale 15 pct. i bo- og gaveafgift, hvis onkel Erik testamenterede sin arv direkte til dem.