Arveafgift – hvad koster det at arve?
Ved dødsfald skal du betale boafgift, også kaldet arveafgift, af afdødes værdier. Det gælder også eventuelle udbetalinger fra pensions- og forsikringsordninger.
Hvor meget skal du betale?
346.000 kr. af afdødes værdier er uden afgift. Boafgiftens størrelse afhænger af, hvem der arver. Ægtefæller er fx helt fritaget for at skulle betale boafgift, mens visse andre arvinger skal betale en tillægsboafgift foruden boafgiften.
- 0 % for ægtefælle
- 15 % for samlever (samboende i minimum to år), børn, børnebørn, oldebørn og forældre
- 15 % + 25 % for søskende, niecer, nevøer, bedsteforældre, tanter og onkler.
Sad afdøde i uskiftet bo, er der dobbelt bundfradrag, når der skal beregnes boafgift af arven. Bundfradraget og de afgiftsfri beløb reguleres hvert år
Forstå de tre afgiftsklasser
Særlige betingelser
Plejebørn
Plejebørn skal have haft bopæl hos afdøde i en sammenhængende periode på mindst fem år. Opholdet skal være begyndt, inden plejebarnet fyldte 15 år, og højst én af plejebarnets forældre må have haft bopæl hos afdøde sammen med plejebarnet.
Samboende
Omfatter personer, der har haft fælles bopæl med afdøde i de sidste to år før dødsfaldet. Gælder også personer, der tidligere har haft fælles bopæl med afdøde i en sammenhængende periode på mindst to år, hvis den fælles bopæl er ophørt alene pga. institutionsanbringelse, herunder ældrebolig.
For dødsfald efter 1.1.2008 gælder også: fælles bopæl i mindst 2 år og/eller har/har haft/venter barn sammen.
Andre arvinger
Andre arvinger skal, udover boafgiften på 15,00 %, betale en tillægsboafgift på 25,00 %, som beregnes efter fradrag af betalt boafgift men uden bundfradrag på 346.000 kr. Den største mulige afgiftssats for disse arvinger bliver derfor 36,25 %.
Banken holder boafgiften tilbage
Når du får en pensionsopsparing udbetalt som arv, holder Jyske Bank boafgift og evt. tillægsafgift tilbage - med mindre du er ægtefælle. Det sker i henhold til bestemmelsen om begunstigelse, som fremgår af pensionskontrakten eller af en særlig blanket.
Banken tilbageholder altså enten 15,00 % eller 36,25 % (se andre arvinger) af hele udbetalingen. Bundfradraget på 346.000 kr. gælder nemlig ikke for udbetalinger direkte til den begunstigede udenom boet. Afgiften beregnes efter fradrag af statsafgiften på 40,00 %.

Hvornår skal afgiften betales?
Boafgiften skal først betales, når skifteretten har kigget tallene igennem, og det kan tage noget tid. Det er vigtigt at huske på, at du skal betale afgiften. Hvis der pludselig er en arving, som har brugt alle sine penge, inden afgiften er betalt, så er det de andre arvinger, som hænger på regningen.
Det kan derfor være en idé at alliere sig med en advokat eller en bobestyrer, som kan hjælpe jer med ikke at bruge penge, som I i teorien ikke har.

Beskatning af indtægter i dødsboet
Det tager tid at gøre et dødsbo op, så arven kan blive udbetalt. I dén periode kan der være indtægter (fx afkast af investeringer), og disse indtægter kan være skattepligtige.
Vil du undgå, at dine efterladte skal betale boafgift?
Så kan det være en mulighed at give penge som gaver, mens du stadig er i live.


Har du spørgsmål, du ikke har fået svar på?
Bliv kontaktet – og få hjælp til arveafgift og afgiftsfrie gaver.