Investering og skat
Når du investerer, skal du betale skat af dit afkast. Her får du et overblik over, hvordan det foregår – og hvad du bør være opmærksom på. Bemærk, at siden gennemgår de generelle regler og ikke udgør konkret skatterådgivning.
Forskellen på aktieindkomst og kapitalindkomst
Aktieindkomst er afkast fra investering i aktier, aktiebaserede investeringsbeviser og aktiebaserede ETF’er. Hvis du har tab, kan tabet modregnes i udbytter og gevinster fra tilsvarende investeringer. Overstiger tabet dit samlede afkast, kan det resterende beløb – afhængigt af reglerne – anvendes i samme år eller overføres til modregning i fremtidig aktieindkomst.
Kapitalindkomst er renteindtægter, renteudgifter og afkast fra investeringer i obligationer, obligationsbaserede investeringsbeviser og obligationsbaserede ETF’er. Når alle indtægter, udgifter og afkast lægges sammen, opgøres din samlede nettokapitalindkomst. Din nettokapitalindkomst kan derfor både være positiv og negativ.
Sådan optimerer du din aktieindkomst
Det kan være en fordel at gennemgå din forventede aktieindkomst for året i god tid inden nytår.
Har du tidligere på året fået udbytte eller solgt børsnoterede aktier med gevinst, så kan der være penge at spare. Det gælder også, hvis du står til at skulle betale den høje sats på 42% af en del af afkastet.
Hvis du samtidig har børsnoterede aktier med kurstab, kan du nemlig overveje at sælge dem for at bruge tabet til at modregne den skattepligtige gevinst. Det kan være en effektiv måde at sænke skatten på din aktieindkomst.
Oplysning og beregning af din skat - hvem gør hvad?
Hvornår betales skatten?
Når du sælger (realisationsbeskatning)
Du betaler skat, når du realiserer et afkast – altså når du sælger et værdipapir med gevinst eller får udbytte. Har du også haft tab, kan de ofte modregnes i dine gevinster – så du kun betaler skat af nettoafkastet.
Én gang hvert år (lagerbeskatning)
Du betaler skat hvert år – også selvom du hverken har solgt værdipapirer eller fået udbytte. Ved årets afslutning opgøres det, hvor meget dine værdipapirer er steget eller faldet i værdi siden årets start, og du betaler skat af denne værdistigning.
Din skat afhænger af depotets type
Aktiesparekonto
Aktiesparekontoen er for dig, der gerne vil investere på egen hånd i din mobil- eller netbank. Beskatningen sker helt isoleret fra øvrige værdipapirer, du måtte eje.
Sådan fungerer det
Hvert år lagerbeskattes din aktiesparekonto med 17%. Afkastet består af både udbytte, realiserede og urealiserede kursgevinster samt kurstab.
Hvis afkastet er positivt, opkræves skatten automatisk på din konto.
Har du tab i et år, bliver det automatisk modregnet i fremtidige gevinster.
Pension
Du binder pengene og øremærker dem til pension. Til gengæld betaler du kun 15,3% i skat af eventuelt afkast.
Afkastet beskattes hvert år efter lagerprincippet. Jyske Bank beregner og indbetaler automatisk skatten, også kaldet PAL-skat, som trækkes fra din pensionskonto i januar.
Har du tab i et år, bliver det automatisk modregnet i fremtidige gevinster.
Find oplysninger om papirer købt før 2010
Du finder købspriser i net- og mobilbanken – se vejledning. Hvis du ikke kan finde det, du søger, kan du mod et gebyr bestille dokumentation fra Jyske Banks arkiv – kontakt din afdeling. Regn med en vis ekspeditionstid.
Er værdipapirerne blevet overført til Jyske Bank, skal du i stedet bruge notaer fra det pengeinstitut, hvor de oprindeligt blev handlet. Har du en aftale om automatisk geninvestering, vil anskaffelsesbeløbet fremgå af udbyttenotaen.
Det er ikke nødvendigt at finde oplysninger før 2010 på værdipapirer i pensionsdepoter.