Oliepris, regnskaber og Fed i fokus
Jyske Morgennyt 29.07.2026 - 08:57
Efter en tirsdag med let fremgang på aktiemarkederne i kølvandet på lavere oliepriser og renter, er stemningen igen vendt her til morgen. Der er kursfald i Asien, hvor især Sydkoreas Kospi-indeks igen er hårdt ramt, og futures signalerer, at der er udsigt til en let negativ start på aktiehandlen i Europa og USA. Olieprisen er i nat steget knap 4 %, da Iran og USA efter tre dages pause igen har udvekslet bombninger. Derudover er fokus i dag på Fed-mødet, hvor vi ikke forventer nye signaler, men vi holder også nøje øje med regnskaberne fra Meta og Microsoft.
Markedsfokus
- Nye aktiekursfald i Asien og udsigt til let negativ start i Europa og USA
- Fed-møde uden fremadrettede rentesignaler
Læs uddybende om dagens økonomiske og finansielle overskrifter: Klik her.
Dagens aktie
Vestas – Nordex viser stærk profitabilitet på landvind
Dagens regnskab fra Nordex bekræfter os i, at der er en stærk underliggende profitabilitet på landvind. Driftsindtjeningen i 2. kvartal kom ind hele 16% bedre end ventet drevet af en stærk lønsomhed, der endnu engang overraskede positivt. Indtjeningsmarginen i 2. kvartal steg til 10,3% - markant højere end ventet i markedet og i den høje ende af selskabets guidance-interval for helåret. Profitabiliteten er dermed allerede nu inden for den langsigtede målsætning på 10-12%. Nordex fastholder dog forventningerne til 2026, men guidance ser konservativ ud, hvilket åbner op for en opjustering senere på året.
Regnskabet vidner om, at lønsomheden på landvind fortsat udvikler sig stærkere end ventet, hvilket også er positivt for Vestas, som står over for en tilsvarende forbedring i indtjeningen i de kommende år.
Vestas er på rette vej i forhold til at genetablere indtjeningsevnen, hvor vi forventer en gradvis bedring i profitabiliteten i takt med, at omkostningerne til indkøring af produktionen på den nye havvindmølle falder bort. Samtidig kigger vi ind i et stigende aktivitetsniveau de næste to år, hvor der er udsigt til en tocifret stigning i volumen i 2027 anført af Tyskland. Det er ikke fuldt afspejlet i forventningerne i markedet.
(Læs vores seneste analyse på Vestas eller
seneste
Danske Aktier)
Se vigtig investorinformation i forhold til Jyske Banks analyser og anbefalinger på jyskebank.dk/investorinformation.
Selskabsnyheder
NKT: Solidt regnskab fra Nexans, der opjusterer forventningerne til året.
(Læs vores seneste analyse på NKT)
GN Store Nord: Konkurrenten
Logitech forventer lavere vækst i de kommende kvartaler efter leveringsproblemer hos en af deres underleverandører.
(Læs vores seneste analyse på GN Store Nord)
Vestas: Nordex leverer overraskende stærkt regnskab, men fastholder helårsforventningerne.
(Læs vores seneste analyse på Vestas)
A.P. Møller Mærsk: CMA CGM leverer 19% omsætningsvækst i 2. kvartal.
(Læs vores seneste analyse på A.P. Møller Mærsk)
Læs alle analyser og anbefalinger på enkeltselskaber på FinansnytPlus.
Har du ikke adgang til FinansnytPlus, så tag fat i din rådgiver for at høre om dine muligheder for at få adgang.
Dagens vigtigste regnskaber
Nordex, Nexans, Deutsche Bank, L´Oreal, Hermes, Biogen, Garmin, Microsoft, Meta, UBS, Starbucks, Hexagon


