Afdæmpet inflation sender aktierne til rekordniveau
Jyske Morgennyt 14.08.2026 - 08:48
Afdæmpet amerikansk inflation styrker forventningerne om, at Fed holder renten i ro i september, hvilket sendte de amerikanske aktier til nyt rekordniveau og gav nyt momentum til IT-aktier. Obligationsmarkedet er dog mere afdæmpet, da lange renter fortsat er høje som følge af USA’s store finansieringsbehov. Her til morgen er Asien blandet, mens Europa ventes at åbne svagt positivt.
Markedsfokus
- Nyt “all time high”
Seneste nyt
- Norges Bank har fået lidt mindre travlt med nyt renteløft
Læs uddybende om dagens økonomiske og finansielle overskrifter: Klik her.
Dagens aktie
A.P. Møller - Mærsk – Tælle til 1, tælle til 2, tælle til 3 opjusteringer?
Kigger man på kursreaktionen i kølvandet på regnskabsaflæggelsen, er der nok ikke den store tvivl om, at Mærsk har præsteret virkelig solidt i 1. halvår af 2026. Det bliver på fornemmeste vis præsenteret i Q2’26-regnskabet, hvor det fremgår, at samtlige divisioner præsterede bedre end ventet. Den underliggende efterspørgsel er solid, understøttet af elektrificeringstemaet, hvor efterspørgslen i stigende grad ser ud til at flytte sig fra traditionelle forbrugsvarer mod mere industrirelaterede varer. Selvom vi endnu ikke er overbeviste om, at der er tale om en strukturel ændring i den måde fragtraterne reagerer på branchens udbuds- og efterspørgselsdynamik, ser vi nu potentiale for endnu en opjustering senere i år i lyset af seneste tids udvikling i fragtraterne. Det skyldes primært de højere fragtrater ved indgangen til 3. kvartal.
Ser vi længere frem, forbliver vi dog forsigtige og forventer ikke, at det nuværende løft fra de stigende fragtrater vil strække sig ind i 2027-28. Tværtimod vurderer vi, at fragtraterne kan falde mere markant i 2027 i takt med, at den effektive kapacitet vender tilbage til Rødehavet (+7 %), efterspørgselsvæksten bliver mere normaliseret og mindre volatil, samt at leveringen af nye skibe øger kapaciteten væsentligt. Når forskellen mellem udbud- og efterspørgselsvækst har overgået 5%-point, hvilken der er en stor sandsynlighed for i de kommende år, har det historisk udløst et fald i spotraterne i det efterfølgende år på 24% i gennemsnit. Samtidig ser vi, at spotraterne fortsat ligger omkring 89% over 2023-niveauet, der kan betegnes som det seneste ”normale” år, hvilket indikerer, at markedet stadig opererer på et forhøjet niveau, der næppe kan fastholdes i lyset af den accelererende kapacitetsvækst. Hertil kommer, at SCFI-futures peger på, at fragtraterne skal ned med omkring 30% fra nu af og indtil udgangen af året, hvilket understøtter vores vurdering af, at markedet står over for en betydelig fragtratenormalisering.
Vi ser Mærsk som værende blandt de absolut bedste i branchen, og vi nikker også anerkendende til den billige prisfastsættelse, deres stærke balance, den høje andel af volumen på kontrakt og deres ambition om at blive en integreret logistikoperatør. Vi kan dog ikke se bort fra, at selskabet fortsat henter størstedelen af omsætningen i Ocean-divisionen, hvor industridynamikkerne ventes at være ugunstige et stykke tid ud i fremtiden grundet voksende ubalancer mellem efterspørgsel og udbud, hvor toldbarrierer og makroøkonomisk usikkerhed presser den globale efterspørgsel, mens leveringen af nye skibe, manglende scrapping og sejlads gennem Det Røde Hav øger kapaciteten væsentligt.
(Læs vores seneste analyse på A.P Møller - Mærsk eller seneste
Danske Aktier)
Se vigtig investorinformation i forhold til Jyske Banks analyser og anbefalinger på jyskebank.dk/investorinformation.
Selskabsnyheder
NKT: Aflagde i går aftes et stærkt kvartalsregnskab, som levede op til forventningerne i markedet
(Læs vores seneste analyse på NKT)
DFDS: Udkom i går med regnskab før tid, hvor forventningerne opjusteres
Schouw & Co: Offentliggjorde i dag regnskab med opjustering af forventningerne
Boozt: Fremviser i dag kvartalsregnskab, hvor de løfter salget og mere end fordobler indtjeningen
Læs alle analyser og anbefalinger på enkeltselskaber på FinansnytPlus.
Har du ikke adgang til FinansnytPlus, så tag fat i din rådgiver for at høre om dine muligheder for at få adgang.
Dagens vigtigste regnskaber
NKT, DFDS, Schouw & Co, Petrochina


