Hormuz-usikkerhed presser markederne

De finansielle markeder indleder ugen med stigende risikoaversion efter nye angreb i Mellemøsten. Aktier falder og statsobligationsrenterne stiger, mens olieprisen stiger på frygt for forstyrrelser i energiforsyningen. Brent-olie stiger 4 % hertil morgen og handles over 79 dollar pr. tønde, hvor usikkerhed om situationen i Hormuz-strædet er den centrale drivkraft bag prisstigningen. De europæiske aktiemarkeder ventes at åbne omkring 1 % lavere, mens amerikanske aktiefutures også peger i negativ retning. Ud over situationen i Mellemøsten er denne uges hovedfokus regnskab fra IT-giganten ASML, amerikanske forbrugerpriser samt Warsh’ høring i kongressen.

Markedsfokus

  • Fornyet usikkerhed efter genoptagelse af krig i Mellemøsten
  • USA: Fokus på kerneinflationen trods lavere benzinpriser
  • Warsh i kongressen: Er han høg eller due?



Læs uddybende om dagens økonomiske og finansielle overskrifter: Klik her.


Dagens aktie

Tryg - God udvikling i underliggende erstatningsprocent

Tryg leverede et overordnet fint 2. kvartalsregnskab, der naturligvis på bundlinjen var påvirket af engangshensættelsen ifm. arbejdsskadesagen. Vi ser positivt på forbedrede kundefastholdelsesrater og accelerationen i forbedringen af den underliggende erstatningsprocent, der vidner om stærk kontrol med skadesinflationen. Trods lidt lavere guidance på forsikringsindtægterne i 2026 gjorde ledelsen det klart, at man regner med at se en klar vækstacceleration ind i 2027 hvilket vi ser som netto-positivt. Vi ser Tryg som værende godt på vej til at levere et forsikringsresultat på DKK 8,7 mia. i 2027, hvilket er over selskabets egen målsætning på DKK 8-8,4 mia.

Attraktiviteten af Trygs stabile forretningsmodel, solide vækstudsigter i flere af Trygs segmenter og en forudsigelig kapital- og udlodningspolitik er ikke til at komme udenom. Det kan dog blive svært for Tryg at overraske eller overgå markedets forventninger, både på forsikringsdriften i 2026, og perspektiverne for vækst, indtjening og udlodning i den næste strategiske periode fra 2025 til 2027, som blev præsenteret på kapitalmarkedsdagen i december 2024. Tryg er ikke dyrt prisfastsat målt på en 12 mdr. fremadskuende P/E-multipel, hverken ift. egen historik eller relativt til peergruppen, og vi mener også, at en præmie til peer-gruppen bør være berettiget. Dette, sammenholdt med stabile, men moderate, vækstudsigter gør, at vi ser afkastpotentialet som behersket positivt i øjeblikket.
(Læs vores seneste analyse på Tryg eller seneste Danske Aktier)


Se vigtig investorinformation i forhold til Jyske Banks analyser og anbefalinger på jyskebank.dk/investorinformation.


Selskabsnyheder

Novo Nordisk: Præsenterede lørdag nye data for denecimig (Mim8), som bekræfter den langsigtede sikkerhed og effekt ved forebyggende behandling af hæmofili
(Læs vores seneste analyse på Novo Nordisk)

Kongsberg: Er her til morgen kommet med regnskab, som rammer stort set på linje med forventningerne med et driftsresultat på NOK 2,05 mia.

SK Hynix: Den amerikanske notering af det sydkoreanske chipselskab SK Hynix steg 13% på sin første handelsdag i fredags.


Læs alle analyser og anbefalinger på enkeltselskaber på  FinansnytPlus.
Har du ikke adgang til FinansnytPlus, så tag fat i din rådgiver for at høre om dine muligheder for at få adgang.


Dagens vigtigste regnskaber

Ingen


SE OGSÅ   Finans Brief: Hormuz-usikkerhed presser markederne