Spændende uge med vigtige nøgletal og politik i fokus
Jyske Morgennyt 01.07.2024 - 08:45
De ledende aktieindeks lukkede med små fald i fredags, men S&P500 er stadig tæt på rekordniveauet. Vi tager i denne uge pulsen på amerikansk økonomi med ISM i dag og jobrapporten på fredag, mens euroområdet i morgen byder ind med de foreløbige forbrugerpriser. Ugen byder også på taler af ECB’s Lagarde og Fed’s Powell, ligesom politik er i fokus med det britiske parlamentsvalg på torsdag og 2. runde af det franske på søndag. Euroen styrkede sig lidt efter 1. runde af parlamentsvalget, da Le Pens højrefløjsparti ikke ser ud til at få absolut flertal.
Markedsfokus
- Udsigt til grøn åbning i dag efter små aktiekursfald i fredags
- Udsigt til fortsat svaghed i amerikansk industri
- Jobrapport med øget usikkerhed om jobvæksten
- Fokus på europæiske inflationsdata og ECB-konference i Sintra
- Sejr til Le Pens parti – men intet afgjort før 2. valgrunde på søndag
Seneste nyt
- Konjunkturindikatorer fra Kinas erhvervsliv viser yderligere svækkelse i juni
- Feds foretrukne inflationsindikator steg afdæmpet, men ikke nok endnu
Læs uddybende om dagens økonomiske og finansielle overskrifter: Klik her.
Dagens aktie
Royal Unibrew – sommervejret er jo som vinden
blæser
Sommervejret gik fra den ene yderlighed til den anden, da maj blev til juni – vi håber, det gode vejr vender tilbage i juli. Da det alt andet lige er sjovere at drikke øl i solskin end i regnvejr, har vi taget et kig på antallet af ”øl-drikke-dage” (dage med over 15 grader og begrænset eller ingen regn og vind). Dårligt vejr i juni ses også tydeligt på antallet af ”øl-drikke-dage”, som gik fra hhv. 4,9 og 9,2 flere ”øl-drikke-dage” i maj 2024 vs. maj 2023 for Vesteuropa og Norden til nu hhv. 5,4 og 5,5 færre dage i juni 2024 vs. juni 2023.
Da det alt andet lige er sjovere at drikke øl i solskin end i regnvejr, vil et højere antal ”øl-drikke-dage” fremme væksten. De kommende sommermåneder bliver udslagsgivende for væksten i ølsalget pga. det dårlige sommervejr sidste år og sommerens sportsbegivenheder i form af EM (14. juni til 14. juli 2024) og OL (26. jul. til 11. aug. 2024), som bør give en medvind til volumenvæksten, men det kræver nok bedre vejr, end vi har oplevet i juni.
Den positive kursreaktion ved regnskabet for 1. kvartal skyldes primært en opjustering af forventningerne til 2024, som på trods af opjusteringen fortsat ser relativt forsigtige ud (i hvert fald bunden af intervallet). Vi bemærker, at forventningerne til 2024 er baseret på en flad volumenvækst ud fra en antagelse om en forværring i forbrugersentiment i løbet af året. Dette vurderer vi er meget forsigtigt, givet den gode start på året. Sommeren bliver dog vigtig.
(Læs vores seneste analyse på Royal Unibrew eller seneste Danske Aktier)
Se vigtig investorinformation i forhold til Jyske Banks analyser og anbefalinger på jyskebank.dk/investorinformation.
Selskabsnyheder
Vestas: Afslutter kvartalet med en ordre på 800 MW
(Læs vores seneste analyse på Vestas)
Alm. Brand: Frasælger energi-forretning og lover ekstraordinær udlodning
(Læs vores seneste analyse på Alm. Brand)
Gubra: Påbegynder et fase 1-studie i fedme i partnerskab med Boehringer
Læs alle analyser og anbefalinger på enkeltselskaber på FinansnytPlus.
Har du ikke adgang til FinansnytPlus, så tag fat i din rådgiver for at høre om dine muligheder for at få adgang.


