Positiv start på uge med PMI’er, olie og topmøde i fokus

Rentestigninger tyngede i sidste uge risikovilligheden, men lavere oliepris – den er nu faldet fire dage i træk – og konstruktive signaler fra de indledende forhandlinger mellem USA og Kina medvirker her til morgen til en mere positiv stemning. Børserne i Asien handler oppe med omkring ½ %, og futures signalerer, at der er udsigt til en grøn start på dagens europæiske aktiehandel. I denne uge holder vi især øje med PMI’erne (onsdag) og topmødet mellem præsidenterne Trump og Xi (torsdag), men også oliepris og renter er absolut stadig i fokus.

Markedsfokus

  • Lavere oliepris hjælper på risikovilligheden fra ugens start

  • Temperaturmåling på euroområdets økonomi

  • Riksbanken på hold mens renteløft fra Norges Bank ikke kan udelukkes

Læs uddybende om dagens økonomiske og finansielle overskrifter: Klik her.


Dagens aktie

Nordea – Svensk valgsejr kan give lille stød til indtjeningen

Med sejren til centrum-venstre-partierne i Sverige er sandsynligheden for introduktionen af en midlertidig særskat på bankernes overnormale indtjening på højere renter rykket et skridt nærmere. Det er fortsat uvist under hvilken metode Socialdemokraternas forslag vil blive gennemført, men partiet har tidligere meldt ud at lovforslaget skal indbringe SEK 12 mia. til statskassen. Hvis vi antager at dette provenu deles ud proportionalt med markedsandelene på boligmarkedet i Sverige, betyder det, at Nordea (markedsandel 14%) skal afgive SEK 1,7 mia. og Danske Bank (markedsandel 3%) SEK 0,4 mia. Dette svarer for Nordeas vedkommende til ca. 3% af resultatet efter skat i 2027, mens det for Danske Bank svarer til ca. 1%. Vi ser derfor en begrænset risiko for begge bankers vedkommende fra forslaget hvis det skulle ende med at blive til lovgivning.

Nordeas finansielle mål frem mod 2030 lyder på en egenkapitalforrentning over 15% i alle år og en omkostningsprocent på 40-42% i 2030 (ekskl. regulatoriske omkostninger). Indfrier Nordea dette, vil det placere banken som en af de mest profitable og omkostningseffektive nordiske storbanker – og med et rimeligt udlodningspotentiale undervejs. Nordeas kommercielle ambitioner er høje de kommende år, og man venter at tage markedsandele på flere kernemarkeder og -segmenter. Vi ser dog konkurrencen om bankkunderne som høj, og det er ikke givet på forhånd at Nordea vil lykkes med sine vækstambitioner. Til gengæld ser vi bankens omkostningsplan som troværdig og de digitale skalafordele er åbenlyse for en bank som Nordea. Vi tror derfor Nordea vil lykkes med at levere en stabilt høj egenkapitalforrentning på linje med den langsigtede målsætning – dette gør aktien attraktiv ved den nuværende værdiansættelse.
(Læs vores seneste analyse på Nordea eller seneste Danske Aktier)

Se vigtig investorinformation i forhold til Jyske Banks analyser og anbefalinger på jyskebank.dk/investorinformation.


Selskabsnyheder

Novo Nordisk: Afholder i dag kapitalmarkedsdag i London, hvor der er fokus på vækst og investortillid
(Læs vores seneste analyse på Novo Nordisk)

DSV: Kuehne+Nagel har netop annonceret, at man har indgået en langsigtet strategisk aftale med Amazon
(Læs vores seneste analyse på DSV)

Læs alle analyser og anbefalinger på enkeltselskaber på  FinansnytPlus.
Har du ikke adgang til FinansnytPlus, så tag fat i din rådgiver for at høre om dine muligheder for at få adgang.