AI-temaet løfter aktier trods højere oliepris
Jyske Morgennyt 07.09.2026 - 08:31
Asiatiske aktier stiger, især teknologi og sydkoreanske chipproducenter, efter en stærk fredag for amerikanske halvlederaktier. OpenAIs lancering af GPT-6 og forventninger om øget AI-efterspørgsel bidrager til optimismen. Olieprisen går op efter amerikanske angreb på iranske tankskibe; Brent ligger omkring 97 dollar. AfD opnår rekordresultat i Sachsen-Anhalt, hvilket skaber politisk usikkerhed i Europa. Euroen er uændret, amerikanske jobtal og oliepriser holder fokus på inflation og mulig renteforhøjelse. Aktiefutures peger let ned, og markedet balancerer AI-optimisme med geopolitiske risici. USA er lukket pga. Labor Day.
Markedsfokus
- AI-optimismen holder liv i teknologiaktierne
- Inflationsgys bestemmer renteforhøjelse eller ej
- Høje energipriser og robust vækst får ECB til at forhøje renten på torsdag
Seneste nyt
- Skrøbeligt comeback på det amerikanske arbejdsmarked
- NOK holdes oppe af Iran-konflikt
Læs uddybende om dagens økonomiske og finansielle overskrifter: Klik her.
Dagens aktie
NKT - udsigt til en markant marginfremgang frem mod 2028
NKT afholder en kapitalmarkedsdag d. 29. september, hvor fokus vil være på den nye Charging Forward-strategi og indkøringen af højspændingsfabrikken i Karlskrona, som kommer op at køre i 2027/2028. Det baner vejen for, at NKT kan begynde at eksekvere på nogle af de ordrer, der er taget ind på rigtig gode priser hen over de sidste par år. Vi kigger derfor ind i en markant marginfremgang frem mod 2028, hvor vi forventer, at NKT vil kunne levere et operationelt EBITDA-resultat på omkring EUR 800 mio. – et godt stykke over NKT’s 2028 målsætning på over EUR 700 mio., som blev sat tilbage i december 2024. Siden da er den gns. pris på det, der skal overleveres i 2028, steget til EUR 2,4 mio. – op fra EUR 1,8 mio. i december 2024. Kvaliteten af ordrebogen er således blevet yderligere styrket, hvilket ikke er fuldt afspejlet i konsensusforventningerne, som efter vores mening undervurderer marginpotentialet frem mod 2028.
Vi vil dog ikke sætte næsen op efter nye finansielle mål i forbindelse med kapitalmarkedsdagen, da 2030 målsætningen allerede er kommunikeret ud. Det er derfor ikke sikkert, at kapitalmarkedsdagen bliver den helt store kurstrigger. NKT står dog med kapacitetsudvidelsen i Karlskrona godt positioneret til at få andel i det attraktive vækstpotentiale, der er på højspændingsmarkedet frem mod 2030, hvor elektrificeringen af samfundet og udbygningen af vedvarende energi stiller store krav til elnettet. Efterspørgslen forventes således at overstige kapaciteten på markedet frem mod 2030, hvilket lover godt for kvaliteten af de ordrer, der tages ind.
(Læs vores seneste analyse på NKT eller
seneste
Danske Aktier)
Se vigtig investorinformation i forhold til Jyske Banks analyser og anbefalinger på jyskebank.dk/investorinformation.
Selskabsnyheder
Novo Nordisk: Novartis' potentielle storsælger reducerer ikke risikoen for hjerte-kar-hændelser i fase 3-studie.
(Læs vores seneste analyse på Novo Nordisk)
A.P. Møller-Mærsk: Fragtrate stiger, da tyfoner skaber trængsel i havne i Asien.
(Læs vores seneste analyse på A.P. Møller-Mærsk)
Læs alle analyser og anbefalinger på enkeltselskaber på FinansnytPlus.
Har du ikke adgang til FinansnytPlus, så tag fat i din rådgiver for at høre om dine muligheder for at få adgang.


