Spørgsmål og svar om skatteoplysninger under FATCA/CRS
Hvad er TIN?
TIN står for Taxpayer Identification Number og er et nationalt skatteydernummer.
Nogle lande udsteder ikke separate TIN, men bruger et tilsvarende identifikationsnummer som fx det danske CPR- eller CVR-nummer.
Eksempler på TIN (personer):
- DK: CPR-nummer
- SE: Personnummer
- NO: Nationalt identitetsnummer
- USA: Social Security Number
Eksempler på TIN (selskaber):
- DK: CVR-nummer
- SE: Organisationsnummer
- NO: Organisasjonsnummer
- USA: Employer Identification Number
Find yderligere information om TIN
Hvad er FATCA?
FATCA står for Foreign Account Tax Compliance Act. FATCA er amerikansk lovgivning, som via en aftale mellem Danmark og USA er implementeret i dansk lovgivning. FATCA skal sikre, at alle, der er skattepligtige i USA, betaler skat der.
FATCA Partner Jurisdiktion
Et land som har indgået en aftale (IGA) med USA om udveksling af information i henhold til FATCA.
Se oversigten over hvilke lande, som har indgået en aftale med USA for at gennemføre FATCA
Hvad er CRS?
CRS står for Common Reporting Standard. Det er en OECD-aftale indgået mellem en lang række lande, som har forpligtet sig til at udveksle skatteinformationer.
For mere information om, hvilke lande som anses for at være deltagende lande, se den officielle liste offentliggjort af OECD [PDF]
Hvilke kunder undersøger Jyske Bank?
Jyske Bank er forpligtet til at indhente oplysninger om bl.a. skattemæssigt hjemsted ved etablering af nye kundeforhold. Derudover er vi forpligtet til at undersøge eksisterende kundeforhold, hvis kunden kan være skattepligtig til et andet land end Danmark.
Desuden skal vi indhente eller modtage nye oplysninger, hvis kundens forhold ændrer sig herunder ændring af skattemæssigt hjemsted.
Hvorfor undersøger Jyske Bank?
Vi er lovmæssigt forpligtet til at indhente information om bl.a. vores kunders skattemæssige hjemsted, så vi kan indberette skatteoplysninger korrekt.
Hvordan undersøger Jyske Bank?
Ved oprettelse af nye kundeforhold indhenter vi som udgangspunkt oplysningerne, og kunden bekræfter dem i kundeaftalen. I eksisterende kundeforhold sender vi typisk en egenerklæring, som kunden selv udfylder og returnerer til Jyske Bank.
Desuden kan det medføre behov for underskrift på en ny kundeaftale, hvis kundens forhold ændrer sig eller vi modtager nye kundeoplysninger.
Hvad sker der med mine oplysninger?
Hvis dit skattemæssige hjemsted befinder sig uden for Danmark, kan vi være forpligtet til at videregive både informationerne om dig og finansielle oplysninger vedrørende dine konti og depoter til SKAT. SKAT udveksler disse oplysninger med skattemyndighederne i de lande, hvor du er skattepligtig.
Hvad indberetter Jyske Bank til SKAT?
Vi indberetter bl.a. navn, adresse, skatteydernummer (TIN), samt finansielle oplysninger i form af renter, udbytter, værdien af salg af værdipapirer samt saldi på konti og depoter.
Er jeg skattepligtig i USA?
USA har sine egne regler for, hvordan det bestemmes, om du er skattepligtig i USA.
Privatpersoner anses generelt for at have skattemæssigt hjemsted i USA, hvis de har bopæl i USA, er amerikansk statsborger (inklusive personer med dobbelt statsborgerskab), har gyldig arbejdstilladelse (såkaldt Green Card) eller har permanent ophold i USA. Hvis du har hjemsted i USA, kan du være skattepligtig der.
Personer, der er født i USA, er som udgangspunkt amerikanske statsborgere og dermed skattepligtige i USA, medmindre man selv har afstået sit amerikanske statsborgerskab.
Amerikanske statsborgere, som opholder sig uden for USA, er fortsat skattepligtige til USA, og derfor har Jyske Bank pligt til at indhente skatteoplysninger.
Hvis du har afstået dit amerikanske statsborgerskab, er Jyske Bank forpligtet til at indhente dokumentation for det.
Selskaber anses generelt for at have skattemæssigt hjemsted i USA, hvis selskabet er stiftet og registreret i USA eller har hovedsæde i USA.
Særligt for selskaber
Jyske Bank er forpligtet til at indhente oplysninger om bl.a. skattemæssigt hjemsted ved etablering af nye kundeforhold. Derudover er vi forpligtet til at klassificere selskaberne ud fra deres aktiviteter, ligesom vi bl.a. skal indhente oplysninger om de kontrollerende personers skattemæssige hjemsted.
For selskaber, hvor vi ikke på baggrund af registrerede og kendte oplysninger kan klassificere selskaberne, er Jyske Bank desuden forpligtet til at indhente en egenerklæring fra selskabet. Der skal på egenerklæringen i visse tilfælde bl.a. oplyses om de kontrollerende personers skattemæssige hjemsted. Hvis de kontrollerende personers skattemæssige hjemsted befinder sig uden for Danmark, kan vi være forpligtet til at videregive informationer til SKAT.
Der kan være behov for en ny egenerklæring eller kundeaftale, hvis selskabets oplysninger eller de kontrollerende personer ændrer sig.
Andre spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål, der ikke er besvaret her, er du velkommen til at kontakte Jyske Bank på [email protected].
