Borgen Late Night: Kaos i Dansk Folkeparti
Kommunalvalgets store taber blev ikke alene Dansk Folkeparti, men også Kristian Thulesen Dahl rent personligt.
Af Jyske Bank
23. november 2021 kl. 14.55
På weekends hovedbestyrelsesmøde blev det besluttet, at partiet skal vælge ny formand på et ekstraordinært årsmøde allerede 23. januar. Datoen er kontroversiel, for her vil partiets mangeårige kronprins Morten Messerschmidt endnu ikke have fået afklaret sin anke af fængselsdommen for dokumentfalsk.
Med Messerschmidt reelt ude af magtspillet retter opmærksomheden sig mod nu Venstres tidligere næstformand Inger Støjberg, som jo også sidder på anklagebænken. Hendes kandidatur som ny formand for Dansk Folkeparti må afvente dommen i rigsretten, der dog ventes inden jul. Men ønsker hun det overhovedet? Og hvem er det mulige bud, hvis både Messerschmidt og Støjberg fældes af retssystemet?
Presset på statsminister Mette Frederiksen fortsætter - og de seneste forviklinger i sms-sagen har bestemt ikke skabt større troværdighed omkring S-regeringen. Minkkommissionen gør ondt på Socialdemokratiet, og meningsmålingerne begynder da også for alvor at vise dødt løb. Mette Frederiksen har sat hele sin føring fra corona-perioden over styr, og pludselig har blå blok fået en reel chance ved næste folketingsvalg.
Se ugens udgave af Borgen Late Night med de to politiske kommentatorer Lars Trier Mogensen og Jarl Cordua