Borgen Late Night: Grøn gambling
Tirsdag fremlagde S-regeringen derfor en ny reformpakke, som bl.a. sætter dato på udfasningen af gasfyr og lægger op til mere og hurtigere grøn strøm fra solceller og vindmøller.
Men den grønne reformplan er endnu ikke så konkret: S-regeringen har således ikke anvist præcist, hvordan og hvornår de godt 380.000 gasfyr i Danmark skal erstattes med fjernvarme. Og den usikkerhed kan hurtigt komme til at skabe problemer. Foreløbigt er budskabet kun, at gaskunderne kan se frem til en større regning, og det kan blive politisk risikofyldt for Socialdemokratiet i et valgår. Særligt fordi regeringen også vil have flere solcelleparker og vindmøller på land – kæmpe anlæg, som ofte møder voldsom lokal modstand.
Valgkampen op til folkeafstemningen om at afskaffe forsvarsforbeholdet 1. juni har til gengæld været totalt domineret af én enkelt partiformand, Morten Messerschmidt. Hvorfor er han kommet til at fylde alt? Hvad er ja-sidens mulige modtræk? Og hvad er det for nye og interne problemer i Dansk Folkeparti, som netop har ramt Morten Messerschmidt? Og hvornår stempler Mette Frederiksen ind i EU-valgkampen?