Vigtige tanker når I flytter sammen

Der er mange ting at holde styr på, når du og kæresten beslutter jer for at flytte sammen. Og det handler ikke kun om indretning – om at vælge møbler, gardiner og sengetøj. Det er vigtigt, at I også får gjort jer en række økonomiske overvejelser, lige fra fælles budget, til sameje og testamente.
Af Bettina Brask, formueøkonom i Jyske Bank
11. april 2023 kl. 11.00

Et af de sikre forårstegn er lyden af fuglenes fløjten om morgenen. Det er hannen, der synger for at hævde sit territorium og lokke hunnerne til. Inden længe, så vil han være i gang med at bygge rede med den mage, som han fik tiltrukket med sin fløjten.

Vi mennesker bygger også rede, når vi har fundet kærligheden. Nogle gange har den ene part allerede en bolig, som den anden flytter ind i. Andre par finder en ny fælles bolig. Uanset om man flytter sammen i den enes bolig eller i fælles ny bolig, så er der flere forhold, som man bør være opmærksom på. Ikke mindst hvis man flytter sammen uden at være gift.

Du og din kæreste er måske vokset op med at klare rengøring, økonomi og indretning på hver jeres måde, så det kan kræve kompromisser og forventningsafstemning. Måske skal du indstille dig på, at du ikke får dine højtalere med ind i det nye hjem, måske bliver du overrasket over de brugte strømper, som pludselig ligger og flyder på gulvet i stedet for i vasketøjskurven.

Ligesom det er en god ide at få snakket med hinanden om rengøring og indretning, så er det vigtigt, at I får afstemt de økonomiske forventninger, og at I begge er bevidst om de økonomiske konsekvenser.

Fra budgetkonto til boligkøb

Flytter I sammen uden at være gift, så har I hver jeres økonomi. Her er det min anbefaling, at I aftaler, hvordan den fremtidige økonomi skal være. Det kan f.eks. være en aftale om at beholde hver sin lønkonto og oprette en fælles budgetkonto til de fælles udgifter.

Det er også vigtigt, at I er opmærksom på ejerskab og gældsforpligtelse. Det kan f.eks. være aktuelt, hvis I på et tidspunkt overvejer at købe bil. Hvis I skal være fælles om bilen og dens udgifter, så er det også vigtigt, at I begge står som ejer af bilen. Står du ikke som ejer af bilen, så vil din samlever kunne tage bilen med sig, hvis I flytter fra hinanden. Og hvis du har skrevet under på lånedokumentet, så vil du fortsat hæfte for gælden, selvom du ikke længere har bilen.

Flytter du ind i din samlevers ejerbolig, så bliver du ikke automatisk medejer, selvom du betaler til de fælles udgifter. I den situation er det vigtigt at være opmærksom på, at de penge, du lægger i boligen, får du ikke igen, hvis du en dag flytter ud igen.

Vælger I at købe boligen sammen, så kan det være en god ide at lave en samejeoverenskomst. Her aftaler I, hvad der skal ske, hvis I en dag flytter fra hinanden. Så står det helt klart, hvem der kan overtage boligen og på hvilke vilkår.

Hvordan kan I sikre hinanden økonomisk?

Mange tror, at ”man arver efter hinanden, hvis man har boet sammen i mere end 2 år.” Men nej, sådan er reglerne ikke. Derfor er det en god ide at tænke over, hvordan I kan sikre hinanden økonomisk, hvis den ene pludselig dør. Så den efterladte ikke står med de store økonomiske udfordringer oven i sorgen.

Hvis I ingen børn har, så vil det som udgangspunkt være afdødes forældre, som arver. Du kan nemlig ikke arve efter din samlever uden testamente. Hvis I har børn, så vil det ifølge arveloven være børnene, der arver. Og er de under 18 år, så skal arven indsættes i et forvaltningsinstitut.

Det kan betyde, at det hus, som i sammen har ejet gennem flere år, og hvor børnene har deres hverdag, måske skal sælges, for at børnene kan få deres arv.

For at sikre hinanden kan I få lavet et gensidigt testamente. Har I ikke børn, så kan du testamentere over hele din egen formue. Har I børn, så kan I lave testamente over de 75 %. Ønsker I at arve hinanden, som var I ægtefæller, så kan I benytte jer af et udvidet samlevertestamente. Her kan I hver bestemme over 87,5% af formuen i stedet for de 75%.

Der gælder særlige betingelser for at oprette et udvidet samlevertestamente, derfor anbefaler jeg altid, at man får udarbejdet sit testamente i samråd med en advokat.

Hvem skal arve din pension?

For dine pensioner er der helt andre regler. Pensioner udbetales ved din død til den, som er anført som begunstiget på din pensionsaftale. Har du ikke selv aktivt ændret begunstigelsen på din pensionsaftale, så vil den blive udbetalt til dine nærmeste pårørende.

Hvis du gerne vil sikre, at din samlever kan arve dine pensioner fra den dag, hvor I flytter sammen, så kan du aktivt ændre begunstigelsen.

Når du har taget et aktivt valg om udbetalingen af dine pensioner og forsikringer ved død, så er det også vigtigt, at du husker at tilpasse beslutningen, hvis der sker ændringer i dit liv.

Nu sidder du måske og tænker, at det er emner, som det kan være mærkeligt at tænke på og tale om, når man bare glæder sig til at flytte sammen. Men det er lettere at få tingene gjort nu, end hvis der kommer en dag, hvor I taler knap så godt sammen.

Få 5 gode råd hvis I vil skrive testamente

Del denne side:

Seneste nyt fra Privatøkonomi

1/0