Tjekliste: Sådan gennemgår du din forskudsopgørelse

Skattestyrelsen åbner for forskudsopgørelsen den 11. november. Det giver dig adgang til dit personlige skattebudget for 2026. Det er dit ansvar – og i din egen interesse – at alle tal passer til din aktuelle og forventede økonomi. Her får du en tjekliste, som gør det lettere at komme godt og sikkert igennem forskudsopgørelsen.
Af Bettina Brask, Formueøkonom i Jyske Bank
06. november 2025 kl. 09.00

Så er det igen tid for forskudsopgørelsen – og i år er der lidt nyt at forholde sig til. For det første er det nu, at topskatten erstattes af tre skatter: Mellemskat, topskat og top-topskat.

Derudover kan en gruppe seniorer glæde sig over et senior-beskæftigelsesfradrag, som indfases fra 1. januar. I finansloven er det nemlig aftalt, at seniorer med fem eller færre år til folkepensionsalderen får et ekstra beskæftigelsesfradrag på 8,5 pct. af arbejdsindkomsten i 2026-2029. I 2030 sættes det yderligere op til 10 pct.  

Også de unge under 18 år kan glæde sig, da de fra 2026 ikke længere skal betale AM-bidrag af deres indtægt. Fritagelsen gælder til og med den 31. december i det år, hvor personen fylder 17 år.

De nye tiltag indfases automatisk, så opgaven bliver at have styr på de øvrige felter på forskudsopgørelsen. Da de er indsat automatisk ud fra tidligere oplysninger, så er det vigtigt, at man forholder sig til, om tallene forsat passer. 
Her kommer mine tjekliste til, hvad du bør gennemgå på din forskudsopgørelse:

Tjek din lønindkomst – og sæt den ikke for højt

Lønnen ændrer sig løbende. Måske fordi du har fået et andet arbejde eller en lønstigning. Men husk nu at indsætte den rigtige lønindkomst – ellers kan du risikere en restskat, når året er omme.

Beskæftigelsesfradraget gives til alle, der er i arbejde – uanset alder – og udgør 12,75 % af lønindkomsten, dog maksimalt 63.300 kr. Det svarer til en AM-bidragspligtig indkomst på cirka 496.000 kr.

Det kan være fristende at angive en lidt højere indkomst end forventet for at få penge tilbage i skat. Men det kan vise sig at være en dårlig idé. Hvis du f.eks. tjener 350.000 kr. om året, men indberetter 400.000 kr., vil du få et større beskæftigelsesfradrag end du reelt har ret til. Det kan føre til restskat, når årsopgørelsen bliver lavet.

Indbetaling på pension

Når du indbetaler på din private pension i løbet af året, så bliver det indberettet til skat. Dermed opnår et fradrag for ratepension- og livrenteindbetalinger. Men ved at skrive det på forskudsopgørelsen, så kan du allerede få glæde af fradraget i løbet af året.

Har du tidligere lavet et større engangsindskud på pension, som skal fratrækkes over 10 år, så skal du selv påføre det årlige fradrag. Pensionsselskabet indberetter indskuddet til skat i indskudsåret, men fordelingen udover de 10 år på opgørelsen – den står du selv for!

Befordringsfradrag

Du kan få befordringsfradrag for din transport, hvis du har over 12 km til arbejde. Så har du skiftet arbejde, så skal du ændre dit fradrag op eller ned. Du har ret til fradraget, uanset om du cykler eller tager offentlig transport – men ikke for de dage, hvor du har hjemmearbejde.

Som noget nyt i år bliver befordringsfradraget udvidet til også at omfatte studerende i landets yderkommuner og på småøer, der har mere end 12 km mellem hjem og uddannelsessted. 

Folkepensionist – undgå efterregulering

Forskudsopgørelsen danner grundlag for din folkepensionsudbetaling. Derfor er det vigtigt, at indkomsterne på forskudsregistreringen er korrekte – så undgår du en efterregulering af folkepensionen.  

Vigtigt for boligejere 

Det er vigtigt, at du retter din forskudsopgørelse, hvis du køber eller sælger en bolig. Det sikrer, at du betaler den korrekte boligskat hver måned.

Har du købt eller solgt bolig i udlandet, skal det også med på din forskudsopgørelse.

Du kan med fordel gennemgå dine renteudgifter på dit realkreditlån, så du ikke står med for høje renteudgifter. Det gælder både, hvis du har omlagt lån eller har lån med variabel rente. Hvis du omlægger lånet i løbet af året, kan du med fordel rette forskudsopgørelsen igen.

Det er også på din forskudsregistrering, at du kan til- eller framelde indefrysningsordningen.

Aktier i et frit depot

Har du aktier i et frit depot, så kan du modtage udbytter i løbet af året, samt opnå avancer eller tab ved salg af aktier. Det vil give dig en aktieindkomst. Den forventede indkomst vil fremgå af forskudsregistreringen, og du kan rette den ud fra dine forventninger til det kommende år. Det er også vigtigt, hvis din forskudsregistrering for eksempel danner grundlag for folkepensionen.

Vær opmærksom på, at hvis du har investeret i aktier i din pension eller på en aktiesparekonto, så får du ikke en aktieindkomst, da afkastet beskattes direkte på ordningen med lagerbeskatning.

Husk håndværker- og servicefradraget

Skal du have lavet klima- og energirenoveringer, så kan du benytte dig af håndværkerfradraget. Husk, det er kun arbejdslønnen, som tæller med.

Sidst – men ikke mindst – skal du se på servicefradraget.

Servicefradraget er et fradrag for udvalgte serviceydelser, fx rengøring, børnepasning og havearbejde i dit hjem eller sommerhus. Vær opmærksom på, at hvis sommerhuset har været udlejet en del af året, kan du ikke få servicefradraget.

For at opnå fradraget skal du betale regningen elektronisk, fx med dankort, MobilePay eller netbank – ikke med kontanter. Husk også at gemme dine kvitteringer, som skal bruges til indberetningen, når året er omme.

Gem opskriften – så du kan lave et halvårstjek

Nu har du forberedt dig på året 2026, så du undgår en restskat. Men der kan ske forandringer i løbet af året – derfor bør du genbesøge din forskudsregistrering, når der sker ændringer i dit liv.

Og jeg vil anbefale, at du under alle omstændigheder tager et halvårstjek. Så er du på den sikre side, når året er omme.

Gå til forskudsopgørelsen

Del denne side:

Seneste nyt fra Privatøkonomi