Boligøkonom: Boliger i byen bremses af eksisterende boligejere
Før sommerferien skrev boligøkonom Mikkel Høegh en blog om det danske boligmarked i lyset af befolkningsprognoserne og det faktum, at stadig flere ønsker at bo i byerne. Løsningen kunne være at bygge højere og tættere, men det er der ikke mange politikere, der taler om – slet ikke nu, hvor der er et kommunalvalg lige om hjørnet.
”Dertil har de eksisterende boligejere for meget magt og modvilje. Et fænomen, der kendes under begrebet NIMBY – Not in my backyard. Det lover jeg at skrive mere om efter sommerferien,” skrev Mikkel Høegh dengang.
Vi tager ham på ordet.
Den enkle løsning er at rykke en balle ...
”I øjeblikket bliver der sagt og skrevet meget om billige betalbare boliger. Der kommer mange forslag op – nogle mere eksotiske end andre. Sådan er det jo med valgkamp,” siger Mikkel Høegh.
I virkeligheden er løsningen dog enkel, mener boligøkonomen. Mere byggeri i højden. Den løsning er bare ikke populær hos dem, der allerede har foden indenfor på boligmarkedet. Mikkel Høegh forklarer:
”Hvis vi vil have billigere boliger, så må vi bo tættere sammen. ’Ryk en balle, så der er plads til alle’, som børnene siger. Løsningen er derfor byfortætning, men det er ikke populært hos dem, der har deres på det tørre og allerede er inde på boligmarkedet. De ønsker jo ikke, der pludselig skyder et højhus op på nabogrunden. Deraf udtrykket: Not in my backyard.”
Mikkel Høegh forklarer videre, at de eksisterende boligejeres magt består i deres stemmeret. Til kommunalvalget kan de stemme på politikere, der vil bevare grønne områder, eller som går ind for lavt byggeri. Dermed blokerer eller begrænser de muligheden for nybyggeri.
Boliger, solceller – og en gammel sang
Not in my backyard er et udtryk, der også bruges flittigt omkring vedvarende energi, hvor der kan være bred enighed om, at vindmøller og solceller er vejen frem – men mange projekter møder protester fra de lokale borgere, der pludselig kan se frem til at få anlæggene placeret i 'baghaven'.
Et paradoks, som den folkekære musiker Niels Hausgaard allerede tog fat på tilbage i 1976 med sangen ’Hilsen fra os’ på LP’en” Atomkraft? Nej tak”. Sangens ironiske tekst handler om fire jyder samlet på købmandens lager, hvor de over en øl bliver enige om, at atomkraft er en god ide – bare det bliver bygget på Sjælland eller det østlige Fyn ..!
Nu er parolen i stedet: 'Boliger i min baghave? Nej tak.'
Friværdisocialister blokerer for billige boliger
”Et af mine favoritord i forhold til boligdebatten er friværdisocialisterne,” fortæller Mikkel Høegh.
Et ord som Jonas Bjørn Jensen brugte i et debatindlæg i Politikken i 2021 i sin egenskab af politisk ordfører for Socialdemokratiet. Men hvem og hvad er så friværdisocialister?
”Det er folk, der har deres på det tørre enten i form af en ejerlejlighed, andelsbolig eller en reguleret lejebolig i byen, men som samtidig er optaget af, hvordan de unge skal få fodfæste i byerne med de stigende boligpriser. Friværdisocialister har altså hjertet på rette sted, men i praksis er de en stor del af problemet i forhold til at sikre billige betalbare boliger,” forklarer Mikkel Høegh.
Trods de gode intentioner har mange friværdisocialister nemlig holdningen: Not in my backyard. Det handler om at værne om egne grundværdier og udsigter. Men konsekvensen er, at det bliver svært for de unge at få fodfæste på boligmarkedet.
Modige beslutninger og kameler at sluge
For at løse problemet er politikerne nødt til at tage nogle modige beslutninger, som ikke nødvendigvis er populære hos de eksisterende boligejere og vælgere. Men den eneste rigtige løsning i forhold til den økonomiske teori er at udnytte de knappe ressourcer bedst muligt, mener Mikkel Høegh:
”I storbyerne er den knappe ressource jord. Derfor kommer vi ikke uden om at bygge tættere og højere – også selv om det ikke lyder rart for dem, der allerede er inde på markedet. Men er man ikke villig til at sluge den kamel, så kan hjertet måske nok sidde på det rette sted – men så er bekymringen for, at de unge kan etablere sig i byerne tom snak, og så bliver de billigere boliger aldrig en realitet.”