Stigende energipriser sætter boligøkonomien under pres

Bing, sagde min computer, og ind tikkede en kedelig mail fra Seas, mit lokale forsyningsselskab. Med let svedige hænder fik jeg fundet mit NemID frem og logget på. Jeg var godt klar over, at der var tale om en kedelig mail, men hvor kedelig var den egentlig? Her over morgenkaffen på kontoret kunne jeg konstatere, at aconto opkrævningen på mit gasforbrug for årets første kvartal, er på niveau med hele sidste års forbrug. Tak for kaffe! Nu klarer jeg mig nok, men øvelsen er nu at finde ud af, hvad jeg skal prioritere anderledes i min daglige økonomi.

Vi lever på mange måder i spændende tider. Lige nu er nyhedsrullen desværre fyldt med grusomme og tragiske historier. Kigger jeg ud ad vinduet fra mit kontor, vejrer det Ukrainske flag, der hvor enten Jyske Banks flag eller Dannebrog vejrer ved festlige lejligheder. Som et trist symbol på, at vores verden har ændret sig. Konflikten har en lang række realøkonomiske konsekvenser og øger sandsynligheden for recession ganske betragteligt.

Stigende energipriser kalder på prioritering

Det første direkte og mest mærkbare konsekvens af konflikten er, at råvarepriserne – herunder priserne på energi – er steget til himmels. Det er også blevet væsentligt dyrere at tanke bilen. I skrivende stund har jeg netop tanket mig egen bil til 16,40 kr. literen, og jeg vil ikke blive overrasket, hvis vi kommer til at opleve en pris på 20 kr. Mange af de ting, der stiger voldsomt i pris, kan vi ikke helt begrænse vores forbrug af. Det betyder, at vores økonomiske råderum er mindre efter de faste udgifter. Der ér bare mindre på bundlinjen – og det er ikke det bare sjov.

Mange vil, som jeg, få et chok over deres forbrugsudgifter. Jeg havde dog ventet at få et chok, men andre er måske knap så forberedt. Problemet her kan være, at pengene er brugt, men det er varmen og badet med videre jo også. Vi må derfor igen efter corona indstille os på, at der kommer en tid, hvor flere får svært ved svare deres udgifter. Det betyder, at antallet af restancer og henstand af leje formentlig vil være stigende de kommende måneder. Ja, det vil sågar ikke overraske mig, hvis det kan føre til flere konkurser og tvangsauktioner.

Energipriserne er dog ikke det eneste, der er steget. Det samme er alle livets fornødenheder i øvrigt. I februar steg forbrugerpriserne med hele 4,8 pct. i forhold til samme måned i fjor. Det er den kraftigste prisstigning i 30 år. Givet at lønningerne endnu ikke stiger på samme niveau, så står forbrugerne i Danmark over for en massiv tilbagegang i reallønnen. Og også renteudgifter med videre er steget. Så, selv om danskerne i gennemsnit er ganske velpolstrede, kan det ikke undgås, at nogle vil snuble. Det betyder også, at nogle vil få svært ved at betale deres husleje og terminer. Det er desværre konsekvensen.

Oplevelsesøkonomien må holde for – igen

Igen må vi nok forvente, at oplevelsesøkonomien, kulturlivet, biograferne, restauranter, cafeer med videre endnu en gang må holde for. Når de økonomiske ressourcer skal prioriteres, er det disse brancher, der trods alt sælger luksusgoder, der kommer til at holde for. Det er brandærgerligt, da disse brancher også måtte holde for i tiden med corona-restriktioner. Vi må bare håbe, at det hele bliver bedre på den korte bane, og på den lange bane må vi heppe på – og gøre vores for – den grønne omstilling. Det er herfra, håbet skal komme på sigt.

Den grønne omstilling kommer dog ikke af sig selv, og er heller ikke helt billig, da vi i hvert fald ikke på alle fronter er klar rent teknologisk. Måske man også på den korte bane skal overveje at sende nogle af de ekstra mange penge, som staten får i kassen fra energiafgifter med videre, tilbage til forbrugerne.

På den helt korte bane bør vi måske for en tid skrue ned for de grønne ambitioner og tage ældre teknologier i brug igen – bare mens krigen raser og Europa rejser sig igen. Jeg ved godt, det lyder som en modsætning, men lige nu vil det altså lune i mange sårbare privatøkonomier. Når freden så har indfundet sig, skal der turbo på den grønne omstilling. Afslutningsvist vil jeg bare håbe på at fornuften i sidste ende sejrer, og at våbenhvilen snart vil indtræde.