Først til mølle: søg tilskud til en varmepumpe
Fra tirsdag den 12. september 2023 kan man ansøge om at få et tilskud fra Energistyrelsens varmepumpepulje, hvis man drømmer om at varme sit hus op på en billigere og mere klimavenlig måde.
Man skal leve op til en række krav, hvis man vil have tilskud til en varmepumpe. Pengene fordeles efter først til mølle-princippet blandt de godkendte ansøgere, så vil man have gode chancer, må man sidde klar ved tasterne tirsdag klokken 10.
Man kan søge om tilskud til to slags varmepumper. Den ene er en luft til vand-varmepumpe og den anden en væske til vand-varmepumpe (jordvarme). Når man ansøger, skal man gøre det klart, hvilken af de to typer, man søger tilskud til.
Hvem kan ansøge?
Der er fem krav, som skal være opfyldt, og derefter handler det kun om, hvor man står i køen.
- Huset skal være en helårsbolig, og man skal eje boligen.
- Huset opvarmes med oliefyr, gasfyr, elvarme eller biokedel som eksempelvis træpillefyr.
- Der må ikke være fjernvarme i området og heller ikke planlagt fjernvarme.
- Du må ikke i forvejen være ved at skifte til varmepumpe og eksempelvis have et bindende tilbud liggende.
- Dit tilskud skal gå til en luft til vand-varmepumpe eller en væske til vand-varmepumpe (jordvarme).
Hvor meget får man?
Der er afsat 236,1 mio. kroner til varmepumpepuljen i 2023, og dit tilskud afhænger af, hvilken varmepumpe, du vil installere.
Får man tilskud til en luft til vand-varmepumpe, kan man forvente at modtage 17.000 kr.
Får man tilskud til en væske til vand-varmepumpe, som også er kaldet jordvarme, kan man til gengæld forvente at modtage 27.000 kr.
Læs mere om, hvordan man søger om tilskud på sparenergi.dk
Billigere lån til fyr
Hvis du ikke står med resten af beløbet i lommen, kan du få hjælp til finansieringen hos Jyske Bank.
Først giver det mening at kigge på, hvor meget du fremover vil kunne spare ved at skifte til en varmepumpe. Det kan du gøre med en energiberegner.
I forhold til selve finansieringen har du to muligheder: Jyske Banks Energilån eller Jyske Fyr dit fyr-lån.
Fordelen ved Jyske Fyr dit fyr-lån er, at man hverken betaler etableringsgebyr eller tinglysningsafgift, dog gælder det kun, hvis du udskifter et olie- eller gasfyr.