Årene før folkepensionen er guld værd

Når du nærmer dig folkepensionsalderen, har du en unik mulighed for at styrke din økonomi. Det handler om aldersopsparing og det høje indbetalingsloft, der gælder i de sidste syv år før din folkepensionsalder.
Af Bettina Brask, Formueøkonom i Jyske Bank
02. december 2025 kl. 10.00

I gennemsnit har hver dansker 250.000 kr. stående på en konto i følge Danmarks Statistik. Penge, som ikke er investeret eller på anden måde placeret, så de kan vokse i værdi.

Ved at placere pengene anderledes kan du opnå en større gevinst end den rente, du får på en konto.

Hvorfor er aldersopsparing så attraktiv?

Aldersopsparing er en pensionsordning med flere fordele, og som den eneste pension, giver den ikke modregning i pensionstillægget. Udbetaling fra aldersopsparing påvirker ikke folkepensionens pensionstillæg.

Du får ikke fradrag for indbetalingerne, men til gengæld er udbetalingen helt skatte- og afgiftsfri. Og så er udbetalingen fleksibel. Det betyder, at du kan vælge at få pengene udbetalt som et engangsbeløb eller i flere rater. Du kan også vente op til 20 år efter pensionsudbetalingsalderen – eller bare hæve pengene, når du har behov for dem.

Du skal dog have nået den udbetalingsalder, som gælder for din pensionsaftale. Det kan være, når du fylder 60 år eller måske fem eller tre år før din folkepensionsalder.

Har du ikke hævet alle pengene inden 20 år efter din pensionsudbetalingsalder, så kan du vælge at få det sidste udbetalt løbende over en årrække på op til 10 år.

En anden god grund til at bruge ordningen er, at afkast beskattes med kun 15,3 % (PAL-skat), hvilket er langt lavere end beskatning af frie midler, hvor skatten kan være op til 42 %.

Det høje indbetalingsloft – din gyldne chance

I 2025 er reglerne sådan:

  • Har du mere end 7 år til folkepensionsalderen, kan du indbetale op til 9.400 kr. årligt.
  • Har du 7 år eller mindre til folkepensionsalderen, kan du indbetale op til 61.200 kr. årligt – indtil året efter du starter udbetaling af ratepension eller livsvarig livrente.

Det betyder, at du i de sidste syv år kan indbetale over 400.000 kr. på en ordning, der ikke giver modregning og som udbetales skattefrit.

Hvorfor ikke bare lade pengene stå i banken?

Hvis du har frie midler stående på en almindelig konto, får du typisk en meget lav rente – og betaler skat af afkastet som kapitalindkomst (op til 42 %).

På en aldersopsparing beskattes afkastet kun med 15,3 %, og du får samtidig en ordning, der ikke påvirker dine offentlige ydelser.

Hvad kan det blive til?

Hvis du udnytter det høje loft og indbetaler 61.200 kr. årligt i 7 år, ser det sådan ud:

  • Samlet indbetaling: 428.400 kr.
  • Med 4 % årligt afkast (efter PAL-skat): ca. 483.000 kr.

Det betyder, at du kan få 40.000–50.000 kr. ekstra i forhold til blot at lade pengene stå på en konto – uden at det påvirker dit pensionstillæg.

Hvis du overvejer at benytte dig af efterløn eller tidlig pension, så skal du dog være opmærksom på, aldersopsparingen vil indgå i modregningsgrundlaget for disse ydelser og ikke være en optimal løsning.

Har du ikke allerede en aldersopsparing, eller er du i tvivl om aldersopsparingen er noget for dig, så tag fat i din rådgiver, som kan hjælpe dig i mål med den optimale opsparingsmodel til dig. 

Aldersopsparing i Jyske Bank

Del denne side:

Seneste nyt fra Privatøkonomi