Sådan kan du spare op til dit barn i 2025

Vi ønsker alle at give vores børn og børnebørn den bedste start på livet. Og når vi ser på den økonomiske start, så kan den rigtige opsparingsform føre til et større opsparet beløb til barnets fremtid.
Der er flere opsparingsmodeller, som kan bruges til børn og børnebørn, og du kan med fordel anvende modellerne i den rigtige rækkefølge og kombination. Du kan nemlig godt bruge flere modeller samtidigt.
Start med at finde ud af, hvornår du ønsker, at barnet skal kunne bruge af pengene.
Børneopsparingen er altid førstevalg
Jeg vil altid vælge børneopsparingen først, da afkastet på denne ordning ikke beskattes. Det betyder, at der ikke skal betales skat af et eventuelt afkast.
Når du indbetaler på børneopsparingen, så sikrer du barnet en opsparing, som kan komme til udbetaling på et tidspunkt i alderen 14 år til 21 år. Det kan være et godt tilskud til kørekort eller indskud til den første lejlighed. Eller noget helt tredje.
Du har mulighed for at indbetale 6.000 kr. om året på en børneopsparing – maksimalt 72.000 kr. i alt.
Obligationer og investeringsfonde som andet valg
Min anbefaling til andet valg afhænger af, om barnet har brugt sit personfradrag eller ej. Hvis personfradraget ikke er brugt, så kan du med fordel investere i værdipapirer, hvor afkastet bliver beskattet som kapitalindkomst. Det kan være investering i obligationer eller i investeringsforeninger.
Personfradraget udgør 51.600 kr. i 2025. Kan afkastet holdes derunder, betales der en reel skat på 0 pct. af afkastet.
Det er altså vigtigt, at du vælger værdipapirer, hvor afkastet beskattes som kapitalindkomst. Hvis du i stedet vælger værdipapirer, som f.eks. aktier, hvor afkastet bliver beskattet som aktieindkomst, så skal barnet betale aktieindkomstskat. Denne skat er på 27 pct. af de første 67.500 kr. i avance og udbytte og 42 pct. for et eventuelt afkast over 67.500 kr.
Det afkast i kapitalindkomsten, som ikke kan indeholdes i personfradraget, bliver beskattet som personindkomst.
Og så er der en vigtig detalje, du skal være opmærksom på, når vi taler investering i frie midler til børn. Det er, hvem barnet har fået pengene af.
Har du givet beløbet som forælder, så bliver du selv beskattet af afkastet. Er det derimod bedsteforældre eller andre, som har givet pengegaven, så bliver afkastet beskattet hos barnet.
Når du har opbrugt mulighederne i børneopsparingen og personfradraget, så har du yderligere to gode valgmuligheder.
Overvej en aktiesparekonto til børn
Aktiesparekontoen er den ene mulighed, som jeg vil fremhæve.
Fordelen ved aktiesparekontoen er, at du har mulighed for at investere i aktier uden at du skal sætte dig ind i en masse skatteregler for aktiehandel. På aktiesparekontoen laver banken en årlig udregning for dig, så du kan se, om og hvor meget investeringen er vokset. Der skal betales skat af værdistigningen – men kun 17 pct., som trækkes direkte på kontoen.
Derfor vil den være nem og overskuelig for dig, men også for barnet, når han eller hun selv bliver interesseret i investeringen.
Du kan indskyde op til 166.200 kr. pr. den 1. januar 2025, og du kan bestille den direkte i din mobilbank, også til dine børn.
Aldersopsparing til barnet giver god mening
Den sidste gode mulighed, som jeg vil nævne, er aldersopsparing. Nu lyder det nok lidt mærkeligt at tale om pension til børn, men det giver faktisk god mening.
Årsagen er, at selv et lille beløb bliver til mange penge med tiden. Så du kan være med til at give dit barn eller barnebarn ekstra muligheder senere i livet, hvor aldersopsparingen kan være med til at skabe en meget fleksibel og valgfri seniortilværelse.
Aldersopsparingen er den mest fleksible pensionsopsparing, du kan få. Der er ikke noget skattefradrag ved indbetalingen, men det har et barn som oftest heller ikke behov for. Derimod er der en meget lav beskatning på 15,3 pct. af det afkast, som kommer på ordningen.
Du kan også give afgiftsfrie pengegaver
Som forældre eller bedsteforældre kan du give barnet et beløb årligt på 76.900 kr. (2025), uden der skal betales bo-og gaveafgift. Giver du større beløb, så udgør afgiften 15 pct.
Hvis du gerne vil benytte dig af mulighederne, så er det en god ide at planlægge dit barns eller barnebarns opsparing nu i starten af året.