Pensionsopgørelsen på vej: Kan koste eller give penge tilbage
Pensionsopgørelsen for 2025 sendes i disse uger til folkepensionister, førtidspensionister og seniorpensionister. For nogle betyder opgørelsen, at der kommer penge ind på kontoen hen over sommeren. For andre, at der skal betales tilbage. Det afhænger i høj grad af indkomst og økonomiske valg.
“Pension er ikke et fast beløb, men noget der løbende afhænger af din indkomst. Derfor er det helt normalt, at opgørelsen viser en forskel – men det er også et signal om, at du bør tage stilling til din økonomi,” siger Bettina Brask, privatøkonom i Jyske Bank.
Foreløbig pension – endeligt regnskab kommer nu
Pensionen bliver i praksis opgjort to gange. Først løbende i årets løb på baggrund af forskudsopgørelsen, og derefter endeligt, når årsopgørelsen fra Skattestyrelsen er klar.
Det betyder, at den månedlige udbetaling kun er et foreløbigt beløb, og at opgørelsen nu viser det endelige resultat.
Ifølge Jyske Banks privatøkonom Bettina Brask er det især indkomstoplysningerne, der kan få stor betydning.
“Selv mindre ændringer i din eller din partners indkomst, som I ikke tjener på arbejdet, kan påvirke pensionstillægget. Det gælder for eksempel løbende pensionsudbetalinger eller aktieudbytte. Derfor kan to personer med samme pension på papiret opleve meget forskellige udbetalinger,” siger Bettina Brask.
Samspillet mellem pensioner kan påvirke økonomien markant
En central årsag til reguleringer er samspillet mellem offentlig pension og private pensionsordninger.
Udbetalinger fra eksempelvis ratepension tæller med i indkomsten og kan derfor reducere pensionstillægget. I nogle tilfælde kan det være muligt at tilrettelægge udbetalingerne, så modregningen bliver mindre.
“Hvordan og hvornår man får sine pensioner udbetalt, kan have stor betydning for den samlede økonomi. Derfor er det vigtigt at se på helheden og ikke kun på den enkelte ordning,” siger Bettina Brask.
Gennem en god pensionsplanlægning – hvor man har overblik over sine indtægter, justerer sin forskudsopgørelse og tænker over samspillet mellem udbetalinger – kan man i høj grad sikre, at pensionen bliver både korrekt og så optimal som muligt.
Eksemplet viser, at de årlige udbetalinger vil være lavere, hvis en ratepension udbetales over en længere periode. Det kan reducere modregningen i pensionstillægget og give en mere jævn og i nogle tilfælde bedre samlet økonomi over tid – selvom indkomsten i de første år er lavere.
Forskudsopgørelsen er afgørende
Ifølge Bettina Brask er forskudsopgørelsen et centralt værktøj, hvis man vil undgå større reguleringer.
“Udbetaling Danmark bruger forskudsopgørelsen som grundlag. Hvis tallene ikke stemmer med virkeligheden, vil pensionen heller ikke gøre det. Derfor bør man løbende justere sine indkomstoplysninger,” fortæller hun.
En anledning til at tage økonomien op til revision
Pensionsopgørelsen er ikke kun et facit for det seneste år, men også en anledning til at se fremad.
“Opgørelsen er i virkeligheden et spejl af din økonomi. Den giver en god mulighed for at justere, så pensionen fremadrettet bliver mere præcis – og så du får mest muligt ud af din samlede økonomi,” siger Bettina Brask.
Hun understreger, at der ikke findes én løsning, der passer til alle.
“Ingen økonomier er ens. Men fælles for de fleste er, at der kan være noget at hente, hvis du arbejder aktivt med din pensionsplanlægning,” lyder det fra Bettina Brask.