Jyske Bank lancerer nyt, fleksibelt boliglån

Fra i dag kan både eksisterende og nye boligkunder finansiere deres boligkøb med Jyske Frihed, som er Jyske Banks nye realkreditlån. Et lån, der samler variabel rente med hyppig rentetilpasning og høj fleksibilitet i ét enkelt og gennemskueligt produkt.
Af Cæcilie Møldrup Hedegaard, Journalist
22. april 2026 kl. 10.00

Livet er ikke altid lineært, og derfor skal boligøkonomien kunne følge med forandringerne. Med Jyske Frihed får man som boligejer mulighed for at skrue op og ned for sin boligøkonomi, når livet ændrer sig eller nye behov og drømme opstår.

“Vi vil gerne forstå vores kunder, og de efterspørger i stigende grad fleksible løsninger, der passer til deres liv, og som afspejler deres livssituation – og ikke omvendt. Det er præcis det, vi nu kan tilbyde med Jyske Frihed,” fortæller Ingjerd Blekeli Spiten, bankdirektør for Privat og Wealth Management.

Hun peger blandt andet på muligheden for kvartalsvist at slå afdragsfriheden på lånet til og fra som en central styrke: 

“Der kan være perioder i livet, hvor noget andet bliver prioriteret højere end at afdrage på boliglånet. Det kan for eksempel være et bryllup, en pause fra arbejdsmarkedet eller en større renovering. Her giver lånet den nødvendige fleksibilitet.” 

Det bedste fra realkredit og bank

Lånet kan tilpasses løbende og giver mulighed for blandt andet at vælge en fast ydelse, selvom renten er variabel, ligesom der er mulighed for at til-og afkoble afdragsfrihed. Lånet udbetales og indfries altid til kurs 100.

Det er et realkreditlån, men kombinerer realkredittens lave renter og gennemsigtighed med fleksibiliteten og enkeltheden i de bankbaserede prioritetslån.

”Jyske Frihed giver nogle af de samme fordele som F1, men har kortere fastrenteperiode (3 mdr.), ingen kurstillæg eller –fradrag og ikke noget gebyr ved ændring af afdragsfrihed og fast ydelse. Med Jyske Frihed får vi et nyt produkt på hylderne, der står rigtig stærkt i konkurrencen”, siger adm. direktør for Jyske Realkredit, Anders Lund Hansen.

Det nye boliglån er blot et af flere tiltag, der skal gøre det enklere at være boligkunde i Jyske Bank:

”Vi udvikler hele tiden på vores produkter og tilpasser dem kundernes ændrede behov og ændringer i markedet. Vi har fx lige sænket prisen markant på flere af vores andre realkreditlån og vores boligkøbslån til efterfinansiering,” fortæller Ingjerd Blekeli Spiten.

Du kan læse mere om Jyske Frihed her

Cæcilie Møldrup Hedegaard
Af Cæcilie Møldrup Hedegaard
22. april 2026 kl. 10.00
Del denne side:

Seneste nyt fra Privatøkonomi