Gode råd om pengegaver til jul
”Er der penge tilbage, når jeg dør, så har jeg regnet forkert” – og ”Der er ingen lommer i det sidste sæt tøj.” Det er to meget brugte sætninger, som antyder et håb om, at man har brugt hele sin formue før den dag, man lukker øjnene for sidste gang.
Men i stedet for at satse på et stort forbrug eller en høj levealder, så kan man benytte sig af gavereglerne. Det er der da også flere og flere, der gør.
Så vil du gerne slippe for at bekymre dig om julegaveindkøb, så kan pengegaver være en god ide. Samtidig er det en måde at give formuen videre på, mens du selv kan opleve glæden ved at give gaverne. Der er flere muligheder, som jeg vil beskrive her.
Gave til børn og børnebørn
I 2024 kan du afgiftsfrit give dine børn, børnebørn og stedbørn en gave på op til 74.100 kr. Giver du en gave, som er større end 74.100 kr., så skal gavens modtager betale en gaveafgift af det overskydende beløb på 15 pct. Du må give det afgiftsfrie gavebeløb hvert år, så hvis du gør det over flere år, kan det blive et større beløb, du får givet videre til næste generation uden afgift.
Begge forældre må hver give det afgiftsfrie beløb – men det er her, at du skal passe på. Man må nemlig ikke give gavebeløb fra far og mor som et samlet beløb, så risikerer man, at der skal betales gaveafgift. Det er derfor vigtigt at give gavebeløbet hver for sig.
Når du giver gaver til dine børn, så kan du bestemme at beløbet f.eks. skal være særeje – på samme måde, som du kan bestemme at arv fra dig til børn, skal være særeje.
Du har også mulighed for at binde pengene på en konto til barnet, hvis du ikke ønsker at pengene skal kunne bruges med det samme.
De kære svigerbørn
Har du svigerbørn, så kan du på samme måde give dem gaver. Her er det afgiftsfrie beløb dog mindre, nemlig 25.900 kr.
Det er værd at bemærke, at dit barns partner først indgår som svigerbarn, når de er gift. Det betyder, at dit barns samlever ikke kan få afgiftsfrie gaver. Giver du alligevel dit barns samlever en gave, som overstiger lejlighedsgaver, så skal beløbet indkomstbeskattes.
Skal gaven pakkes ind?
Hvis du gerne vil gøre gaven anderledes end blot en pengegave, og pengene ikke skal anvendes inden for de første år, så kan du benytte dig af aktiesparekontoen. Her kan du eller gavemodtager investere i aktier eller aktieindkomstbeskattede aktiefonde – enkelt og ukompliceret.
På aktiesparekontoen skal der kun betales 17 % i afkastskat. Afkastet på aktiesparekontoen beskattes efter det særlige lagerbeskatningsprincip, det betyder, at værdien af depotet opgøres ved afslutningen af hvert kalenderår. Og at en eventuel gevinst skal afregnes – også selvom den ikke realiseres.
Vær opmærksom på, at der er loft over, hvor meget der i alt kan indsættes på en aktiesparekonto. I år er beløbet 135.900 kr.
Beløbet kan deles op
Du kan også dele gavebeløbet op, så noget er frit til forbrug og andet er bundet. Hvis du gerne vil sikre, at dit barn kan få et godt seniorliv og måske stoppe lidt tidligere på arbejdsmarkedet, så kan indbetaling på pension være en ide.
En aldersopsparing er en skattefri pensionsordning, som kan udbetales på en gang, når kontohaver har opnået sin pensionsudbetalingsalder. Det er i øjeblikket 3 år før folkepensionsalderen. Afkastet på ordningen beskattes med PAL-skatten på 15,3 procent. Det er en såkaldt lagerbeskatning, som betyder, at kalenderårets værditilvækst beskattes med de nævnte 15,3 procent.
Fordelen ved at give barnet en aldersopsparing er, at den har lang tid til at vokse i og kan give frihed til barnet. Der kan indbetales 9.100 kroner i 2024.
Hvis det er børn under 18 år
Men husk, hvis du giver pengegaver som skal opspares, til børn under 18 år, så er børneopsparingen det oplagte førstevalg – her kan du indbetale 6.000 kroner om året og i alt 72.000 kroner.
Dit andet valg afhænger af, om barnet har opbrugt sit personfradrag. Hvis personfradraget ikke er opbrugt, så bør opsparing og investering af beløbet ske med afkast i kapitalindkomsten. Det vil betyde, at barnet udnytter sit personfradrag.
Formueplanen giver dig overblik
Når du gerne vil give noget af formuen videre til næste generation, så vil jeg anbefale dig, at du får udarbejdet en formueplan. Med den i hånden kan du trygt træffe de vigtige og rigtige beslutninger for dig og dine nærmeste. På et kvalificeret grundlag.