Giv lidt af din formue videre, mens du lever

Når dine børn arver efter dig, så skal de betale bo- og gaveafgift af beløb, der overstiger et bundfradrag på 321.700 kr. Hvis du giver noget af din formue videre som gave, så kan dine børn undgå at betale bo- og gaveafgift af beløbet.
Af Bettina Brask, Formueøkonom
13. november 2023 kl. 09.00

I weekenden gik jeg en tur gennem gågaderne og blev mødt med juleguirlander og vinduer pyntet med julepynt. Knap nok er slikket fra halloween sluppet op, før skabet skal fyldes med juleslik og julekager. Jeg forbinder gerne julen med familiehygge, god mad og god tid, men også hygge med at finde de rette julegaver.

Et godt ordsprog siger, at det er tanken, der tæller. Så om gaven er stor eller lille, så bør man altid glædes over, at man får en gave. Jeg oplever, at mange opnår en glæde ved at give penge videre til næste generation, mens man stadig er i live – ikke mindst når formuen har en størrelse, så man ikke selv kan nå at forbruge den. 

Hvis du overvejet om nogle af dine julegaver skal være pengegaver, så betaler det sig at være opmærksom på reglerne for bo- og gaveafgift.

Afgiftsfrie gaver til børn og børnebørn

Når du giver dine børn pengegaver og gerne vil sikre, at de ikke skal have udgift med gaven, så skal du holde dig indenfor fastsatte beløbsgrænser. Du kan give hvert barn op til 71.500 kr. pr. år (2023-sats). Du kan også give hvert barnebarn det samme beløb. Og vær opmærksom på, at det er begge forældre, som kan give gavebeløbet til hvert barn og barnebarn.

Hvis du også gerne vil glæde dine svigerbørn, så har du mulighed for at give dem hver 25.000 kr. afgiftsfrit.

Skal gaven pakkes ind?

Giver du en pengegave til dit barn, så kan du med fordel vælge at placere beløbet, så pengene kan vokse med tiden. Her kan du vælge at pakke pengene ind med en aktiesparekonto.

På aktiesparekontoen kan du eller gavemodtager investere i aktier eller aktieindkomstbeskattede aktiefonde – enkelt og ukompliceret. 

På aktiesparekontoen skal der kun betales 17 % i skat af afkastet. Normalt skal der betales 27 % eller 42 % i skat af afkastet på aktier, afhængigt af afkastets størrelse. Der spares altså på skatten. Vær opmærksom på, at der er loft over, hvor meget der i alt kan indsættes på en aktiesparekonto. I 2023 er loftet 106.600 kr.

Afkastet på aktiesparekontoen beskattes efter det særlige lagerbeskatningsprincip, det betyder, at værdien af depotet opgøres ved afslutningen af hvert kalenderår. Og at en eventuel gevinst skal afregnes. 

Hvordan kan du spare på afgiften på gaver over beløbsgrænsen?

De fleste kan sagtens holde sig til at give beløb under beløbsgrænsen på de 71.500 kr. – men ikke alle. Det kan ses af tallene om indbetalt gaveafgift. I 2022 blev der indbetalt 844 mio. kroner.

GåseøjneHer er mit råd, at du selv betaler gaveafgiften i stedet for at lade dit barn betale.

Mange af de tilfælde, hvor gaverne overstiger den afgiftsfrie beløbsgrænse, sker i forbindelse med et generationsskifte, hvor noget af overdragelsen foregår i form af en gave. Her afhænger bo- og gaveafgiften af relationen mellem gavegiver og gavemodtager. Hvis du giver gave til dine nærmeste, fx dine børn, så vil bo- og gaveafgiften udgøre 15 % af gavens værdi over beløbsgrænsen.

Her er mit råd, at du selv betaler gaveafgiften i stedet for at lade dit barn betale. På den måde bliver det nemlig lidt billigere i afgift – selvom dit barn ender ud med det samme beløb.

Lad os sige, at du ønsker barnet skal ende med at få 100.000 kr. ind på kontoen, efter gaveafgiften er betalt. Hvis barnet selv skal betale afgiften, så skal du give 117.650 kr., da de 15 % så vil udgøre 17.650 kr. Vælger du derimod at betale afgiften selv, så slipper du med at betale 15 % af de 100.000 kr. På den måde betaler du samlet set 115.000 kr., og får altså en besparelse på 2.650 kr.

Hvor stor skal gaven så være?

Når du gerne vil give noget af formuen videre til næste generation, så vil jeg anbefale dig, at du får udarbejdet en formueplan med din personlige rådgiver.

På den måde får du viden og overblik over din formue, og kan trygt træffe de vigtige beslutninger for dig og dine nærmeste på et kvalificeret grundlag.

Bliv klogere på arv og gaver

Af Bettina Brask
13. november 2023 kl. 09.00
Del denne side:

Seneste nyt fra Privatøkonomi

1/0