Går du i byggetanker – skal du så bygge nu eller vente?

Høje renter, inflation og stigende priser på byggematerialer har de seneste år lagt en dæmper på boligbyggeriet. Nu er både renter og inflation for nedadgående, og materialepriserne ser ud til at være stagneret. Så, hvad taler for og imod, at gå i gang med at bygge nyt parcelhus nu?
Af Peter Lindbjerg, Journalist
26. august 2024 kl. 08.30

”Det er svært at ramme det helt rigtige tidspunkt at bygge hus på – men vi er nok ret tæt på det, jeg vil kalde en god timing,” siger boligøkonom Mikkel Høegh fra Jyske Bank.

Den melding er jo godt nyt for alle, der går med drømme og planer om at bygge eget hus på egen grund. Så vi har bedt Mikkel Høegh uddybe, hvorfor det er en god timing.

”Renterne er faldet, og der er styr på inflationen. Hertil kommer, at konjunkturerne i økonomien lige nu betyder, at der er ledig kapacitet i byggebranchen. Det er med til at holde priserne nede. Og samtidig er materialepriserne stagneret. Det taler for, at det er et meget godt tidspunkt at bygge på,” siger Mikkel Høegh.

Det er da også Mikkel Høeghs forventning, at der kommer gang i boligbyggeriet igen i den nærmeste fremtid. En forventning, der understøttes af, at vi er i en tid med reallønsfremgang og stigende købekraft.

”Det kan få flere til at overveje selv at bygge,” forudser Mikkel Høegh og peger samtidig på, at det vil have den effekt, at det fremover bliver dyrere at bygge igen.

Det er grunden, der har værdi. Ikke bygningen

Men, er der så noget, der taler for at klappe hesten og vente med at bygge?

Mikkel Høegh understreger, at man først og fremmest skal være sikker på, at man har et behov for at bygge eget hus. Og så skal man være sikker på, at man vælger den rigtige byggegrund.

”Hvis man tror, at der kommer et bedre udbud af byggegrunde i det ønskede område, så kan det være en god ide at vente,” mener Mikkel Høegh. I den forbindelse understreger han, at det i virkeligheden er grunden og ikke huset, der har værdi set i det længere perspektiv. 

”Selve huset er forbrug, og det forgår. Så det er grunden, man investerer i. Det er her, hele værdiskabelsen sker. Det er jo grunden, der er den knappe ressource,” siger Mikkel Høegh.

En anden god grund til at se tiden lidt an er, hvis man tror priserne på eksisterende boliger vil falde kraftigt.

”Hvis prisen på eksisterende huse falder og bliver lavere end byggeomkostningerne, så vil der blive bygget færre nye huse. Det vil give ledig kapacitet i byggebranchen, og dermed øges sandsynligheden for, at man kan få bygget til en god pris,” forklarer Mikkel Høegh.

Som verden ser ud i dag, ser boligøkonomen dog ingen tegn på, at vi er på vej mod et generelt fald i boligpriserne. 

Del denne side:

Seneste nyt fra Privatøkonomi

1/0