Flere siger ja til hinanden

Noget tyder på, at der bliver skruet op for brudevalsen, for flere og flere ønsker at følges ad og siger dermed ’ja’ til hinanden. I løbet af de seneste ti år er der sket et bryllupsboom på omkring 20 procent.
Af Jyske Bank
27. maj 2026 kl. 11.44

Samtidigt med at flere bliver gift, sker det også senere i livet. Danskerne venter med brylluppet, da alderen for førstegangsviede er stigende i løbet af de seneste ti år. I 2025 blev 51.064 personer viet for første gang mod 42.558 i 2015.

“Når flere vælger at vente lidt med at sige ‘ja’, møder de ofte hinanden med større bevidsthed – også økonomisk – og det giver god mening,” siger privatøkonom i Jyske Bank, Bettina Brask og tilføjer, at det afspejler et samfund, hvor ægteskabet i højere grad bliver et aktivt valg.

Især blandt danskere over 60 år vokser interessen for at gifte sig for første gang. I 2025 havde 35 pct. af de 60-årige ikke været gift før, mens det kun var 22 procent i 2015.

To kommuner topper

Den laveste alder findes i Ishøj Kommune, hvor kvinder i gennemsnit er 30,7 år og mænd 32,4 år, mens den højeste – hvis man ser bort fra små ø‑kommuner som Fanø og Læsø – findes i Lolland Kommune med 39,0 år for kvinder og 42,4 år for mænd.

”Kan du ikke genkende dig selv i statistikken, er du langt fra den eneste, for med bryllupper er det ligesom med drømme og livsvalg, de kommer i uendeligt mange udgaver – også selvom mange forestiller sig et traditionelt bryllup,” siger Bettina Brask og fortsætter:

”Fokus er ofte på kjolen, festen, gæstelisten, brudevalsen og fremtiden sammen og ikke på økonomien, som er med til at indfri forventninger og drømme. Siger man ’ja’ til hinanden, siger man også ’ja’ til fælles økonomi.”

De bedste aftaler bliver lavet, mens man elsker hinanden – og gerne før brylluppet
Bettina Brask, privatøkonom i Jyske Bank

 

 

Mange bringer opsparing, bolig eller virksomhed med ind i ægteskabet. Derfor er det afgørende at tage stilling til, hvordan økonomien skal indrettes – inden man gifter sig, ifølge Bettina Brask.

Der findes ikke én rigtig løsning, men der er stor værdi i at tage snakken i god tid.

”De bedste aftaler bliver lavet, mens man elsker hinanden – og gerne før brylluppet,” siger Bettina Brask.

Fælles formue – automatisk

Hvis man ikke laver nogen aftale, får ægtefæller automatisk delingsformue. Det betyder, at både værdier, man ejer hver især – og det, man opbygger sammen – som udgangspunkt deles ligeligt ved skilsmisse eller død.

"For nogle er det uproblematisk, mens det for andre kan få store konsekvenser ikke at have tænkt igennem på forhånd. For par med forskellig økonomi kan en ægtepagt med særeje være relevant,” siger Bettina Brask.

”En ægtepagt handler ikke om mistillid. Det handler om at skabe tryghed og gennemsigtighed for begge parter, mens man stadig er enige,” siger Bettina Brask.

Der findes blandt andet fuldstændigt særeje, skilsmissesæreje og kombinationssæreje – alt efter hvordan man ønsker at sikre sig selv og hinanden.

Mine, dine, vores

Pensioner er juridisk set personlige, men mange oplever dem som en del af den fælles økonomi. Det kan give udfordringer, hvis man går fra hinanden uden at have talt om det. For som udgangspunkt tager man sin egen pension med sig – det er kun i særlige tilfælde, at pensioner deles ved skilsmisse.

Derudover kan ægteskab få betydning for arven – især i sammenbragte familier, ifølge Bettina Brask.

”Har man mine, dine og vores børn, er det ekstra vigtigt at få styr på både pension, testamente og særeje, så ens ønsker bliver opfyldt – og det ikke bare er standardreglerne, der gør det,” slutter Bettina Brask.

Få flere råd om økonomi og ægteskab

Del denne side:

Seneste nyt fra Privatøkonomi