Fire områder du bør tjekke på pensionsdagen

Pensionsdagen ligger fast hvert år – samme dag som sommertid bliver til vintertid, og uret skal stilles en time tilbage. Den ekstra time er en god anledning til at stoppe op og tjekke, hvordan du er stillet pensions- og forsikringsmæssigt. Her er fire vigtige områder, du bør få kigget på.
Af Bettina Brask, Formueøkonom i Jyske Bank
20. oktober 2025 kl. 08.15

Efteråret byder på de flotteste farver, som tager sig bedst ud på solskinsdage. Men ikke alle dage er solskinsdage, der kommer også dage med mørke skyer og regn. Til de dage er det en god ide at huske paraplyen som en sikring mod at blive våd.

Selv tager jeg ofte paraplyen med bare lige for en sikkerhedsskyld. For har jeg den med, så bliver det nok ikke regnvejr ... Tænker du også sådan?

Samme tanke kan du bruge om dine forsikringer på din pension. Har du styr på forsikringsdækningerne – så bliver der forhåbentlig ikke brug for dem.

Pensionsdagen er en god anledning, til at få tjekket dine pensioner. Du kan med fordel fokusere på følgende fire områder:

Tjek dine personforsikringer

Pension handler ikke kun om penge. Livs-, invaliditets- og sundhedsforsikringer kan være afgørende for, at du og din familie kan være trygge ved økonomien, selv om uheldet er ude.

Her skal du tænke på at have en sygdomsdækning, som kan erstatte din nuværende løn. Og måske også en sundhedssikring som giver dig mulighed for at anvende bl.a. fysioterapi, behandlinger og scanninger.

Din dødsfaldsdækning skal sikre din partner og børn en tryg økonomisk tid uden dig.

Tjek begunstigelsen på dine forsikringer og pensioner

Hvem skal have udbetalt dine ordninger, hvis du dør? Det fremgår af begunstigelsen på dine ordninger – men er du enig i, hvad der står i dag, eller bør det ændres? Mange gange står der ’nærmeste pårørende’, men passer det til dine ønsker?

Rækkefølgen som nærmeste pårørende er typisk:

  • Ægtefælle/registreret partner
  • Samlever (hvis I har boet sammen i to år, eller har/har haft/venter barn sammen)
  • Livsarvinger (børn, børnebørn osv.)
  • Arvinger ifølge testamente
  • Arvinger efter arvelove

Hvis du fx hellere vil have, at dine børn skal arve pengene, så skal du selv få ændret begunstigelsen.

Tjek investeringen af din opsparing

Investeringen af dine pensionsmidler kan sikre dig et løbende afkast. Men det er vigtigt, at du vælger den investeringsrisiko, som passer til dig og din tidshorisont, inden du skal bruge pengene. Jo længere tidshorisont, jo større risiko kan du tage.

Er du i tvivl, om investeringen passer til dig, så kan din rådgiver i banken hjælpe dig med af afdække din personlige investeringsprofil, hvor din holdning til risiko og bæredygtighed afstemmes med din forventning til afkast.

Tjek indbetalingen på din pension

Hvis du ikke betaler topskat, så vil jeg anbefale indbetaling på aldersopsparing. Den sikrer dig en opsparing til seniorlivet uden modregning i folkepensionen. Du kan hæve hele din aldersopsparing på én gang eller hæve af flere omgange – du bestemmer.  Herefter kan du benytte dig af ratepension og livrente.

Betaler du derimod topskat, så kan et fradrag i skatten være attraktivt. Det opnår du med ratepension og livrente. I år er der ovenikøbet en unik mulighed, hvis du går fra topskat til mellemskat til næste år. Så kan du nemlig opnå en større fradragsværdi ved at indskyde ekstra i år.

Få overblikket til dit servicetjek

Du kan forberede dig til pensionsdagen i din mobil- og netbank, hvor du nemt kan se alle dine pensioner under menupunktet ’Pension’. Du kan endda få et overblik over samtlige pensioner ved selv at tilføje din pensionsinfo.

Har du spørgsmål, eller vil du gerne have gode råd med på vejen, så tøv endelig ikke med at tage fat på din rådgiver.

Pension: Overblik og muligheder

Del denne side:

Seneste nyt fra Privatøkonomi