Et sabbatår er ikke kun for de unge

Folkepensionsalderen stiger i takt med forventningen om, at vi lever længere. Det er bestemt i Velfærdsaftalen, som Folketinget vedtog i 2006. I år skal Folketinget så beslutte, om folkepensionsalderen skal hæves til 70 år fra 2040.
Uanset om du har langt til folkepensionsalderen, eller det er lige op over, så har du sikkert en holdning til, om folkepensionsalderen skal stige eller stå stille, hvor den er. Om du er langt fra eller tæt på pensionsalderen, det gør en forskel for den forberedelse, som du kan gøre dig.
Du kan planlægge selv
Jeg kender min egen folkepensionsalder. Den er fastsat til 69 år. Hvis du er født senere end 31.december 1970, så står du altså til at få en anden og højere folkepensionsalder.
Men betyder den fastsatte folkepensionsalder, at du skal arbejde frem til denne dag? Og behøver du at stoppe?
Svarene er nej. Du kan selv være med til at planlægge, om du vil fortsætte med at arbejde efter pensionsalderen, eller om du vil nedtrappe løbende, eller om du ønsker at tage et mellemliggende sabbatår. Nu tænker du måske, at sabbatår kun er for de unge – men i dag kan det også være en mulighed for du og jeg.
Kan min pensionsordning bruges til et sabbatår?
Aldersopsparing er den eneste pensionsopsparing, som kan hæves skattefrit på en gang – og anvendes til lige det, du har lyst til. Men du skal afvente din aftalte pensionsudbetalingsalder. Har du en aldersopsparing med en tidlig udbetalingsret ved 60 år, så kan du vælge at holde et sabbatår for opsparingen, men du skal altså vente til du er blevet 60 år. Er du en af de få, som har en selvpension, så kan du også hæve den skattefrit.
Alle pensionsaftaler indeholder en tidligst mulig udbetalingsalder, som afhænger af, hvornår aftalen er oprettet. Hvis du har flere pensionsaftaler med forskellig udbetalingsalder i samme institut, har du mulighed for at få alle dine aftaler til udbetaling ved samme alder, som den aftale med den tidligste udbetalingsalder, fx 60 år.
Hvis du er født efter 30. juni 1960 og først vælger at oprette en pensionsaftale i dag, så vil den tidligst kunne udbetales tre år før din folkepensionsalder.
Det er ikke sikkert, at udbetalingsalderen passer ind til dine ønsker for fremtiden. Derfor anbefaler jeg altid, at du tilpasser din opsparing, så du har lidt i alle kasser. Det vil sige både i pension og frie midler. Frie midler kan være det, som du har stående på din konto eller investeret via et frit depot. På den måde får du fleksibilitet og frihed til selv at tage dine valg.
Hvor opsparer du til fleksibilitet og frihed?
Vil du gerne have en opsparing ved siden af pension, som du kan bruge af før pensionsalderen fx til et sabbatår eller nedtrapning af arbejdstiden, så skal du spare op og investere med dine frie midler. Du med fordel anvende investeringsformer, hvor du bliver beskattet mindst muligt, men samtidig har frihed over pengene.
Aktiesparekontoen er et godt valg på grund af den lave afkastbeskatning på 17 %. Derefter kan du udnytte at investere i aktier, hvor du kun bliver beskattet med 27 % af aktieindkomsten under 67.500 i år (dobbelt hvis du er gift). Ved en højere aktieindkomst er beskatningen 42 %.
Det giver anledning til at se efter andre muligheder. Her kan du med fordel se på din kapitalindkomst.
Har du negativ kapitalindkomst, så kan du med fordel investere i muligheder, der beskattes som kapitalindkomst, fx obligationer eller obligationsbaserede investeringsbeviser.
Er du mere til investering i aktier eller aktiebaserede investeringsbeviser, så kan løsningen være en §53A Bankopsparing. Bemærk, at den har en minimumsindbetaling på 500.000 kr.
§53A Bankopsparing – til drømme om frihed
Motivationen for at investere frie midler gennem en § 53A Bankinvestering er at få konverteret aktieindkomst til kapitalindkomst.
Med en §53A Bankinvestering udnytter du muligheden for at få afkast beskattet med kun 25 % eller 33 % beskatning, når du har negativ kapitalindkomst. Ordningen er lagerbeskattet, og hvis du skulle få et tab, så bliver det fremført til kommende års positive afkast.
Sabbatår eller supplerende indkomst
Anvender du virksomhedsskatteordningen, så har du allerede haft mulighed for at investere i aktier for midlerne via §53A Bankinvestering. Og nu er muligheden altså også tilgængelig for private midler.
Du kan bruge ordningen som din egen frie pension, hvor du selv bestemmer, hvornår du skal bruge af pengene. Og hvilke drømme de skal opfylde. Der er nemlig ingen bindinger på ordningen. Dermed opnår du en fleksibilitet, som betyder at du kan bruge af pengene til et sabbatår eller til at supplere din indkomst, hvis du vælger at trappe ned og arbejde færre timer de sidste år inden folkepensionsalderen.
Vil du høre mere om mulighederne, så kontakt din rådgiver.
