Boom i ægteskaber blandt de 60-årige
Knap 3.000 par over 60 år indgik i 2025 ægteskab på landsplan, ifølge de nye opgørelser fra Danmarks Statistik. En stigning på over 67 procent sammenlignet med niveauet for ti år siden. Tallene viser, at antallet af ægteskaber blandt seniorer er steget markant gennem det seneste årti med det ældste brudepar i 2025 fra Fredericia, hvor bruden eller brudgommen var over 100 år.
“Vi ser, at flere ønsker at skabe nye kapitler, selv efter de 60 år. Ægteskabet bliver et bevidst tilvalg baseret på både følelser og beslutninger om, hvordan man vil leve sit liv,” siger privatøkonom i Jyske Bank, Bettina Brask.
Kærlighed med omtanke
Hun mener, at udviklingen afspejler en generation, der i højere grad træffer aktive valg – også sent i livet.
“Hvor ægteskaber tidligere i livet ofte handlede om at bygge en fælles tilværelse op fra bunden, ser billedet anderledes ud i dag for seniorer. Mange har allerede etableret sig økonomisk, ejer bolig og har pensionsopsparing – og ofte også børn og børnebørn,” siger Bettina Brask og fortsætter:
“Når man gifter sig senere i livet, bringer begge parter typisk værdier med ind i ægteskabet. Derfor bliver det vigtigt at tage stilling til, hvordan økonomien skal indrettes, og hvad der skal gælde – både under ægteskabet og på længere sigt. Altså når det gælder økonomi, arv og formueforhold.”
Særligt fokus på arv og formue
Ægteskaber blandt ældre ophører oftere som følge af dødsfald end skilsmisse. Derfor spiller arveforhold en central rolle, ifølge Bettina Brask.
Som udgangspunkt bliver formuer ved ægteskab til delingsformue, hvilket betyder, at værdier deles ligeligt, hvis ægteskabet ophører.
“Det kan komme bag på mange, da formuer opbygget før ægteskabet dermed kan indgå i en ligedeling,” siger hun – og fortsætter:
“Det er en problemstilling, vi ofte møder. For mange er det afgørende at få afklaret, hvordan værdier, der er opbygget før ægteskabet, skal fordeles mellem ægtefælle, børn og eventuelle bonusbørn,” siger Bettina Brask.
Stigende behov for økonomisk overblik
Udviklingen kan også mærkes i rådgivningen i Jyske Bank, hvor flere seniorer efterspørger sparring om økonomi i forbindelse med nye forhold.
Ifølge Bettina Brask er det kendetegnende, at denne generation kombinerer ønsket om kærlighed med behovet for tryghed, hvor mange gerne vil gerne sikre sig, at der er styr på økonomien, så relationen ikke giver anledning til bekymringer.
“Når rammerne er på plads, oplever de, at det giver større frihed til at nyde livet sammen,” slutter hun.