Boligøkonom advarer: Pas på med lejlighedskøb i byerne

Overvejer du lige nu at købe en lejlighed i en af de større danske byer, bør du måske først spørge dig selv, om du vil bo i lejligheden i længere tid? For hvis ikke, skal du måske genoverveje beslutningen, lyder rådet fra Mikkel Høegh, der er boligøkonom i Jyske Bank.
Baggrunden er, at værdien på lejlighederne næsten med garanti falder efter 1. januar 2024 som følge af de nye boligskatteregler. Fra det nye år skal man nemlig betale en højere skat på de fleste lejligheder, så helt lavpraktisk vil de blive dyrere at eje, og det kommer til at trække lejlighedens værdien ned.

Hvis man køber en lejlighed med henblik på at bo der i mange år fremover, vil markedet over tid stige tilpas meget til, at værditabet bliver indhentet igen. Men er købet derimod med en kortere tidshorisont, kan man altså risikere at tabe penge, lyder advarslen fra Mikkel Høegh.
”Hvis man ved, at man har en kort tidshorisont, skal man måske vente til efter 1. januar for at se markedet an. Hvis det sætter sig med 8 procent fra den ene dag til den anden, vil det tage tid at indhente. Vi har ikke prøvet sådan et eksperiment før, så vi ved ikke, hvor rationelt markedet er.”
Han formoder, at prisfaldet vil ske samme dag, som boligskattereglerne træder i kraft.
Skatterabat nu og her
Dog skal det nævnes, at man som boligejer får en skatterabat, hvis man køber boligen inden skæringsdatoen 1. januar 2024. Det betyder, at man bliver fritaget for at betale den højere skat, hvis bare man ejer boligen inden skæringsdatoen, og det kunne jo friste til netop at få købt den inden.
Og det er netop, hvad der sker lige nu især i København, hvor lejlighederne bliver hamstret. Men så enkelt er det altså ikke, fortæller Mikkel Høegh:
”Noget tyder på, at fremgangen på lejlighedsmarkedet skyldes, at nogle prøver at hamstre lejligheder inden det nye år for at få skatterabatten. Men det giver ingen mening, hvis man går på kompromis med noget, for til gengæld betaler man jo en højere pris, end hvis man ventede et halvt år.”
Mikkel Høegh understreger, at ændringerne i skat og ejendomsværdi kommer til at afbalancere hinanden. Man kan nemlig udregne, hvor meget en bolig bør falde i værdi afhængig af størrelsen på den nye skat. Dog kan en kort tidshorisont gøre det usikkert at slå til på denne side af datoen, konkluderer han.
Omvendt med huse
Så alt i alt er det faktisk alene din tidshorisont der afgør, om det er klogest at købe nu eller i det nye år, hvis du er på lejlighedsjagt. Har du de langsigtede briller på, er det ikke så vigtigt, hvornår du køber. For selvom du får en skatterabat nu og her, skal den nye ejer betale den højere skat, den dag du sælger lejligheden igen, og derfor bliver den mindre værd. De to ting udjævner hinanden, så det faktisk er ligegyldigt at spekulere i.
Det er nok vigtigt at tilføje, at det kun er en femtedel af alle boliger i Danmark, som kommer til at stige i skat. De resterende boliger bliver faktisk billigere. Så omvendt kan man også kigge på de huse, som måske vil stige i værdi i det nye år som følge af en lavere skat.
”Hvis et hus bliver billigere i skat efter 1. januar, kan man overveje, om man skulle få det købt nu. Selvom det for mange er begrænsede skattelettelser, kan det være favorabelt at købe nu, for det ser ikke ud til, at skattelettelserne har sat sig i priserne endnu,” råder Mikkel Høegh.