Sådan sparer du godt op til dit barn
Fra 1. januar 2026 er det blevet mere lukrativt for unge under 18 år at tage et fritidsjob. Til og med det år de fylder 17 år, slipper de nemlig for at betale arbejdsmarkedsbidraget, der er på 8 pct. af deres løn.
Det er samtidig en oplagt mulighed for at lære om opsparing og økonomi.
Måske de unges ekstra penge skal bruges til opsparing, eller måske du, som forælder, gerne vil spare op på den bedste måde til dit barn – så her kommer nogle råd til den gode opsparing:
4 gode måder at spare op til dit barn
1. Børneopsparing i banken
En børneopsparing er helt speciel, da der ikke er beskatning på det opnåede afkast. Kontoens indestående kan investeres i en puljeordning eller i værdipapirer. Børneopsparingen er bundet i mindst 7 år og udbetalingen til barnet kan aftales til et tidspunkt i alderen 14 år til 21 år. Det kan være et godt tilskud til kørekort eller indskud til den første lejlighed. Eller noget helt tredje.
Du kan indbetale 6.000 kr. om året på en børneopsparing – maksimalt 72.000 kr. i alt.
2. Frit depot til investering
Vil du give barnet mere, end der må indsættes på børneopsparingen, så anbefaler jeg, at du opretter et investeringsdepot i barnets navn. Ved at placere opsparingen i værdipapirer, hvor det løbende udbetalte afkast beskattes som kapitalindkomst, kan man i nogle tilfælde udnytte, at alle – også børn – har et personfradrag på 54.100 kr. Det betyder, at de første 54.100 kr. af barnets indkomst (afkast) er skattefri.
Det gælder dog kun, hvis barnet har modtaget gavebeløbet af andre end forældre – fx bedsteforældre – eller selv har tjent pengene. Hvis forældrene giver et gavebeløb, som investeres ved barnet, så skal udbetalte afkast og udbytter beskattes ved forældrene.
3. Aktiesparekonto
Aktiesparekontoen er attraktiv for dig, som har benyttet ovennævnte muligheder – eller hvis du/barnet har stor interesse for at investere i aktier. Der skal årligt betales skat af værdistigningen – men kun 17 pct., som trækkes direkte på kontoen.
Hvis dit barn har aktier på traditionel vis, så skal der betales en aktieindkomstskat af avancer og udbytte på 27 pct. af de første 79.400 kr. og 42 pct. for et eventuelt afkast over 79.400 kr.
Du kan indskyde op til 174.200 kr. pr. 1. januar 2026, og du kan bestille kontoen direkte i din mobilbank. Også til dine børn.
4. Aldersopsparing
En aldersopsparing til børn giver rigtig god mening. Jo længere tid pengene står, desto større bliver effekten af renters rente. Ja, der går mange år, før pengene kan udbetales, men til gengæld kan opsparingen give dit barn muligheden for at gå tidligere på pension eller få ekstra frihed og livskvalitet som senior.
Aldersopsparingen er den mest fleksible pensionsopsparing, der findes. Der er ingen skattefradrag ved indbetalingerne – men det har et barn typisk heller ikke brug for. Til gengæld beskattes afkastet kun med 15,3 pct., hvilket er markant lavere end ved almindelig opsparing.
Rækkefølge og investering af opsparingen
Det har stor betydning, hvilken rækkefølge du bruger de forskellige muligheder i – især når det gælder skat. Men det er altid vigtigt, at du forholder dig til tidshorisont og din holdning til risiko, så du træffer de mest fordelagtige valg.
Unge slipper for AM-bidrag – hvad betyder det?
Med virkning fra 1. januar i år, skal unge under 18 år som nævnt ikke længere betale arbejdsmarkedsbidrag af deres løn. Det gælder både ved fuldtidsjob og fritidsbeskæftigelse. Og uanset om den unge har frikort eller skattekort.
Det er rigtig godt nyt for de unge mennesker, som altså får mere ud af deres løn. Lad mig komme med et eksempel: Tjener dit barn 3.000 kr. om måneden, sparer det ca. 240 kr. i AM-bidrag. Over et år er det næsten 3.000 kr. ekstra i lommen.
Det er en pæn ekstra sum – derfor er min anbefaling, at man som forældre laver en aftale om, at en del af indtægten går til opsparing, fx 20 pct. hver måned.
Jo tidligere opsparingen begynder, jo større effekt får renters rente. Selv små beløb kan vokse betydeligt over tid – især hvis de investeres.
Kort sagt: De nye regler gør det mere attraktivt for unge at tjene og spare op. Kombiner det med en god opsparingsstrategi – og giv dit barn et stærkt økonomisk fundament.