Billigere boliger – fra valgflæsk til fantasi
Kære læser. Forestil dig en helt almindelig torsdag i september, hvor klokken nærmer sig 12. Stille og roligt, men sikkert, bliver der mere og mere uro rundt i kontoret. Det er ved at være frokosttid, så vi realkreditnørder har vanskeligere ved at koncentrere os. Forventningens glæde er stor – vores kantine er nemlig god.
God stemning i kantinen hos Jyske Realkredit
Den gode stemning fortsætter, efter der er serveret, og vi er blevet bænket i kantinen. Denne dag har vi endda fornøjelsen af at have vores kreditdirektør til bords. Mange kunne have den fornemmelse, at sådan en frokost med kreditfolk, realkreditnørder og bankøkonomtyper vil være en kedelig omgang. Særligt på en dag, hvor der er hvid fisk på menuen. Der er imidlertid slet ikke tilfældet.
Snakken går lystigt og handler om de mange vildskud der i øjeblikket gøres, når det handler om at sikre billige betalbare boliger i byerne. Særligt i København og Aarhus. Valgkampen er skudt i gang og valgflæsket er under tilberedning.
Frokost med plads til ironi – og fantasi
Blot en advarsel; ved frokosten kan der forekomme ironi.
Dertil kommer en vigtig præmis. Den økonomiske teori er ret velbeskrevet i forhold til, hvordan man får priserne ned på et marked. Oversættes det til et ønske om billigere boliger, så er der to ting, der kan gøres.
Den første handler om at øge udbuddet. Det vil sige bygge noget mere. Den anden handler om at begrænse efterspørgslen. Det kan gøres på flere måder og her kommer fantasien og den muntre frokoststemning ind i billedet.
Efterspørgslen i byerne er stor
Skærer man helt ind til benet, så er kerneproblemet på boligmarkedet, at efterspørgslen i de store byer er større end udbuddet.
Den mest effektive løsning er, at man bygger mere i højere højder og med mindre afstande. Det har den gode egenskab, at det øger boligudbuddet, og samtidig gør byen mindre attraktiv at bo i som følge af trængsel, støj og andre gener. Det vil holde nogen væk, og dermed dæmpe efterspørgslen.
Med højere og tættere byggeri slår man altså to fluer med et smæk. Det må således være den mest oplagte løsning. Den giver simpelthen mest mulig løsning i forhold til indsatsen.
Tvangsægteskab som problemløser
En anden løsning kan være at indføre tvangsægteskaber. Ja du læste rigtigt. Et problem på boligmarkedet er jo den store efterspørgsel. En del af denne efterspørgsel kommer af, at flere og flere bor alene.
Hvis nu man ændrede på det – så man som minimum skulle bo to sammen. Ja, så ville det store problem være løst.
Spøg til side – men fx i det almene byggeri kender man jo regulering i forhold til familiestørrelser, hvor enlige ikke kan søge de største boliger. Det er bare ikke en særlig dansk eller demokratisk måde at gøre tingene på.
Red et krydstogtsskib fra ophug
En anden ide fra frokostbordet er, at hvis politikerne vil afsætte 10 milliarder kr. til at opkøbe eksisterende ejendomme for, så skal man nok være sig bevidst om, at det kommer der ikke flere boliger ud af. Man presser blot efterspørgslen op efter de eksisterende boliger.
Der vil til gengæld komme flere boliger ud af, hvis man brugte de 10 milliarder kr. på at købe udrangerede krydstogtsskibe og placere dem langs havnefronten i byerne. Her vil de mange kahytter kunne indrettes til moderne boliger; det skulle jo være så moderne med ”tiny living”.
Det forslag vil også kunne slå to fluer med et smæk. Havnen vil blive mindre attraktiv og dermed skræmme nogle borgere væk, ligesom man vil gøre noget godt for miljøet, når de ældre skibe ikke længere skal ophugges.
Den ide vil tage husbåde til nye dimensioner ...
Flyt læreanstalterne ud af storbyen
I forhold til at skræmme borgere væk, så har det ikke være nogen succes at flytte statslige arbejdspladser ud af byerne.
Måske skulle man gå mere radikalt til værks og flytte universiteterne ud af byerne. På den måde kunne man lave rene studiebyer med en masse billige boliger. Det kunne være steder, hvor jord ikke er en helt så knap ressource som i de nuværende universitetsbyer.
Byg nu bare flere boliger – det er nemmest
Pointen med denne klumme er, at fantasien og løsningerne ikke har nogen grænser.
Den gode – men lidt kedelige – løsning er at bygge noget mere, som jeg nævnte indledningsvist. Der findes ingen mirakelkur, og derfor bliver boligdebatten til tider også lidt absurd – til trods for at der er gode og sympatiske ambitioner bag.
Personligt tror jeg, det er vigtigt, at man knækker koden til flere boliger i og omkring byerne. Men selv om fantasien er stor, så er det mest realistisk blot at bygge mere og ad den vej gøre storbyerne mindre attraktive.
Der har været mange andre større eller mindre forslag fremme – men de er alle sammen mindre effektive end de her nævnte.
Har du kommentarer eller gode ideer til boligemner, du gerne ville læse mere om, så hører jeg gerne fra dig på: [email protected]