Arbejdsglæde uden modregning i folkepensionen

Folkepensionister kan nu få en ekstra gevinst oveni arbejdsglæden, hvis de tager en ekstra tørn på arbejdsmarkedet. Et nyt lovforslag gør det nemlig muligt for pensionister at arbejde, uden lønnen skal modregnes i folkepensionens grundbeløb eller tillæg. Det gælder både for egen arbejdsindtægt og for ægtefælle eller samlevers.
Af Bettina Brask, formueøkonom i Jyske Bank
16. februar 2023 kl. 10.00

Jeg har tidligere fortalt om folkeskolelæren på nu 72 år, som cykler glad til skole hver dag for at undervise sin klasse fuld af forventningsfulde elever. Han får nu lidt ekstra at smile af oveni arbejdsglæden, da hans lønindkomst fremover ikke vil blive modregnet i folkepension.

Hvad kan det betyde for dig, som vælger at fortsætte arbejdslivet?

Folkepensionen består af et grundbeløb og et pensionstillæg. Med de nuværende regler kan begge disse beløb blive gradvist reduceret, hvis arbejdsindkomst overstiger et vist beløb – og er arbejdsindkomsten på mere end 680.000 kr., ja så vil du slet ikke modtage folkepension, som reglerne er i dag.

Men det bliver ændret med et lovforslag fra regeringen, der forventes at blive vedtaget i løbet af foråret. Med tilbagevirkende kraft fra januar i år. Her vil arbejdsindtægter ikke længere skulle modregnes. Det vil betyde, at du uanset arbejdsindtægt får den fulde pension på op til i alt ca. 173.268 kr. årligt, hvis du er enlig – og 127.844 kr. hvis du er gift/samlevende (2023-tal).

Du og den cykelglade skolelærer skal dog være opmærksom på, at lovforslaget kun gælder arbejdsindtægter.

Anden indkomst kan nedsætte folkepensionen

Har du anden indkomst end arbejdsindkomst, fx pensionsudbetalinger, positiv kapitalindkomst eller udbytte ud over 5000 kr. for enlige – så vil denne indkomst blive modregnet i folkepensions pensionstillæg som hidtil.

For selvstændige kan det også være hævninger fra virksomhedsskatteordningen, her skelnes der nemlig mellem aktiv arbejdsindkomst og passiv indtægt, hvor du ikke har været arbejdsmæssig aktiv i virksomheden. Det betyder, at en passiv indkomst fra virksomhedsskatteordningen tæller med til ’anden indkomst’, og derfor bliver modregnet.

Borger.dk beskriver forskellen på at være passiv og aktiv i virksomheden således:
Du er aktiv i driften af din virksomhed, hvis du selv udfører opgaver i virksomheden. Hvis du derimod ikke udfører opgaver i virksomheden, eller din arbejdsindsats er meget begrænset, er du passiv i driften. Du er fx passiv i driften, hvis du har en passiv investering i en udlejningsejendom.

Fleksibilitet fremmer det gode seniorliv

Jeg synes, at lovforslaget er den rigtige vej at gå. Det kan være med til at skabe et mere fleksibelt seniorliv, hvor du kan hoppe ind og ud af arbejdsmarkedet, som det passer bedst ind i dit liv.

Samtidig betyder det, at virksomheder får nemmere ved at tiltrække seniorer – og nemmere ved at holde på de seniorer, som ellers har muligheden for at trække sig tilbage.

Jeg er spændt på at følge udviklingen efter lovforslaget bliver gennemført – og ser frem til at møde nogle af de mange mennesker, som kan glæde sig over, at deres løn ikke vil blive modregnet folkepensionen. Og til at høre nye erfaringer om det gode seniorliv.

Får du det bedste ud af din pension?

Af Bettina Brask
16. februar 2023 kl. 10.00
Del denne side:

Seneste nyt fra Privatøkonomi

1/0